NEW YORK - Bolddrengene er nok det bedste eksempel: Det ser helt håbløst ud, sådan som de kyler de gule tenniskugler rundt til hinanden. På kryds og tværs af banen farer de gennem luften, hen over hovedet på dommeren og spillerne, Sådan ville de andre aldrig gøre ved French Open eller Wimbledon, hvor boldene triller elegant rundt om banen i fine linjer som trukket af en snor. Men det her er ikke French Open eller Wimbledon. Det er US Open - målt i præmiepenge (vinderen går hjem med 1,1 mio. dollar) og tilskuertal (ca. 600.000 på to uger) verdens største tennisturnering - og her går man ikke op i at trille snorlige. Det er jo ikke for ingenting, at amerikanerne opfandt baseball. Bolddrengene kaster, og de kaster hårdt, og de kaster godt. Det ser kaotisk ud, men det fungerer.
Samme kaos hersker til dels på tilskuerpladserne, hvor folk kommer og går i en lind strøm, mens de spiser pizza og snakker i mobiltelefon. Som min sidemand, der efter et mistænkeligt servees af Lleyton Hewitt mod amerikanernes egen Taylor Dent straks ringer hjem, for at høre om tv-billedernes langsomme gengivelse bekræfter hans mistanke om, at bolden var ude.
Og så er der musikken. Hver gang spillerne bytter side, brager Stevie Wonder, Billy Ocean eller andre popstjerner ud af stadionhøjtalerne, så der ikke er et sekund uden underholdning.
Der er i den grad dømt søndagsskovtur i Flushing Meadows, hvor verdens bedste tennisspillere dyster med Manhattans imponerende skyline i baggrunden.
Ren chokoladefabrik
Og hvilken skovtur! En dagsbillet til US Open er for en tennisfan, hvad guldbilletten er for Charlie i den vidunderlige historie om chokoladefabrikken. 18 blå tennisbaner spækket med ketcherkamp i verdensklasse. Venus Williams knuser sin søster Serena på det enorme Arthur Ashe Stadium. Den spillende legende over dem alle, Martina Navratilova, klarer sig trods sine 49 - niogfyrre! - år uden besvær videre til tredje runde i damedouble. Klodens bedste juniorspillere giver smagsprøver på fremtidens toptennis, altimens den tilsyneladende urørlige verdensetter hos mændene, Roger Federer, vinder i tre sæt.
Inde på Armstrong Stadium har den italienske charmetrold Davide Sanguinetti og Thailands evigt sympatiske Paradorn Srichaphan gang i en 4,5 timer lang marathon-dyst, der fuldstændig tryllebinder de godt 9.000 tilskuere. Stemningen er ikke elektrisk, og publikum står næsten mere op, end de sidder ned. Italieneren har dem i sin hule hand. Når klapsalverne regner ned over ham under den ellers milde sensommerhimmel, tager han hånden op til øret for at signalere, at han ikke kan høre dem. Tilskuerne elsker det og jubler endnu højere - Sanguinetti kvitterer med at sende dem håndkys. Det er virkelig overskud i femte sæts afgørende tiebreak fra en mand, der mellem hver duel ser ud som om, han knap nok kan holde sig på benene. Han vinder på sin anden matchbold og falder om med armene i vejret.
Det er langt fra det stilrene Wimbledons traditionsrige grønne græs, røde jordbær og boblende champagne. Men det er edderbankeme underholdende.
