Læsetid: 9 min.

Slavefolket, som verden glemte

I 'slavezonen', et glemt og svært tilgængeligt hjørne af Bolivia, lever feudalsamfundet i bedste velgående - tusindvis af guaraní-indianere har i generationer levet i slaveri på deres forfædres jord; nu kører en firehjulstrækker med juristen Ricardo Zaratys eksperthold ud til de afsidesliggende haciendaer for at starte opgøret med guaraní-slavernes ejere
19. maj 2007

CHUQUISACA - Don Desiderio Garcías retter sig op på sin haciendas terrasse og kigger gennem de skårede brilleglas nervøst rundt mellem de mange uvante gæster. Det er tid til at appellere til kommissionens medmenneskelighed:

"Som jeg har sagt, Hr. Doktor, var jeg seks år på San Cristobal de Sucre og seks år mere i Cochabamba på skole, men på grund af familieproblemer måtte jeg stoppe; jeg manglede kun nogle måneder i at blive færdig, så kom jeg herud; en af mine brødre holdt op med at læse på universitetet på grund af familieproblemer, og min anden bror blev paralyseret i en ulykke - hele hans venstre side - den tredje af mine brødre blev lammet, og desværre var jeg derfor nødt til at tage mig af ham på Santa Barbara-hospitalet ... øhhhh ... så jeg ville høre ..."

Men Ricardo Zaraty lader ikke bønnen passere.

"Sagen er, Don Desiderio, at manden stadig er afhængig af Dem. Han er på Deres hacienda og bor på haciendaen, og han udfører et permanent arbejde for Dem her. Derfor kan man ikke sige, at han ikke er Deres arbejder."

Han ser roligt og næsten mildt på Don Desiderio, som fra sin plasticstol på den snavsede terrasse kigger ulykkeligt tilbage.

Vi er i la zona, den fjerne, svært tilgængelige del af det sydøstlige Bolivias bjergrige Chaco-slette, hvor slaveriet stadig lever. Her, i en glemt del af et land, hvor regnen skyller vejene væk, og junglen skjuler haciendaerne for de fremmede og nyfigne, lever tusindvis af de guaraní-indianere, som er jordens oprindelige beboere, et slaveliv, som på det meste af kloden hører en fjern, feudal fortid til. De er født og lever i interimistiske skure på haciendaerne, ligesom deres forældre og bedsteforældre blev født og døde på haciendaerne, og de har aldrig kendt noget andet liv end det, som leves på hacienda-ejerens nåde, uden løn og uden nogen rettigheder.

Regnskabets time

Indtil nu i hvert fald. Ricardo Zaraty, ansat af Bolivias justitsministerium og den schweiziske organisation COSUDE i fællesskab, leder en kommission fra justitsministeriet, arbejdsministeriet og guaraníernes organisation CCCH. De har nu i nogle måneder i en Nissan-firhjulstrækker trodset floderne, regnen, bjergene og den lokale elites indædte modstand for at køre slavezonen tynd. I hånden har de Bolivias nye mindsteløn: Fra maj sidste år må ingen kræve andre folks arbejdskraft uden som minimum at betale dem 500 bolivianos (375 kroner) om året.

De haciendaer, der normalt bare skimtes som velstående øer set fra egnens hullede veje og omfattende fattigdom, får alle besøg: Både de lurvede og frygtsomme, som Don Desiderios, og de gigantiske, velstånde magtbastioner, der med tusinder af hektarer land, hundreder af guaraní-arbejdere og fætre i byråd, amtsråd, ministerier og senat i årtier har været Chuquisaca-regionens uudfordrede elite.

Missionen er at kræve regnskabet gjort op ved hjælp af såkaldte conciliaciónes (forsoninger, red.) mellem slaverne og de haciendaejere, der som deres fædre, bedstefædre og oldefædre har levet deres liv og dyrket deres jord ved hjælp af den gratis arbejdskraft fra guaraníerne, hvis ulykke har været, at de blev født på det, der nu betragtes som haciendaejernes jord.

Det glemte folk

Slavesamfundets forhistorie handler om død, isolation og kulturel udslettelse. Efter en massakre på guaraní-indianerne i 1892 knækkede det gamle krigerfolk, der indtil da havde ry for at være så stolt, at det var ubrugeligt som arbejdskraft, og gled i baggrunden i Bolivias historie og selvopfattelse. I årtier tænkte ingen meget over, at guaraníerne, som også lever i det, der i dag er Brasilien, Argentina og Paraguay, også var et boliviansk folk. Men rundt om i zonen, hvor den entreprenante, hvide overklasse overtog landområderne til haciendaer i størrelser fra nogle få til titusindvis af hektarer, fandtes der uomtalt og upåagtet masser af levende spor af fortiden. Overalt på den jord, som de nye jordejere overtog til deres haciendaer, levede de guaraníer, der ikke var blevet udslettet i kampene, men nu blev underkastet de nye herrers overmagt.

Det var disse guaraníer, der blev haciendaejernes slaver: ikke i den gammeldags forstand med fodlænker, men afskåret fra frihed og oplysninger om omverdenen af herrer, der i generationer har nægtet dem undervisning, nægtet dem tilladelse til at forlade haciendaens jorder, nægtet dem fritid og nægtet dem penge. Afskåret i en grad, så det fortælles, at guaraníerne på haciendaerne græd, da bolivianske organisationer i begyndelsen af 90'erne begyndte at rejse rundt i zonen for at gøre status over, hvor mange medlemmer af guaraní-folket, der levede under slaveforhold. Ved mødet med fremmede mennesker, der talte deres sprog, brød slavearbejderne sammen: De havde hver især, isoleret på deres herrers haciendaer, troet, at de var de eneste guaraníer tilbage i verden.

Det er generationers feudalsamfund, som Ricardo Zaratys mobile menneskeretskommission har fået til opgave at gøre op med. Og humøret i bilen følger succesraten på haciendaerne. Efter den første lange formiddag, hvor ingen er hjemme, er stemningen flad. Zaraty er overbevist om, at haciendaejerne har advaret hinanden over kortbølgeradioerne om dagens besøg, efter at kommissionen i går opsøgte borgmesterens hacienda og fandt en slavefamilie dér. Men så er der gevinst: ved dagens tredje besøg på en hacienda, hvor kommissionen tidligere har været nær håndgemæng med den usædvanligt aggressive ejer, træder haciendafruen endelig frem på terrassen: Señora Zulma.

Prisen på et liv

Besøget handler om Doña Berna, som træder frem fra hytterne bag haciendaen: lillebitte, tandløs og næsten helt døv sætter hun sig forsigtigt på terrassestolen og smiler forsigtigt rundt til de forhandlinger, som hun ikke er i stand til at følge. Efter 17 års tjeneste hos Zulma er der nu ingenting tilbage i Berna, ingen kræfter eller arbejdskraft - kun en alderdom, der skal overleves så godt, som kommissionen nu kan få sig forhandlet frem til. Andre guaraníslaver er døde pengeløse og uden omsorg, før forhandlingerne var færdige; nu er der et kapløb med tiden, der skal overstås, inden det er for sent.

Men hvordan sætter man en pris på et livs arbejde? Det er dårlige tider, understreger Señora Zulma, og Ricardo Zaraty nikker forstående. Landbruget er ikke, hvad det har været, haciendaerne stykkes op til sønner, der skal arve, og guaraníerne er begyndt at flytte ud efter de nye tiders oplysningskampagner om, at de har ret til deres eget liv. Oveni er Bolivias nye jordlov begyndt at fratage haciendaejerne den jord, de ikke dyrker, for at dele den ud til samfund af frigivne guaraníer. Livet på haciendaerne er ikke så let, som det var engang, og Zulma har ikke mange penge at give af. Det forklarer hun så mange gange, at Zaraty til sidst er nødt til at understrege, at det ifølge loven er en arbejdsgivers eget ansvar at have likvider til at betale sin arbejdskraft.

Kommissionens mandat er enkelt, men har omfattende konsekvenser.

"Bolivia har siden 1. maj 2006 haft en mindsteløn på 500 bolivianos om året," forklarer Zaraty.

"Vores opgave er at afgøre, hvilket arbejdsforhold, Deres arbejdere har haft, og over hvor lang tid dette forhold har strakt sig. Hvis arbejderen bor på Deres hacienda og står til rådighed for Deres behov, er forholdet at betragte som en permanent ansættelse. I så fald vurderer vi som udgangspunkt, at arbejderen har ret til en mindsteløn for de år, hun har været hos dem. I Doña Bernas tilfælde drejer det sig som 17 år til 500 bolivianos om året; herfra er vi naturligvis villige til at fratrække udgifter, som De har haft til hende undervejs. Men jeg beder Dem huske på, at dette er det sidste, Doña Berna nogensinde modtager i sit liv."

En uvis gæld

Der er næsten ingen grænser for, hvad haciendaejerne kan fremlægge af udgifter, når forhandlingerne når hertil. Som standard opregner de, at de altid har forsynet guaraníerne med tøj, mad og hele forbruget af de coca-blade, som de tygger for at få energi til arbejdet. Også lægebesøg, transport og eventuelle gaver skrives på listen. Mange fremlægger herudover et kompliceret regnskab for en gæld, som guaraníerne officielt er igang med at arbejde af og i mange tilfælde - som hos Don Desiderios arbejdere - har nedarvet fra deres forældre og bedsteforældre. Tallene har indtil kommissionens besøg kun været tilgængeligt for haciendaejeren selv, og guaraníerne har derfor aldrig selv kunnet få overblik over deres status i gældsafviklingen.

Og Ricardo Zaratys magtmidler er mere begrænsede, end han lader ane: Han forklarer haciendaejerne, at alternativet til en aftale er en kompliceret sag i arbejdsretten. Men det er en sandhed med modifikationer: Endnu er alle kommissionens mere end 50 forsoninger mellem slaver og haciendaejere klaret gennem forhandlinger, og reelt er der ikke rigtigt penge til den advokatbistand, en domstolsafgørelse ville kræve.

Doña Zulma vender sig i sin terrassestol og kigger op mod den grå himmel over haciendaens hestefold. Hun benægter ikke, at den gamle, tynde dame på hendes terrasse har levet i hendes tjeneste i 17 år. Det er bare det, at tiderne er svære for Zulma selv.

"Jeg har ganske enkelt ikke de penge at give Dem, Don Ricardo."

Forhandlingerne varer over en time. Somme tider bliver stemningen så trykket, at kommissionen springer op fra bænken: "Hold op, hvor er der mange myg her," siger de og slår ud med armene og fægter med benene, så alle trækker vejret igen. Bagefter tager Ricardo Zaraty ordet igen med en mildere og menneskelig tone.

Til sidst nikker Zulma, og en nøjsommelig kontrakt sættes op. Zulma siger ja til at betale 8.500 bolivianos (6.375 kroner, red.) for det menneskeliv, hun har haft til sin rådighed; Berna nikker til Zaraty, der fremlægger hende kompromiset. Og de to kvinder sætter deres autorisering på kontrakten: Zulma med en underskrift; Berna med et fingeraftryk, der efterlader hendes tommelfinger mørkeblå som et rumvæsens og hendes øjne forsigtigt grinende til kommissionen. Der er stadig ikke noget spor af haciendaens herre.

"Vi giver dig ikke pengene i kontanter endnu," råber Ricardo Zaraty i den gamles øre, "for så kommer dine to umulige sønner bare og tager dem fra dig. Vi sætter dem ind på en konto i arbejdsministeriet, og så hjælper vi dig med at købe dit hus og det, du skal bruge for at klare dig. Husk, at de her penge er dem, du skal leve af hele dit liv. Du må love mig, at du beholder dem til dig selv og bruger dem fornuftigt, Doña Berna. Dine drenge skal nok klare sig selv."

Nye tider

Efter besøget hos Señora Zulma er humøret i bilen flyvende.

"Putamadre," råber Justo efter køerne, der næsten ikke orker flytte sig for bilen, "hvis jeg springer ud og giver dig en røvfuld, kommer du til at løbe så hurtigt, at du kærner smør."

Justo er guaraní og selv vokset op på en hacienda; i dag vender han tilbage til sit barndomsland - hvor mange af hans familiemedlemmer stadig lever - som repræsentant for guaranírnes organisation for CCCH. I selskabet er han den, som haciendaejerne er mest trygge ved; de hvisker til ham på det guaraní, de har lært for at kunne tale med deres arbejdere, og appellerer til hans kendskab til deres mildhed og omsorg, når presset bliver for hårdt.

Sekundet efter går det ud over Don Clemente, hvis smilesprækker som fra en guaraníversion af Charles Bronson glimter til os i bakspejlet fra chaufførsædet:

"Du må være verdens ældste chauffør, Don Clemente, kan du overhovedet løfte armen?" Vitserne og grinene flyver gennem luften, mens vi skrumpler hen over mudderhuller, der sprøjter bilen brun som en flodhest, og gennem floder, hvis vand hvert øjeblik synes at ville flyde ind gennem vinduet.

Det er noget andet end de høflige, officielle ansigtsfolder på haciendaerne, hvis terrasser er fjendens territorium, men hvis ejere skal bearbejdes med forhandlinger, som hverken kaster lokalsamfundenes skrøbelige økonomier i afgrunden eller sparker de magtesløse guaraní-familier direkte ud fra hacienda-jordene til en uvis skæbne i en verden, de aldrig før har kendt til. Det er nye tider, Ricardo Zaratys kommission kommer kørende med, og nye tider skal varetages med omhu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her