Hvad skal man snart sige, kære læser? Er Günther Grass nazist? Som teenager gjorde han tjeneste i Waffen-SS, endda frivilligt, og han har først bekvemmet sig til at fortælle om det nu, 60 år efter. Det er vel mistænkeligt? I alt fald er Dansk Folkepartis Søren Espersen i vældig højt humør. Ha, ha, ha, siger han. Der kan man bare se: den 'store' Günther, alle venstreorienterede og progressives helt gennem flere årtier, er i virkeligheden en ussel medløber. Samme partis Søren Krarup bruger heller ikke fløjlshandsker, han taler om Store Günthers eventuelle litterære kvaliteter. Fyren skal ikke tro, han er noget!
Tiltrækker nazister
Hvad Dansk Folkeparti angår, er de i hvert fald ikke nazister. Ganske vist tiltrækker partiet alle mulige landsbytosser, racister, fascister - og nazister - der tror, de bare kan melde sig ind. Men den går nu ikke - på det sidste er hele otte ud af 13 af partiets lokalformænd blevet ekskluderet, fordi de har levet i den vildfarelse, at det da ikke kunne gøre noget, hvis folk, der vil melde sig ind, samtidig er medlemmer af DNSAP eller Dansk Front. En enkelt af formændene har forklaret, at han ikke helt var klar over, hvad DNSAP var for noget, han troede nærmest, det var en slags kommunister. Så derfor kunne han altså ikke se noget ondt i, at de blev optaget i Dansk Folkeparti? Næe, såmænd. Ordentligvis: et parti der så resolut smider nazister ud af partiet, kan man selvfølgelig ikke kalde et naziparti.
Men spørgsmålet er da interessant: Hvorfor tror notoriske nazister, at de er velkomne hos Pia Kjærsgaard og de andre garanteret stuerene parlamentarikere - her tænker vi naturligvis især, foruden fru Kjærsgaard selv, på Mogens Camre og Louise Frevert? Besynderlig misforståelse, må man vel sige? Eller sagt lige ud: ha, ha, ha.
Måske kan man godt sige, at Günther Grass har ventet for længe med at fortælle om sin ungdomsforvildelse. Den kan der være mange grunde til - og i alt fald tilkommer det ikke en dansker, født efter krigen og i et land, der ikke har en så drabelig og tung historie som Tyskland, at dømme om det. Kritikeren Niels Barfoed havde sikkert ret, da han, i TV-Avisen, sagde, at når Günther Grass ikke har fortalt om tiden i Waffen-SS i tide, dvs. da han begyndte at blive offentligt kendt, ville et hvilket som helst senere tidspunkt være det forkerte tidspunkt.
Men på trods af Artige Søren - Espersen altså - og hans fordømmelse, vil jeg tillade mig at sige, at for mig er Günther Grass den samme som altid. Jeg var og er begejstret læser af forfatterskabet. Jeg giver ikke ret meget for Artige Søren og hans ha, ha, ha.
Og i øvrigt vil jeg tillade mig at korrigere ham en smule: Günther Grass har meget langt fra altid været nogen helt for de 'venstreorienterede' og de 'progressive'. Som erklæret socialdemokrat blev han, både i 70'erne og et pænt stykke op i 80'erne, lagt for had af datidens venstrefløj. Ikke bare i Tyskland, såmænd også i lille DK. Da jeg selv begyndte at læse ham, i 1970 eller sådan noget, var han så udpræget adr for den kulturelle del af datidens venstrefløj. Om det vil være nyt for Artige Søren, kan man jo ikke vide, men hans ha, ha, ha er under alle omstændigheder malplaceret.
Skulle Dansk Folkeparti og dets støttepartier (jojo!), Venstre og de konservative, virkelig være nutidens sande repræsentanter for civil courage og evnen til selvstændig tænkning? Er de nu også de rette til at vurdere andres moralske habitus? Det bilder de sig åbenbart ind. Eller har en god ven og kollega ret, da han for nylig mailede til mig: I dag har højrefløjen overtaget alle de 'kulturradikale' værdier - efter at have pillet hjernen ud af dem!
Værdiernes kollaps
Et eksempel kunne være efterdønningerne efter den såkaldte Muhammed-sag. Rent bortset fra, at der altid har klæbet noget uendeligt beskidt ved at håne andre mennesker - jøder, muslimer, katolikker osv. - for deres religion, har hele den sag afdækket et totalt kollaps i 'borgerlighedens' opfattelse af de grundlæggende værdier, de selv mener at repræsentere - ligefrem at være 'garanter' for, faktisk. Fogh Rasmussen var hurtigt ude: "Ytringsfriheden, men," vrængede han. Og mente at kunne påvise, at for 'de venstreorienterede' er samtlige frihedsrettigheder netop tilføjet et men. Herregud, ja. Men, for nu at gentage mantraet, det er enhver frihedsrettighed sgu da også!
Som Desmond Tutu har sagt det: Selvfølgelig har ethvert menneske friheden til at strække f.eks. sin arm. Men, tilføjede han, min frihed til at strække min arm slutter der, hvor din næse begynder! Selvom ytringsfriheden selvfølgelig især er tænkt som det enkelte menneskes ret til at ytre sig mod enhver magt eller myndighed, uden at frygte for repressalier, så gælder den selvfølgelig også den anden vej.
En ret er ikke en pligt
En stærk majoritet har friheden til både at ytre sig mod og direkte at håne minoriteter. Men alene det, at man har friheden til at pisse på et muslimsk mindretal, her i landet f.eks., er vel ikke ensbetydende med, at man så også skal gøre det. Eller hur?
Som sagt, kære læser: Hvad skal man snart sige? Måske burde man slet ikke kommentere Artige Sørens udfald mod Günther Grass eller de nuværende politiske magthaveres særlige selvforståelse og opfattelse af frihedsrettighederne. Måske skulle man bare dukke hovedet indtil vrøvlet har lagt sig?
weekend@informatoin.dk
