Læsetid: 4 min.

Slaget i London

7. november 2001

»Det bør ikke blive noget, der tager et meget større omfang, for så kan det blive tolket som om, at de små lande bliver koblet fra. Men jeg har ikke noget problem med de formater, vi ser.«

Udenrigsminister Mogens Lykketoft om Tony Blairs middag for de store EU-lande

Det er snart 30 år siden, at USA’s daværende udenrigsminister Henry Kissinger kom med sit historiske suk, der krævede ét telefonnummer i
Europa, han kunne ringe til, når det globale lokum brændte.
Siden efteråret 1999 har der siddet en mand og ventet ved telefonen i Bruxelles. Javier Solana var NATO-chef umiddelbart før han fik titlen som EU’s høje udenrigspolitiske repræsentant. Og problemet siden 11. september har ikke været mangel på initiativ fra Solanas side, snarere at Washington foretrækker at ringe til London. Og måske til Berlin og Paris.
USA har siden krisens start foretrukket fleksible løsninger i kampen mod terroren. Ganske vist erklærede det samlede NATO øjeblikkeligt sin »alle for én« solidaritet med USA, men præsident Bush har indtil nu kun brugt det som en moralsk støtte. Konkret har han valgt kun at trække på Storbritannien og i mindre grad på Tyskland og Frankrig. Karakteristisk for de to andre store EU-lande er, at deres ledere selv har presset på for at få lov at assistere USA med militær bistand. De store EU-lande trænges faktisk så ivrigt om at få lov til at hjælpe supermagten, at de har glemt både deres små og mellemstore venner i EU. For slet ikke at tale om manden ved telefonen.

Det viser det kaotisk-komiske optrin i London søndag aften. Her havde ministerpræsident Tony Blair, der af visse irriterede EU-diplomater kaldes vice-kongen af Europa, indkaldt til et lille middagsselskab for d’herrer Chirac og Schröder. Middagen var tænkt som en gentagelse af Chiracs mini-topmøde for samme tre mænd før EU-topmødet i Gent for to uger siden. Men det gik skævt, og kokken i Downing Street 10 røg ud i en vild improvisation. For Italiens ministerpræsident Silvio Berlusconi, der ellers er blevet holdt ud i strakt arm af Bush efter den uheldige udtalelse om den islamiske kulturs underlegenhed, fik over weekenden omsider ja fra Bush på sit indædte tilbud om militær assistance. Og så kunne Blair dårligt undgå at udvide gæstebudet. Herefter gik det slag i slag. José Maria Aznar ville også med, for Spanien er jo også en slags stort land i EU. Telefonerne glødede mellem EU-hovedstæderne. Og pludselig blev det meget svært at undgå at invitere det belgiske EU-formandskab med. Ministerpræsident Guy Verhofstadt overvejede at blive væk og være fornærmet over den sene indbydelse. Men han konsulterede først en række mindre, ikke indbudte EU-lande, og fik deres opbakning til at deltage. Bagefter kom Blair i tanke om også at invitere Solana, der ikke var ved telefonen i Bruxelles, men hjemme i Spanien. Han nåede frem et stykke inde i middagen. Værre gik det Hollands ministerpræsident Wim Kok, der fik møvet sig ind som det eneste »lille« EU-land (i Haag mener man sig dog det største af de mindre). Men Kok nåede først frem til desserten. På det tidspunkt havde middagen i nummer 10 dog for længst antaget skær af den eksklusive lukkede rockkoncert, hvor det vigtigste er at have været der, omend blot til ekstra-numrene.

En af krigsjargonens nyere vendinger er »collateral damage«, de utilsigtede civile tab. Her blev kommissionsformand Romano Prodi hårdt ramt
under middags-slaget i London. Han blev slet ikke indbudt og kunne end ikke se mening i at brokke sig offentligt bagefter. Ambitionen om en ægte rolle til Solana og fælles EU-udenrigspolitik er et andet offer. USA er måske ikke videre ked af dette tab. For der tegner sig nu et billede af en række praktiske alliancer med EU-landene, der tilpasses den konkrete lejligheds behov. Og det kan jo være praktisk for Wa-shington og smigrende for EU’s vice-konger og deres indenrigspolitiske behov. Samtidig bekræfter episoden den stærke understrøm mod EU-hovedstæderne, hvor hverken udenrigsministrene eller deres diplomater næppe i alvor nogensinde har drømt om at gøre sig arbejdsløse og sende stafetten til ned til Solana.
Her og nu er Blairs kiksede middagsselskab dog mest egnet til at slide på solidariteten i EU. Både i kampen mod terroren og på viljen til at udtænke en farbar vej for Kabul efter Taleban. For den regning skal med sikkerhed i høj grad betales af alle 15 EU-lande og siden udføres af Prodis og Solanas folk.
Portugals præsident Jorge Sampaio har set problemet og brokkede sig i klar tale. Her kan man undre sig over Lykketofts afslappede forhold til det ny billede, der tegner sig af EU’s ikke helt så fælles udenrigspolitik. Især på et tidspunkt, hvor der i kongeriget tales højt om vigtigheden af at få afskaffet det danske forsvarsforbehold.

cobla

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu