Læsetid: 6 min.

En af den slags weekender...

...hvor musikken taler til de laveste instinkter og de højeste principper i en. Og hvor USA tabte til England i den store hiphop-konkurrence. Hvor 60 år gamle rastafarianere byggede katedral under lukket himmel. Og hvor japanere ramte ved siden af alt hvad der kunne rammes ved siden af på et nodeark
I en plastikboble surfede Flaming Lips- Wayne Coyne på en bølge af kærlighed, og den forstærkede han og bandet i deres efterfølgende sæt, hvor deres syrede, eventyrlige rockmusik blev realiseret i både episke, symfoniske, funky, skramlede versioner.

I en plastikboble surfede Flaming Lips- Wayne Coyne på en bølge af kærlighed, og den forstærkede han og bandet i deres efterfølgende sæt, hvor deres syrede, eventyrlige rockmusik blev realiseret i både episke, symfoniske, funky, skramlede versioner.

Carsten Snejbjerg

9. juli 2007

Det har ikke overraskende vist sig at blive en dåb i både vand og ildvand. Denne sjaskende søgang af en Roskilde Festival. Men det er, som det skal være. Det ville f.eks. have været flabet at møde appelsinfri op til den sære frugt, som Roky Erickson er.

Der var gået et årti med psykiske lidelser, inden han sidste år vendte tilbage til rockverdenen. Et blåstemplet syrehoved af en højere magts nåde og tidligere frontmand i 13th Floor Elevators, hvor han var med til at opfinde den psykedeliske rock. Den er der desværre ikke så meget tilbage af her 40 år senere en fredag eftermiddag.

I stedet er der bluesrock, der får syren til at sive fra sangene. Som efterlades velbehageligt joviale, robuste, jovist, men det er jo netop den skingre vaklen og de psykedeliske forkvaklinger, vi elsker Erickson for. Og de er blevet sendt ud at lege med sig selv på syregrønne vidder uden for syns- og hørevidde - mens de voksne leverer et sikkert, velturneret, men alt for komfortabelt sæt.

"Lige dele røvballe og genial sangskrivning," som en af mine venner præciserede det i en sms.

Langt senere fredag viser en anden veteran sig også at have tabt pusten, men den 71-årige dub-pioner virker nu mere fanget som et spøgelse i sit egen klanglige fiktion. Lee Scratch Perry er ikke blevet mere jovial med alderen, bare efterhånden et blegt aftryk af sig selv, et lidt vrangvilligt ekko af svunden storhed.

At alderen kan transcenderes, beviser landsmændene i The Congos til gengæld bagefter. Vi har så også at gøre med 10 år yngre folk, men alligevel... I front to herrer på vippen til de 60: Roy 'Ashanti' Johnson og Cedric Myton, distingverede mænd med sort hår og hvidt skæg. Flankeret af støttesangere med samme hår- og skægfarver samt et glødende backingband.

En rastafariansk katedral rejses. Og vi gennemstråles af en smukt ældet ynde, et sejt elastisk groove og to sangere af Jahs nåde og med en fuldstændig naturstridig smidighed og klarhed i mælet: Ashantis varme tenor og Mytons mageløse falset. Stemmer, der ikke kun antænder en svunden tradition i hver eneste gæst på Cosmopol-scenen, men også går i dialog med en nærmest religiøs fornemmelse, jeg personligt ikke kan huske, at jeg tog med i bagagen til Roskilde. Vi lutres under lukket himmel i de barmhjertige timer fra to til fire. Ganske enkelt.

De hvideste røvrystere

Tidligere på fredagen spiller to hiphop-generationer op ad hinanden. De amerikanske veteraner i Beastie Boys og den britiske hedspore Dizzee Rascal. Solen er - halleluja - for første gang brudt frem på pladsen, og Beastie Boys leverer en professionel indsats, et energisk titelforsvar: De hvideste røvrystere, de nobleste drengerøve, de skarpeste råberappere fra kosmopolen New York City, nu løs på en pløjemark. De virker en kende bedagede, d'herrer, og lyden er imod dem, men de virker også indædt indstillede på at forsvare deres position i hiphop-historien.

Alligevel er det et utilsigtet intermezzo af John Cage'sk tilsnit, der sidder fast i erindringen. Alle publikumshøjtalerne går ud med ét, men drengene på scenen, der hører deres musik i øresnegle opdager det ikke. Eller gør de? De spiller i hvert fald lydløst videre, og Dyrskuepladsens lyde bliver for en kort stund den eneste musik.

Hvilket frydefuldt mylder af fulderikker og musikfrådsere. Mens spørgsmålet om, hvorvidt vi er vidne til en happening eller en fejl, kildrer forestillingsevnen yderligere. Hvilket ansporer til en omvej: Spørgsmålet om intention er også oppe at vende, og tilfældets musik er også indrammet, da japanske Maher Shalal Hash Baz spiller lidt senere på den smukke Astoria-scene. Tori Kudo kalder sig 'master of mistake', og på scenen fodrer han dilletant-musikere med noder til korte musikstykker, som afspilles i et hjælpeløst kaos, en slags lydlig væltepeter, der overraskende nok kaster enkelte smukke, dybt komplekse og helt uforudsigelige øjeblikke af sig. Umulige at rekonstruere, her, nu, så væk.

Nå, men tilbage til generationsopgøret inden for hiphop. Truslen mod det amerikanske overherredømme kommer nemlig fra den unge generation fra det engang så hiphop-forarmede Storbritannien. Det er der ingen tvivl om, da Dizzee Rascal fra Østlondon sammen med sin dynamiske dj og sit klædeligt tilbageholdende mikrofon-sidekick hælder glohed asfalt i Cosmpol-teltet. Sidst han var her, var han ukoncentreret, mikrofonteknisk uøvet og i teenagetung løbetid. Nu er han en dybt koncentreret autoritet i en tæt sammenspillet enhed. Radbrækkede, men muskuløse beats af grime-varianten detonerer om ørerne på os, mens Rascal pisker os op, ned, til højre, til venstre, i knæ. Fabelagtigt. Og 1-0 til England.

Overskyet melankoli

Det arter sig således, at min lørdags første koncert er med amerikanske The National. Og det viser sig at være en god ide. En blid mol-tonet opvågnen til endnu en dags strabadser. Vi er midt i en af den slags weekender, hvor musikken taler til de laveste lyster og de højeste principper og - midt imellem - til hjertet, denne umulige muskel, som ter sig, som det passer den - og som pludselig slår hårdt under påvirkning af The National.

Her er, hvad blokken får af blæk fra pennen i min hånd:

"De lader os komme tæt på på et basalt banalt niveau. Akkorder vi kender. Melodier vi kender. Mol vi føler os trygge i. Og alligevel dyb personlighed. En britisk inspireret tilknappet sangstil med bævende følelsesregister lige inde bag den ternede skjorteflip. Amerikansk afsendt, men overskyet melankoli, som enhver, der har stået på en pløjemark i uvejr, kan tude til."

Plastikboble

Vi var også mange på grådens rand, dengang amerikanske The Flaming Lips spillede på Grøn Scene - i år 2000 og dagen efter tragedien foran Orange Scene. Det var en ære for forsanger Wayne Coyne at være der for os i sorgens stund, får vi at vide, da bandet tryller for os igen tidligt lørdag aften. Og det bliver med brug af samtlige tricks i bogen - samt et par nyskrevne.

Ud over balloner, konfettikanoner, røg, damp, oppustelige nisser og grønne mænd, superheltekostumer og almindeligt galopperende løssluppenhed blandt de medbragte dansere/flippere, så kravler Wayne Coyne også til at begynde med ind i en stor klar plastikboble, hvori han ruller ud over publikum.

Inde bag plastikhinden surfer han på en bølge af kærlighed, og den fastholder, ja, forstærker Flaming Lips i deres efterfølgende sæt, hvor deres syrede, eventyrlige rockmusik bliver realiseret i både episke, symfoniske, funky, skramlede versioner. I blæsten kan vi ikke helt nyde musikkens detaljer, de glider os ofte af hænde, men vi kan se Coyne og hans merry pranksters slå sig løs i et kulørt show, der ikke kunne være blevet drømt bedre af Timothy Leary.

The Who har helt klart været bedre, end de er lørdag aften under åben himmel. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at to af de oprindelige fire medlemmer er døde, og at Roger Daltrey har ondt i sangstemmen i dagens anledning. Men han gør sig umage, og bandet ledet af den stadig afmålt rasende guitarist Pete Townshend er en stærkt dynamisk enhed af aldrende herrer og en ung trommeslager.

Det er en fornøjelse at få lov at høre klassikere som "My Generation", "Won't Get Fooled Again", "Behind Blue Eyes" og "Pinball Wizard" spillet af et band, der tydeligvis elsker sangene. Men ud over Daltreys raske stemme, så savner jeg også gruppens en gang så flossede kant. Fra dengang hver sang blev angrebet helt fremme på beatet, på grænsen til at blive flået i stykker af de sammenbidte accelerationer. Nu får de lov at hvile for meget i sig selv. Men i en rar ånd, som alle kan vugge til en godmodig lørdag aften foran Orange Scene.

"Defeat the evil machines," sang Wayne Coyne fra Flaming Lips nogle timer tidligere. Og The Who forsvarede rockhåndværket uden at ophidse, men med umiskendelig glød.

Men der findes også gode maskiner, og der findes maskiner, der får en til at danse og glemme alt om et før og, - åh gru - et efter. I nattemørket får vi hjælp af elektronikken til at give slip og mærke vand og ild flyde samme i nye kombinationer. Men det er en helt anden historie forbeholdt morgendagens avis.

nRoky Erickson & The Explosives, Odeon. Beastie Boys, Orange. Dizzee Rascal, Lee Scratch Perry & Adrian Sherwood og The Congos, Cosmopol. Maher Shalal Hash Baz, Astoria. Fredag.

* The National, Odeon. The Flaming Lips og The Who, Orange. Lørdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu