Læsetid: 5 min.

Slaver i Sydeuropa

Uendelige arbejdsuger med ringe eller slet ingen løn - italienske medier har i efteråret berettet om de slavelignende forhold for illegale arbejdere. EU forsøger at stoppe de arbejds-søgendes strøm ind i Sydeuropa. Men der er masser af arbejde at få
14. december 2006

"Jeg var slave i Apulien," lød overskriften over en syv-siders artikel i det italienske ugeblad L'Espresso i september. Journalisten selv sagde, at det var en "dagbog fra en uge i helvede".

Den italienske journalist Fabrizio Gatti havde under et dæknavn ladet sig hyre som tomatplukker i en lejr i Foggia-provinsen i den syditalienske region Apulien. Her dyrker man 'det røde guld', som man kalder tomaterne dernede, og til plukning og læsning af de modne tomater hyrer man illegale indvandrere.

'Hyrer' er et stort ord at bruge. Der, hvor Gatti var, bliver arbejderne lovet tre euro i timen (22 kroner), men når det er lønningsdag en gang om ugen, får de reelt intet udbetalt. Arbejderne, som kommer fra hele verden - Elfenbenskysten, Libyen, Bulgarien eller Rumænien - lever på sultegrænsen stuvet sammen under de mest kummerlige forhold. De arbejder i 42 graders varme, sover i huller eller barakker, og hvis de beklager sig, får de tæv eller bliver i værste tilfælde slået ihjel.

Fabrizio Gatti lader sig optage som arbejdskraft under påskud af at være sydafrikaneren Donald Woods (navnet på en journalist, som gjorde apartheids rædsler kendt for resten af verden, red.). Han fortæller, hvordan han og hans kolleger bliver hentet og kørt til tomatmarkerne klokken fem om morgenen og returnerer klokken 10 om aftenen. Immervæk en arbejdsdag på 17 timer. På det varmeste tidspunkt af dagen ankommer deres opsynsmænd eller 'slavepiskere', som er tre italienske mænd, med fire små flasker vand til 17 arbejdere. Mange af afrikanerne har ikke fået morgenmad, og de får heller ingen frokost. Når opsynsmændene ikke ser det, spiser de nogle af de grønne tomater, vel vidende at de er sprøjtet med gift og pestcider. "Måske er det derfor, de ikke bliver stukket af myg de følgende dage," bemærker Gatti.

Leonardo, en af opsynsmændene, vil vide, hvordan der kan være hvide i Sydafrika. Gatti fortæller, at Mohammed, 28 år og fra Guinea, beder om lov til at svare. Mohammed har en universitetsgrad i statskundskab og internationale forhold fra Algeriet. Han taler italiensk, fransk og arabisk. Liggende på sine knæ forklarer han italieneren, "som ikke skammer sig over aldrig at have hørt om Nelson Mandela", om forholdene i Sydafrika.

For at undgå at betale arbejderne løn ringer arbejdsgiverne ofte til det lokale politi på lønningsdagen. De kommer så og rydder lejren for illegale immigranter, som de kan føre på deres lister over folk, de har snuppet, og arbejdsgiverne slipper for at udbetale løn. Ellers lader de slet og ret bare være med at udbetale den.

Ti mennesker i ét værelse

Fabrizio Gattis artikel vakte røre i Italien. Få dage efter kunne dagbladet La Repubblicas lokalredaktion i Bari, den største by i Apulien, fortælle om 29-årige Andrei fra Rumænien.

I to år har han arbejdet med at læsse kasser med tomater på lastbiler. Første gang han fik tæv, var tre dage efter han var ankommet. Andrei troede, han vidste alt, inden han kom. "Jeg vidste, at jeg skulle være landarbejder, og at jeg skulle arbejde meget. Jeg var parat til det. Men jeg troede, at jeg ville tjene mange penge. 800 euro om måneden. Så ville jeg arbejde seks måneder og tage hjem igen. Men sådan blev det ikke."

Derimod tjener Andrei tre euro i timen, arbejder syv timer om dagen, og når ugen slutter, har han tjent 100 euro. Andrei arbejder altså i en lejr, hvor man får penge udbetalt. Men når han får dem, mangler der 40 euro. "Dem beholder han (arbejdsgiveren, red.) for sin 'gæstfrihed'. Gæstfriheden er en barak, der stinker af gammel fugt. Inden for i ét værelse bor ti rumænere sammen. Andrei, som ikke længere kan holde så meget som lugten af tomater ud, roser sin arbejdsgiver. "Han laver ingen numre", hvilket betyder så meget som, at han ikke hører til typen, der ringer til politiet på lønningsdagen. Derfor har Andrei kunnet holde i to år.

Hykleriets frugter

I 2005 kom Læger Uden Grænser med rapporten Hykleriets frugter om sæsonarbejderne i Apuliens levevilkår og arbejde. Organisationen havde interviewet en række sæsonarbejdere i tomatmarkerne. Ifølge rapporten bor 40 procent af arbejderne i forladte huse. 50 procent har ikke adgang til rindende vand. 30 procent har ikke elektricitet, og 43,2 procent har intet toilet. Næsten alle de immigranter, som de undersøgte, havde en eller flere sygdomme: Hudproblemer, parasitter i tarmene, sygdomme i mundhulen og vejrtrækningsproblemer.

Læger Uden Grænser konkluderede:

"En stor del af disse mennesker lever under FN's minimumsstandarder."

Men det er ikke kun i Syditalien, at illegale indvandrere arbejder under rystende forhold. Anna Chiara Cimoli, der er indfødt milaneser, har siden 1992 ved siden af sit arbejde som kunsthistoriker arbejdet frivilligt for Comunità di Sant'Egidio i Milano. Comunità betyder kommunitet eller fællesskab.

"Comunità di Sant'Egidio har eksisteret i 15 år og arbejder for at hjælpe de fattige i den kristne ånd. I Milano er vi til stede i det kinesiske kvarter og i mange af kvartererne i byens omegn. Vi har en skole, hvor vi underviser udlændinge i italiensk, og ud over udlændingene forsøger vi også at hjælpe de gamle og de hjemløse. Vi er cirka 100 mennesker i alle aldersgrupper. Alle sammen lægfolk, der er ingen præster involveret," fortæller Anna Chiara Cimoli. Det oprindelige fællesskab opstod i Rom i 1968.

Anna Chiara Cimoli har altid været meget involveret i arbejdet i fællesskabet, og hun omtaler konsekvent enhver af de udlændinge, hun kender derfra, som "min ven". Ulykkelige skæbner er der masser af, også i Milano.

"En af mine venner fra Sri Lanka er her illegalt og derfor også uden sygeforsikring. Han arbejder som stillads-arbejder og faldt ned fra stilladset. Min søster, der er advokat og også arbejder for fællesskabet, sagde til ham, at han godt kunne anmelde chefen, selv om han var ansat sort og var her illegalt. Men han turde ikke af angst for at blive udvist. I stedet har han selv betalt det hele: Hospitalsophold og genoptræning," siger Anna Chiara Cimoli.

Hun fortæller også om en kineser, der var ansat på en kinesisk restaurant.

"Han har godt nok opholdstilladelse i Italien, men han var ansat sort, og derfor havde han ingen rettigheder, da han blev fyret fra den ene dag til den anden. Han fik ikke sin løn for den sidste måneds arbejde, og da han blev fyret, mistede han også sit sted at bo. Kineserne, der arbejder på restauranter, får nemlig tit logi af chefen. Så bor de otte mennesker stuvet sammen i et lille værelse," fortæller Anna Cimoli.

De mennesker, hun kender fra Comunità di Sant'Egidio, kommer fra hele verden. Især er der mange fra Sydamerika, Eritrea, Somalia og Kina. De arbejder som assistenter for gamle mennesker, i resturanter, på hoteller eller som privat rengøringshjælp.

"Et af de rigtig store problemer er sygeforsikring. Hvis man ikke har opholdstilladelse, kan man ikke blive sygeforsikret. Og ingen illegale indvandrere har råd til at betale en privat sygesikring. Så de er meget dårligt stillet, når de bliver syge eller kommer ud for en ulykke," siger Anna Chiara Cimoli.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her