Læsetid: 4 min.

Slaveriets mentalitet

Den nådesløse Grace på nye eventyr i Lars von Triers 'Manderlay', der er ved at drukne i sine mange ord, inden den når frem til sine skarpslebne pointer
3. juni 2005

Vi biografgængere vil så gerne overraskes, og derfor er Manderlays umiddelbare virkning langt svagere end Dogvilles. For nu kender vi jo tryllenummeret med de ikke-eksisterende dekorationer i det store tomme rum, hvor handlingen dog denne gang udspiller på et hvidt scenegulv - en forandring, der er til at overskue.

Og da Trier i Manderlay opererer med en omstændeligt fortalt historie, en mere anonym rollebesætning og færre visuelle fund som krydderi, føles hans andet udspil i den planlagte Amerika-trilogi i mange henseender som en letvægts-version af Dogville. Men tag ikke fejl - tryllekunstneren Trier formår stadig at forbløffe, når han i filmens sidste trediedel tilsætter sin ellers så regelrette fortælling netop den dosis beske, spidsfindige pointer, der får den tunge idédrama-dej til at hæve.

De seje vaner

Det er igen gangster-datteren Grace, der er den dominerende hovedperson, inkarneret af det relativt nye navn Bryce Dallas Howard, der erstatter Nicole Kidmans mere tvetydige star quality med ren og skær ungpigeudstråling.

Hun er da også en mere aktiv idealistisk Grace, der energisk træder til som genopretter af social retfærdighed, da hun opdager, at slaveriet stadig i 1933 trives i værste velgående på Alabama-godset Manderlay. Nu kan hun bruge sine gangster-forbindelser til noget fornuftigt og sætte magt bag indførelsen af ligestilling og demokrati på godset, hvis leder, den gamle, tilsyneladende selvrådige Mam (Lauren Bacall), netop dør, da hun ankommer.

Slaveriet har overlevet 70 år længere end datoen for dets officielle ophævelse, så det er ikke så ligetil for Grace at få ændret gamle vaner på Manderlay. Hvor stærkt er i virkeligheden de sortes ønske om at være fri? Den gamle hus-slave Vilhelm er skeptisk, for når man nu altid har spist middag kl. syv, hvornår skal man så spise? Kultur er vaner, og slaverne på Manderlay har opbygget deres egen kultur, affødt af ufrihed og manglende ansvar for eget liv.

Grace kæmper med oprejst pande, men i alle Lars von Triers film gælder det i sjælden grad, at vejen til helvede er brolagt med gode hensigter.

Flertalsstyrets iboende problem viser sig på komisk vis, da en afstemning på godset afgør, hvad klokken er på Manderlay - en absurditet, der får en vis betydning senere hen. Og mere drastisk: et flertal går også ind for dødsstraf for en ældre kvinde, der har stjålet mad fra et sygt barn, mens alle sultede. Grace udpeges som bøddel, og ved at levere varen ude at kny manifesterer hun sig - som i Dogville -- som en meget amerikansk idealist, parat til at gribe til voldelig øje for øje-gengældelse, når retfærdighedssansen udfordres.

Mod slutningen strammer Trier skruen mærkbart, og samtidig trækker han på snedig vis og med stor effekt tæppet væk under sin hovedperson. For hvad stiller en social idealist op uden ofre? Hvordan takler hun selvundertrykkelse og nedrigt bedrag? Hvorledes undgår hun selv at ende som en af de oprindelige tyranner, der skabte slaveriet - og endnu vigtigere: dets mentalitet.

Den primitive teknik

Man må altså beundre Manderlay for idé-indholdets dialektiske spidsfindighed og for de gennemtænkte pointer, anbragt med næsten matematisk præcision i helhedskompositionen.

Men samtidig nytter det ikke at skjule, at filmen især i de to første tredjedele er sej at komme igennem. John Hurts fortæller, der med sin Scherfigske falske solidaritet var lidt af et kup i Dogville, bliver ofte trættende pedantisk denne gang, når han forklarer og fremlægger i ordrig stil, mens der sker forbløffende lidt på billedsiden.

De frigivne slaver står ret svagt som karakterer (med undtagelse af Danny Glovers hviskende Vilhelm), og den hvide familie, der overlever på godset, er helt udvisket (en af dem spilles af en nærmest parodisk under-anvendt Chloë Sevigny). Og Grace' liderlige affære med en ung slave undgår ikke at virke banalt og bastant påklistret, trods dens relevans for intrigen.

I mangel af menneskeligt engagerende scener skinner den primitive teknik ubehageligt gennem: de mange underbelyste ansigter, grimme klip og det meningsløst ustabile kamera, som Trier igen har insisteret på delvis selv at bemande. Hvad der skabte en fornemmelse af ægthed i Breaking the Waves, Idioterne og til tider også i Dogville, skaber her først og fremmest irritation. Men også på det felt retter filmen sig mod slutningen, hvor kompositionerne bliver mere veltalende, og hvor der endda er plads til en enkelt typisk poetisk Trier-idé: en brændende hest, der galopperer væk i det fjerne.

Trier har foreløbig stillet sin Amerika-trilogis tredje del, Washington, i bero. Med typisk åbenhjertighed har han sagt, at han endnu ikke føler sig "moden nok" til at lave den. Sikkert en klog udsættelse, for så når hans publikum heller ikke at blive grundigt træt af trilogiens specielle asketiske stil. Allerede i Manderlay lurer en rutine, som Trier uden tvivl formår at bryde med sin nye planlagte, dansksprogede Dogme-film.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu