Læsetid: 2 min.

Et slankere folketing?

Folketingspolitikerne har tilsyneladende for lidt at bestille
Folketingspolitikerne har tilsyneladende for lidt at bestille
14. juni 2007

Statsministeren sagde i sin grundslovstale, at kvinder selv må bestemme, hvad de vil have på hovedet. Pia Kjærsgaard sagde, at tørklæder er symbol på undertrykkelse. Helle Thorning-Schmidt brød sig ikke om den muslimske hovedbeklædning. Naser Khader bryder sig heller ikke om tørklæder, men han vil ikke forbyde dem. Og så gik den grundlovsdag, hvor vi fejrede en forældet lov, der hele tiden taler om, hvad kongen kan, skal og må.

Folketingets store interesse for danske kvinders hovedbeklædning og detaljerne i Folkeskolens læseplaner afslører, at politikerne har for lidt at lave. Og så er der kun tørklæder, folkeskolens læseplaner og en endeløs værdidebat uden materiel substans tilbage. Det er mærkværdigvis ikke endnu faldet regeringen og Dansk Folkeparti ind at foreslå en besparelse gennem en privatisering af værdidebatten. Man kunne f.eks. sætte et par reklamebureauer på sagen: et for og et imod tørklæder.

Et par undersøgelser i tilknytning til magtudredningen har vist, hvor meget EU bestemmer af den danske lovgivning. I folketingsåret 2000-2001 bestemte EU-regler indholdet i 37 procent af samtlige lovforslag og indholdet i 73 procent af de lovforslag, der kom fra Fødevare-, Miljø- og Erhvervsministerierne. En tidligere undersøgelse viste, at 68 procent af Folketingets medlemmer mente, at initiativet til et lovforslag på deres politikområde meget ofte kom fra EU. Disse tal er næppe blevet lavere siden.

50 er tilstrækkeligt

Effektivisering af den offentlige sektor ligger regeringen og dens venner og meget på sinde. Derfor må det være på høje tid, at man alvorligt begynder at overveje, om det er nødvendigt at lønne 179 personer i Folketinget i en tid, hvor arbejdsmarkedet skriger på arbejdskraft.

Den franske nationalforsamlings 577 deputerede regerer 64 millioner franskmænd og det britiske House of Commons' 646 medlemmer regerer 50 millioner briter. Det ville svare til et dansk folketing med henholdvis ca. 50 og 59 medlemmer. Det nuværende alt for store folketing rummer for mange politikere, hvis gøren og laden fortaber sig i det uvisse. Det giver tinget et diffust image, der ikke dur i disse tider, hvor branding er det store nummer.

For nogle år siden fik et massemedie den gode ide at interviewe formanden for et af de store partier om hans folketingsmedlemmers gøren og laden. Det afslørede ikke den store paratviden for at sige det mildt.

En reduktion af Folketinget vil skabe sociale problemer, fordi mange af de nuværende folketingsmedlemmers erfaringer på arbejdsmarkedet er sparsomme. Adskillige af dem har ikke gennemført en egentlig uddannelse. Derfor må man opgive at komme ned på et effektivt folketing med et halvt hundrede medlemmer. 89 medlemmer kunne være passende. Så behøvede statsministeren kun at tælle til 45.

De sociale problemer kan klares med jobtræning og efteruddannelse. Enkelte kan tilkendes førtidspension, og nogle få vil sandsynligvis falde for 300 timers-reglen. Om de sidste kan med en vis ret siges, at det burde de måske have have gjort for længst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu