Læsetid: 4 min.

Slædehunde-debatten er kørt af sporet

Der er godt 60.000 slædehunde i Grønland, og for de grønlandske fangere er hundene brugsdyr. Dermed ikke være sagt, at det er i orden at vanrøgte slædehundene, men det er en påmindelse om, at andre dyrearter i Danmark og den vestlige civiliserede verden værdsættes ud fra samme brugsmæssige, uromantiske synspunkt som slædehundene i Grønland
24. februar 2007

De sidste par ugers reaktioner verden over på billeder af misrøgtede slædehunde i Grønland har været harmfulde og forståelige. Dyrlægerne har måttet aflive mange underernærede, sygdomsramte og vanrøgtede hunde i løbet af 2006. Der er ingen tvivl om, at vi i Grønland sidder med et ubehageligt og sørgeligt problem, som vi må gøre vores yderste for at få løst ved bl.a. skrappere kontrol, flere præventive politiske tiltag, oplysningsarbejde m.m. For vi har naturligvis en dyreværnslov, som er overtrådt, og som vi skal følge. Det skal også pointeres, at der allerede nu er mange initiativer i gang, både fra landsstyret og i de lokale hundedistrikter.

Jeg bifalder selvsagt den igangværende debat, hvis den vel at mærke fører noget konstruktivt med sig. Men jeg undrer mig meget over, at der i debatten er et fuldstændigt fravær af spørgsmålet om, hvad årsagen til tragedien kan være.

For mig at se er sandheden, at fangerfolket og deres hunde er blandt de første ofre for klodens klimaforandringer, og problemet med vanrøgt bør derfor ses som ét urovækkende symptom på et problem af global rækkevidde. Fangernes, og dermed slædehundenes, eksistensgrundlag - sneen og isen - forsvinder med så stor hast, at det for fangerne er vanskeligt at omstille sig til den nye situation, erhvervsmæssigt som kulturelt. De voldsomme klimaforandringer har i mange områder ændret fangstvilkårene, gjort slædehundene overflødige og sågar stillet fangerne nye udfordringer i det i forvejen barske arktiske miljø, hvor bare det at forsørge sig selv og sin egen familie i perioder har været mere end vanskeligt. Nogle fangere har simpelthen ikke råd til at fodre og pleje deres hunde, som de burde. At en nordgrønlandsk fangers identitet og kultur uløseligt har været knyttet til transport og jagt med hundeslæde, er også en medvirkende årsag til, at mange fangere ganske enkelt ikke har haft hjerte til at aflive deres hunde.

Omstillingen er vanskelig

Omstillingen til at være fanger uden hunde kan kun være en vanskelig proces, når den tvinges ned over et folk over en ganske kort årrække, og den kan i værste fald føre til magtesløshed. Der er ikke tale om et problem, der kan løses ved at skælde ud på grønlænderne, ej heller ved at skære ned på bloktilskuddet som tager man lommepengene fra et uartigt barn, som Dansk Folkeparti i et §20 spørgsmål i Folketingsregi har agiteret for.

Vi har godt 60.000 slædehunde i Grønland. For fangerne er hundene 'brugsdyr' og ikke kæledyr. Det berettiger på ingen måde vanrøgt af dyrene, men det bør minde om, at andre dyrearter i Danmark og den vestlige civiliserede verden værdsættes ud fra samme brugsmæssige, uromantiske synspunkt. At være traditionel fanger i Grønland er ikke lig med at være tilbagestående eller moralsk afstumpet. Det er det vel heller ikke at være landmand i Danmark, selvom der i den danske kødindustri er massive problemer med dyr der lever under kummerlige forhold. Derfor er Dansk Folkepartis idé med at sammenkoble bloktilskud og hundevelfærd lige så hysterisk, som hvis EU satte en definitiv stopper for al landbrugsstøtte til Danmark på grund af vanrøgtede landbrugsdyr.

Jeg er af den opfattelse, at evnen til at leve op til de dyreetiske forskrifter for rigtigt mange af de grønlandske fangere er betinget af deres muligheder for at opretholde livet som fangere. Det vil sige deres muligheder for at kunne brødføde deres familie og hunde, muligheder der som bekendt efterhånden er blevet væsentligt forringede på grund af klimaforandringerne. Min intention er på ingen måde at negligere nogen form for dårlig behandling af slædehunde i Grønland, ej heller at forsvare mishandlingen af slædehunde med mishandlingen af dyrene i den danske kødindustri. Der skal gribes ind over for misrøgt, og det er positivt, at der bliver reageret både i og udenfor Grønland.

Respektløs tale

At tale om systematisk mishandling af hunde er både misvisende og respektløst over for et folk, der har levet af og med deres dyr i nogle af de barskeste egne i flere tusind år.

Der skal saglighed og proportion bag debatten. Denne sag er et klart eksempel på et symptomatisk problem, hvis løsning kun kan findes ved at se på de bagvedliggende faktorer, som reelt er af langt større dimensioner og af global rækkevidde. Når aktører i de såkaldt industrialiserede lande giver deres bidrag til denne debat med verdensomspændende standardmails indeholdende de samme billeder af misrøgtede slædehunde, har de et ansvar. Et ansvar for at sætte sig ind i den debat, de deltager i, og et ansvar for at forstå, at et tryk på deres tastatur kan indebære en markant forværring for andre mennesker i en helt anden situation. Men det må selvfølgelig være vanskeligt, når man sidder i sin lune og magelige stue, omgivet af alle de materielle goder, der bidrager til de menneskeskabte klimaforandringer. Og ikke mindst vanskeligt at indse, at der findes folk mange andre steder i verden, hvis levevilkår og eksistensgrundlag er så markant anderledes end deres eget. Lad os håbe, at folk bag denne internationale smædekampagne er sig deres ansvar og rolle bevidst. Desværre imødeser vi måske i nær fremtid, at der i sidste ende bliver meget få slædehunde tilbage, som kun kan bruges til at transportere rige vestlige turister rundt på den tilbageværende rest af indlandsisen.

Kuupik Kleist er medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her