Læsetid: 4 min.

Et slaraffenland for børn

Hvad enten du og dine unger er kreative, legesyge, sultne eller shoppelystne, er Berlin byen. Her er plads til alle, og særlig i kvarteret Prenzlauer Berg vrimler det med unger
4. november 2006

Børnene i berlinerkvarteret Prenzlauer Berg render rundt med t-shirts med trykket "Prenzlauer Zwerg" (Prenzlauer Dværg). I kvarteret, som tidligere var en del af Østberlin, er det børnene, der regerer. Overalt er der unger. Især i alderen nul til ni år.

Heldigvis er fortovene meget brede, pariseragtigt brede, for ellers ville det ikke være til at komme frem for barnevogne og gravide maver. Derfor er det også Prenzlauer Berg, du skal tage til, hvis du skal til Berlin med børn.

Informations korrespondent bor her selv med to tøser på et og fire år og kan garantere for, at mere børnevenligt kvarter findes ikke i Europa. Franca på fire ved faktisk slet ikke, om hun skal fremhæve legepladserne, myldret af legekammerater eller nogle bestemte særligt gode kiks, som vi køber på markedet om lørdagen, som det allerbedste ved at bo her.

Lørdagsmarkedet

Hver lørdag året rundt er der nemlig marked på Kollwitz Platz. Et rigtigt marked, hvor du og dine unger kan købe frugt, grønt, kød, fisk og blomster. Kunsthåndværkere og designere sælger tøj, smykker og legetøj. Og fra den alternative fløj finder man etniske dimser, lammeskind og helbredende sten. Ved små stande kan du spise østers eller drikke juice, der presses af 10 forskellige frugter, mens du venter.

Du kan selvfølgelig få den tyske nationalret pølser, der smager af kød, fordi den er proppet med kød, og caffe latten er også kommet til Berlin. Legepladsen, der ligger op ad markedet, er lørdag formiddag lige så tæt pakket som Copenhagen Jazzhouse fredag aften.

En masse yngre og smarte mennesker, der pludrer med hinanden, drikker kaffe og forsøger at holde øje med deres unger, som løber rundt mellem de to legepladser. Der er også en stor græsplæne, hvor man kan spille bold.

I december er der julemarked på Kollwitz Platz både lørdag og søndag. Det er der også i det nærliggende Kulturbrauerei i Knaackstrasse, hvor stemningen nærmest er middelalderagtig med gøgl og Glühwein, karruseller og kræmmeri.

Legepladser og legetøj

Når du er færdig på markedet, kan du enten gå ned ad den smukke Rykestrasse, hvor der også er lidt at kigge på for forældrene. Forretningerne er tjekkede, husene er sjovt og smukt restaurerede, her ligger en af Berlins største synagoger, og for enden af gaden ligger vandtårnet 'Tykke Hermann', som er indrettet til ejerlejligheder. Går I op til vandtårnet, ligger der også heroppe en skøn legeplads.

Andre gode legepladser er den på Helmholtzplatz, hvor der også ligger masser af cafeer og sjove butikker. Chokoladeforretningen In't veld med den tilhørende café Kakao, som ligger i Dunckerstrasse ud til pladsen, har Berlins bedste udvalg af chokolade. Er du her om vinteren, er deres varme chokolade med et strejf af appelsin en himmerigsmundfuld for små og store med forfrosne fødder og næser.

Ellers er der også en fin lille legeplads på Gethsemanestrasse lige ved siden af en af Prenzlauer Bergs smukkeste kirker Gethsemane Kirche. Og en stor legeplads i Volkspark Friedrichshain.

I Rykestrasse kan ungerne få shoppet. Har du små børn og sans for anderledes og gammelt legetøj, vil Die Kinderstube være et hit. Her sælger Carmen Hollauf legetøj og børnemøbler fra omkring år 1900 og frem til i dag med hovedvægten lagt på 1950-1970'erne. Her er også masser af tøj, tæpper og tøjdyr designet af kvarterets mange børnevenlige designere.

Mal og spis

Længere nede ad gaden ligger legetøjsforretningen Die kleine Gesellschaft. Også her er målgruppen de mindre børn. Er man pige og fire-fem år, vil man helt sikkert ikke være til at drive ud. Forældre og større søskende kan imens sætte sig hos naboen Albrecht's Patisserie, hvor I kan få kager, croissanter og kaffe som i Frankrig.

Har du lyst til at være kreative med ungerne, er Sisters Keramikmalstudio i Kollwitzstrasse et rigtig godt sted at gå hen. Her er der et uendeligt udvalg af skåle, fade, kopper, bjørne, vaser, fliser og dimser, som I kan male på og derefter få brændt. Senest tre dage efter er tingene klar til afhentning. Understreger du, at I er turister, kan det sikkert godt gå hurtigere. Mens I maler, kan I drikke kaffe, cocktails eller den vidunderlige tyske æblesaft. Et tip er at bede om Apfelschorle. Det er æblesaft med danskvand, og det smager rigtig godt.

I kan spise lækre små retter eller kager, som der er mange gode af. Mange kærestepar kommer også og sidder og maler på et par kopper over en flaske rødvin. Er dine børn i babyalderen, assisterer personalet gerne, så du på en kop eller tallerken kan få et kulørt aftryk af juniors hænder eller fødder.

Dyr og opera

Berlin for børn er selvfølgelig ikke kun Prenzlauer Berg. Det er også en by med to zoologiske haver, og du må ikke snyde dine børn for dem.

Zoologischer Garten (i vest) har flest forskellige arter i hele verden. Den er anlagt som en smuk park med blomster og springvand og en fin lille børnezoo. Pandabjørnene er en af havens store og nuttede attraktioner. Også orangutangerne og gorillaerne er en stor oplevelse.

Tierpark (i øst) er ud over et væld af dyr også en naturoplevelse af de store. Haven er en dyrepark, heraf navnet, og man har fornemmelsen af, at dyrene går frit omkring, så meget plads har de. Tierpark skal man være forberedt på at bruge en hel dag i. Her kan man blandt uendelig meget andet opleve både indiske og afrikanske elefanter og gribbe i en kæmpe volière.

Tyskland er musikkens og de store komponisters land, og Berlin kan prale af intet mindre end tre operaer. Tjek deres hjemmeside, inden du tager afsted. Der er en god chance for, at de et af stederne spiller Mozarts Tryllefløjten, og det er faktisk hverken så svært eller så dyrt at få billetter her som i København.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu