Læsetid: 7 min.

En slatten synd

Franskmændene kysser, russerne kysser, japanerne vil slet ikke røre. Og så er der Asmaa Abdol-Hamid. Hun vil ikke give hånd til mænd. Pludselig er en formel hilseform udtryk for meget andet end et 'hej'. Man spørger sig selv: Hvorfor vil hun dog ikke være med i et fællesskab så stærkt som det danske håndtryk?
3. maj 2007

Dette er en historie om det slatne håndtryk, den udstrakte hånd og om ikke at ville røre et andet menneske.

Men først en lille fortælling om en dag i København.

Det er december måned. Lige ved Botanisk Have hopper kæden af cyklen, og jeg falder af. Mig op at stå, og ind på fortovet. Vender cyklen på hovedet og begynder, hvad der føles som en halv times kamp for at få kæden på plads. Med hænderne smurt ind i olie kommer jeg op på cyklen igen og skynder mig til Københavns Nordvestkvarter for at mødes med Imam Mohammad Medhdi Khademi. Islamisk Kulturcenter har været udsat for et brandattentat, hvilket er anledningen til interviewet. Undervejs ud ad Nørrebrogade når jeg at tænke mig frem til følgende scenarie: Jeg rækker hånden frem, imamen kigger forskrækket på min hånd, modvilligt tager han den, klemmer let og trækker den derefter hurtigt tilbage med et irriteret blik på sine nu fedtede fingre.

Da jeg endelig kommer frem, finder jeg toilettet for at forsøge at få det værste olie af hænderne. Kulturcentrets sekretær kommer for at hente mig fra min desperate aftørring og gør mig i en dæmpet sidebemærkning opmærksom på, at Imam Mohammad Medhdi Khademi ikke giver hånd til kvinder. Det går op for mig, at alle mine bekymringer har været spildt. Han vil slet ikke røre min hånd, men møder mig med et let buk.

I den beskrevne situation var dette ganske praktisk, og jeg var egentlig bare lettet. Men hvad var det for et kvindesyn, jeg blev udsat for? Var det i orden, at den ellers venlige imam ikke fandt mig værdig til et håndtryk?

Slattent

Sjældent har udveksling af håndtryk været så interessant, som da Asmaa Abdol-Hamid erklærede, at hun ikke har tænkt sig at give hånd til mandlige politikere, hvis hun skulle komme i Folketinget for Enhedslisten efter næste valg. Tørklædedebatten forstummede for et kort sekund, og spørgsmålet om kvindeundertrykkelse skiftede fokus fra tørklæde til håndtryk.

Men kvindeundertrykkelse er slet ikke kernen i problematikken, mener flere antropologer og sociologer.

"Det her handler mere om en kulturel selvstændighed og om at gøre det, som hun mener, er rigtigt og samtidig provokere lidt, hvilket vel er meget dansk. Hvis ligestilling skal være obligatorisk og defineret af vores meninger, er det faktisk ikke særlig lige," siger Michael A. Whyte, lektor ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet.

Asmaa Abdol-Hamid, der er stærkt troende, har i mange år ikke villet røre ved mennesker af det modsatte køn. I stedet hilser hun på mænd ved at tage sig til hjertet.

Kvindeundertrykkelse, ligestilling og anti-demokratisk er ord, der alle bliver brugt om håndtrykket - eller det at undlade at række sin hånd ud for at hilse. Men hvad er det, håndtrykket kan, som en hånd på hjertet ikke kan?

Iben Jensen er kultursociolog og lektor ved Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier på Roskilde Universitetscenter (RUC). Hun forsker i interkulturel kommunikation og har i 15 år beskæftiget sig med blandt andet håndtrykket som symbol i forbindelse med jobsamtaler. Ifølge hende har vi i Danmark en forestilling om, at der er en direkte sammenhæng mellem et håndtryk og et menneskes personlighed.

"Håndtrykket er i jobsamtalen udtryk for, hvad man er socialiseret til hjemmefra," forklarer Iben Jensen og fortsætter.

"Et håndtryk sætter scenen. Du skaber den første relation. Et slapt håndtryk giver et dårligt første indtryk, og det kan du godt rette op på, men det er hårdt arbejde. Hvis du kommer ind og giver et slapt håndtryk, så kan du som kvinde blive placeret, som en der nok er lidt undertrykt."

Franske kys

Håndtrykket som hilseform findes i mange varianter, og rundt om i verden er det forskelligt, hvad man er socialiseret til. Den har de multinationale selskaber fanget. Burgergiganten McDonalds, med klovnen Ronald McDonald i spidsen, har indset, at for at sælge flest burgere må klovnen tilpasse sig de forskellige landes skikke i forhold til hilseformer. En Ronald McDonald, der lægger an til et stort bamsekram dur eksempelvis ikke i Thailand. Her hilser den røde-gule klovn velkommen med foldede hænder foran brystet.

Nogle steder i Afrika giver et håndtryk en helt anden sansefornemmelse end det formelle håndtryk, vi oplever herhjemme. Her nulrer man nærmest en hånd og holder den længere, end hvad de fleste vesterlændinge nok vil synes er passende. Det er god skik, og at trække sin hånd hurtigt tilbage er et brud på etiketten.

Men også meget tættere på Danmarks grænser har man andre skikke.

"I Frankrig og Italien kysser man hinanden. Det har jeg ikke noget imod, men jeg bliver lidt skuffet, hvis nogen, jeg møder, kun vil kysse min kone. I forhold til det vi er vant til, kommer der noget seksuelt over det, og så ved vi ikke rigtig, hvordan vi skal reagere," siger Heiko Henkel, der er antropolog og forsker i islam i Tyrkiet og Tyskland ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet.

"Vi skal være opmærksomme på, at vores kropslige adfærd er lokalt bestemt. Vi har jo heller ikke altid givet hinanden hånden i Danmark."

Tabubelagt tavshed

Ifølge Heiko Henkel er håndtrykket i den form, vi bruger det nu, totalen af en historisk udvikling.

"For både danskere og tyskere er håndtrykket blevet et udtryk for lighed, men det er meget naivt at tænke, at et håndtryk har samme betydning for folk fra andre lande," siger han.

I hans øjne er noget af det, der provokerer meget herhjemme, at islam fokuserer meget på adskillelse af de to køn. Det kan misforstås som ulighed, og det giver anledning til sammenstød, mener han.

Inger Dræby, selvstændig konsulent og bidragyder til bogen KI. Kulturel Intelligens, har i mange år beskæftiget sig med koder, herunder håndtryk.

"For 40 år siden brugte man ikke knus, når man mødte hinanden. Det gør vi nu, og det formelle håndtryk bruges i få sammenhænge. Koderne ændrer sig hele tiden," siger hun og fortsætter:

"Ligesom man er gået bort fra at sige De og nu siger mere hej. Men i forhold til lighedstanken er det, der provokerer mange nok, at nogle muslimer skelner mellem, hvordan man hilser på mænd og kvinder. Det er selvfølgelig en kode for, hvordan man betragter forholdet mellem kønnene. Den kodning har vi ikke i det danske håndtryk, fordi det giver vi jo til alle," siger Inger Dræby.

Koder er ifølge hende en indforståethed mellem folk, som deler et fællessprog af koder. Det er et sprog, som man godt kan lære, og det er ifølge Inger Dræby heller ikke fordi, Asmaa Abdol-Hamid ikke forstår den kode, der ligger i håndtrykket.

"Hun forstår godt koden, men man betragter hendes nej til håndtryk som et budskab om ikke fuldt medlemskab af danskheden. Men set fra en anden vinkel kan man sige, at det er en udvidelse af kriterierne for medlemskab, hun tilbyder. Netop fordi hun siger, at det rent faktisk er muligt at hilse på hinanden på en anden måde end med et håndtryk," siger Inger Dræby.

I virkeligheden gør Asmaa Abdol-Hamid i Inger Dræbys øjne bare en forskel synlig, som vi ellers forbigår i tabubelagt tavshed. Forskellen mellem mænd og kvinder og seksualitet spiller en stor rolle på alle arbejdspladser, som hun siger, og det vil være løgn at påstå andet, mener hun.

Takt og Tone

Også Iben Jensen påpeger, at en udstrakt hånd ikke i alles optik er kønsløs.

"Hånden er ikke kønsløs, fordi vi har en fysisk kontakt med hinanden. Den adskillelse mellem kønnene, vi har her i Danmark, går mere på selvkontrol, end den gør andre steder i verden, hvor man har en adskillelse, der går mere på regulering af seksualiteten. I bund og grund er det en regulering af seksualiteten, der får forskellige udtryk alt efter, hvad man har valgt at gøre."

For antropolog. Heiko Henkel er det en gåde, hvorfor mange i Danmark er så provokerede over, at en muslimsk kvinde ikke vil give mænd hånden.

"Der sker en meget interessant koalition mellem danske sekularister og folkekirken, der bliver enige om, at vi skal nedbryde alle andres tabuer. I virkeligheden er det et ret specielt projekt, ikke at nedbryde vore egne tabuer, men andre menneskers," siger Heiko Henkel.

Asmaa har valgt ikke at give mænd hånden. Grunden til, at det bliver til en politisk konflikt, er ikke kun provokationen fra Asmaas side, mener Michael A. Whyte.

"Det er politisk, fordi man vil gøre det politisk. Det at give hånd har en større symbolværdi i vores samfund end så mange andre steder," siger han.

Og går man 100 år tilbage, skrev Emma Gad i Takt og Tone. Hvordan vi omgaas om håndtrykket:

"Det er damen, der byder til håndtryk, og ikke herren. Når alle trykker hinanden i hånden hvorsomhelst, er det jo nærmest blevet en vane og intet andet, men endnu kan dog et ømt og dvælende håndtryk sætte et ungt følsomt hjerte i salig bevægelse."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu