Læsetid: 3 min.

Slaven fra Snave

20. juni 2001

SNAVE? Ja Snave, du, det er en skidegod idé, kan du ikke se det for dig, sådan en fynsk udørk otte kilometer nordvest for Jordløse og på præcis samme breddekreds som Alaskas sydgrænse. Snave, kan du ikke høre det, det lyder som en provinsiel pubertetsvits og rimer på ’af lave’, og derude bor denne her blege bøvede bondeknold Polle, der spiser øl til morgenmad, en nørd af en landbrugsmedhjælper, slavebundet af sine voldelige venners smertefulde brystvortevridninger, så debil at han ikke kan bruge en mobil, og så skvattet at han ikke kan score, det er da skægt ad helvede til!
Sagde Sonofon og firmaets reklamebureau Wibroe, Duckert & Partners til hinanden og kastede sig med denne succesopskrift i hånden ud i fremstillingen af en stribe tv-reklamefilm.
Virkningen er ikke udeblevet. Alle elsker stakkels Polle, telesalget stiger, og brystlæsionerne breder sig epidemisk i skolegårdene. Hurra, her går det godt, dansken klukker hjerteligt over de unge fattige grimme, og den stedlige borgmester udi det fynske har det store smil fremme i anledning af den uventede, men glædelige interesse for Hårby og omegn, selv om det skulle koste et par stjålne byskilte.
Så godt går det, at Radio- og tv-nævnet selvfølgelig skal træde i karakter som lyseslukker og fordømme Polle-reklamerne, der med nævnets egne ord »kan opfattes som en accept af mobning«.
Det er ikke sjovt.

SJOVT er det, at reklamebranchen i disse år har kastet sin kærlighed på oprindelige, rå og uspolerede miljøer og persontyper – om nødvendigt genskabt af dygtige skuespillere – efter århundreders falden på halen for tandpastasmil og stjernebestrøet simili.
Ud med den sukkersøde bedstemor, kittelklædte ekspert og bryststærke blondine på bilkøleren – medmindre de er så kiksede, at de automatisk ophæves til camp. Ind med etniske specialiteter, en ægte kineser fra Kina, sigøjnere og fiskere, tidslommer af tilbagestående kultur, socialdemokratisk kolonihaveidyl a la 50’erne, Minna og Gunnar ved fisketallerkerne i den to-værelses – og hele slænget af sære fyre fra Snave.
Sjovt, fordi Snave ligger så langt fra de sushi-barer i Charlottenlund, hvor Snaves kreative genskabere iklædt sort yuppi-uniform slår deres folder. Lige så langt fra Snave som de fornemme kursuslokaler ligger, hvor reklamebranchens guruer holder overfrankerede oplæg på et særligt pidgin-engelsk kaldet marketing, hvis de da ikke sidder og skriver om unik branding i bøger, der stabler selvhøjtidelige klicheer oven på hinanden i så svimlende højde, at kun en ting i denne verden overgår den, nemlig cigarføringen ved reklamebranchens jævnlige prisuddelinger, hvor det mest sørgelige ikke er den parfumerede fims af kvalmende selvros og hysteriske indbildskhed, der normalt forbindes med overdreven indtagelse af kokain, men det forhold, at branchens vandbærere – telefonpasserne, rentegnerne, studentermedhjælperne, regnskabsholderne, fotoudstyrslæberne – oplever sig selv som en respekteret del af jetsettet og dermed denne livsstil, der er larger than life, men altså ikke genstand for ond satire i branchens egne kunstneriske frembringelser.

SLUT – i hvert fald på tv’s reklameblokke – er det efter Radio- og tv-nævnets kendelse med ’sherifstjerner’, som brystknibningen er navngivet. Men det gør ifølge Sonofon slet ikke noget, for man har allerede taget hul på en serie Snave Light, hvor volden er væk, og den uheldige Polle er blevet en rigtig helt.
Og det er lige her i dette øjeblik, hvor alt ellers skulle være blevet rosenrødt igen, at trangen til at nedlægge protest bliver overvældende. Ikke så meget fordi Sonofon-reklamens sociale mobning fortsætter for fuld styrke, men fordi den telefonitiske tåbelighed snart er så krænkende over for enhver sund fornuft, at Sonofon og venner burde straffes med øjeblikkelig, kronisk døvhed.
For i den seneste Polle-film ringer ungersvenden, der er på diskotek, til en pladevender, som befinder sig 2,5 meter fra ham – i stedet for blot at overbringe sin besked på naturmetoden. Det er fornærmende dumt at skyde Polle sådan en naragtighed i skoene, og man behøver ikke at spekulere længe over, hvorfra denne tele-uvane stammer. Det kan ikke være andre steder end i reklamebranchen, at folk er kunstige og teknologitossede nok til i evig utide at ævle i mobiltelefon eller bruge den som fladpandet staveplade.
Måske branchen skulle skynde sig at gribe i egen telefon, før salgseventyret en dag ender som ’Polle alene i verden’.
Ps. Rigtigt set: Ovenstående er gennemsyret af netop den slags festlige generaliseringer – her af reklamebranchen – som ifølge samme branche fremmer forståelsen.

lieb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her