Læsetid: 5 min.

Da slaverne døde for hurtigt

Ny ph.d.-afhandling analyserer det danske kolonistyre på St. Croix' forsøg på at maksimere slavernes arbejdsduelighed i starten af det 19. århundrede. Det blev en fiasko, men forsøget indkapslede en markedslogik, der stadig gælder
3. november 2006

Mangel på arbejdskraft animerer typisk arbejdsgivere til gøre mere for at fastholde de ansatte, man har. Sygedage skal nedbringes for at øge effektiviteten; sunde medarbejdere er glade medarbejdere, og glade medarbejdere er bedre og mere rentable medarbejdere.

Fænomenet vinder frem overalt med trivselseksperter, ernæringsråd, frugtordninger, virksomhedsbetalt motion, fitness og influenzavaccinationer.

Det er tilbud til medarbejderen - en service - men skåret helt ind til benet er det et forsøg på at øge produktiviteten og i sidste ende profitten for virksomheden.

Det er der intet nyt i, fortæller historikeren Niklas Thode Jensen fra Saxo-Instituttet på Københavns Universitet. Tendensen eksisterede i sin mest rendyrkede form allerede i starten af det 19. århundrede. Dog med den afgørende forskel, at sundhed blev fremmet ikke af frivillighedens vej - men per diktat:

"I perioden 1803-1848 fik sundhed en helt central betydning for de dansk-vestindiske plantageejere og koloniadministratorer på øen St. Croix, fordi overdødeligheden i slavebefolkningen truede med at skabe mangel på arbejdskraft. Det medførte, at vi i denne periode ser banebrydende forsøg på at gennemtvinge bedre ernæring, jordemoderordninger og tvangsvaccinationer," siger Niklas Thode Jensen.

Rendyrket realisme

Niklas Thode Jensen forsvarede tirsdag sin ph.d-afhandling 'For slavernes sundhed', og de historiske kilder efterlader ikke tvivl om motivationen for den danske sundhedskampagne:

"'Produktionslogikken' blandt plantageejere og koloniadministratorer havde hidtil været, at det letteste og billigste var blot at acceptere en stor dødelighed og importere nye slaver. Men da det blev forbudt i 1803, var den logiske konsekvens, at man blev nødt til at holde liv i de slaver, man havde."

- Det lyder ikke forfærdelig idealistisk?

"Det ville også være forkert at sige. Dokumenterne fra dengang viser, at man udmærket forstod den moralske dimension - at slaveriet simpelthen var forkert - men den danske regering diskuterede faktisk allerede en lov mod slavetransporterne i 1792 og indførte da en ti-års overgangsperiode, hvor plantageejerne kunne få lov at importere så mange slaver som overhovedet muligt, inden forbuddet trådte i kraft.

Man gav endda statsstøtte til slaveimport via meget favorable statslån - så idealisme kan man ikke tale om," siger Niklas Thode Jensen.

Vigtigheden af en stabil population af slaver var heller ikke til at underkende. En ting er, hvad der kom i statskassen gennem told og skatter, men lige så vigtige var de sekundære indtægter fra søfart, handel og eksport af varer til kolonierne.

"Man plejer at henvise til palæerne i Bredgade i København, fordi de i vid udstrækning er finansieret af sukkerpenge. Det var en rigtig, rigtig god forretning; særligt da de andre europæiske lande var i krig med hinanden, så priserne på sukker og kaffe steg, og man ville naturligvis gøre meget for at sikre disse indtægter" siger Niklas Thode Jensen.

Et hårdt liv

Årsagerne til, at slaverne populært sagt døde som fluer, var mange. Nogle af de store syndere var infektioner og tropesygdomme - der blev forværret af dårlige boligforhold, elendig mad og ikke eksisterende hygiejne. Ligeledes plagedes plantagerne af samme årsager jævnligt af de rigtig slemme smitsomme sygdomme - særligt kobber.

Men man skal heller ikke glemme arbejdets natur:

"Arbejdsforholdene og sygdommene hænger selvfølgelig sammen. Slaverne arbejdede i marken, og det var uhyre tungt, hvilket har konsekvenser i sig selv. Nogle af skaderne var det, vi ville kalde arbejdsskader, lige fra mindre sår - der ofte blev inficerede - til at man fik armen i en sukkervalse. I sådanne tilfælde blev man ganske tit nødt til at hugge armen af på stedet, for at slaven ikke skulle blive til mos."

"Men afgrøden var også væsentligt, for i dag ved vi, at dødeligheden var meget højere på sukkerplantagerne, end det var tilfældet for kaffe og bomuld, men det overblik havde man ikke dengang. Ellers havde man måske også forsøgt at lægge noget af produktionen om, som et af midlerne til at mindske dødeligheden," siger Niklas Thode Jensen.

Indsats en fiasko

Problemet for både plantageejerne og de danske myndigheder - for slet ikke at tale om slaverne - var, at indsatsen ikke havde nogen effekt. De historiske demografiske data viser, at der i perioden døde én procent mere af slaverne om året, ligegyldigt hvad man gjorde. Ikke bare inden for første halvdel af århundredet, men helt frem til 1880 og dermed også efter slaveriet formelt var ophørt.

"Intentionen bag de initiativer, man satte i kraft for sundheden, var god nok. Det gik galt, fordi man ikke anede, hvad der virkede, og fordi mange af de tiltag, man prøvede, sandede til i forskellige 'magtkampe' mellem platageejere, myndigheder, og slaverne selv", siger Niklas Thode Jensen og påpeger dermed også en lighed til nutidens udviklingsbistand eller demokratiseringsprojekter, hvor det går galt, hvis man prøver at gennemtvinge initiativer uden at forstå eller tilnærme sig lokale kulturer og skikke:

"Det står klart, at jordemoderordningen, der var startet nogle år før i Danmark med succes og faktisk var en nyskabelse på verdensplan, slet ikke fungerede, fordi slavekvinderne ville føde i overensstemmelse med deres egne traditioner. Her opstod der så modsætningsforhold mellem kolonimyndighederne og plantageejerne, for plantageejerne vidste godt, at det bare skabte problemer, hvis man tvang kvinderne ind på fødestuer eller hospitalslignende forhold. Det ville bare hævne sig," siger Niklas Thode Jensen.

Det samme gjorde sig gældende for maden, der, hvis ikke rationerne stemte overens med arbejdernes forventninger, kunne være nok så meget bedre end normalen. Det gav stadig problemer:

"Det, at de var slaver, betyder ikke, at de ikke bestemte noget. Hvis der var utilfredshed med maden, eller en person blev tvunget på hospitalet, så begyndte slaverne at arbejde langsomt; produktionen kunne blive saboteret eller ting brød i brand," siger Niklas Thode Jensen.

Kulturforskelle afgørende

Ser man ph.d.-afhandlingen isoleret, beskriver den således en politik, der blev introduceret af meget opportunistiske årsager, men også slog fuldkommen fejl.

- Hvad peger fremad mod nutiden?

"I dag kan vi gennemskue, hvilke faktorer man skulle have gjort noget ved, og det er interessant at se, hvordan manglende forståelse for kultur- og årsagssammenhænge dengang som nu fuldkommen kan obstruere ellers udmærkede planer. Man kan komme med nok så meget videnskabelig rationalitet og de bedste hensigter i verden - eller i hvert fald de mest praktiske - men hvis ikke administratorerne forstår magtforholdene mellem de mennesker, det handler om, og de konkrete, dagligdagsøkonomiske interesser der er i spil - så bliver det en fiasko," siger Niklas Thode Jensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu