Læsetid: 5 min.

Slinger i valsen

Hvis kommunen accepterer 'de unges' krav om Det Hellige Hus på Jagtvejen, kommer der slinger i valsen, stik i mod Ritt Bjerregaards valgløfter. Ritt Bjerregaard kan ikke acceptere 'de unges' krav' - det vil være det samme som at fortælle, man kan skræmme sig til særlige rettigheder, og at ejendomsretten ikke gælder, hvis man truer med vold
7. februar 2007

Hvor er det ærgerligt, at Ritt Bjerregaard ikke kunne stå fast. Hun havde meddelt 'de unge' fra Ungdomshuset på Jagtvejen, at kommunens muligheder for at give dem et hus var udtømte, så de måtte venligst forlade det hus, som ikke var deres. De var velkomne til at ansøge kommunen om støtte til deres aktiviteter og stille op i rækken af andre grupper, som havde tilsvarende ønsker.

Bag denne holdning lå en upåklagelig analyse. Der var alt at tabe og intet at vinde ved at give efter for pression fra 'de unge' og deres tilhængere. De havde ingen juridisk ret til huset, og de havde forskertset deres moralske ret ved at indlade sig på voldelige aktioner. Deres moralske kapital var yderligere reduceret på grund af chikanerier mod naboerne, som var så vedholdende, at end ikke Christiania - som er vant til lidt af hvert - ville have dem i deres nærhed.

Det kan hænde, at der i 1982 blev indgået nogle aftaler. Det er længe siden, og aftalerne er nok brudt fra begge sider. Siden er huset blevet solgt, og Højesteret har udtalt sig. Så juridisk set er vi ved vejs ende. Men 'de unge' synes ikke at have særlig respekt for loven, undtagen når det passer i deres kram. Ellers føler de sig i deres gode ret til at bryde den. De mener, at de har et højere formål, som er gledet ud af den borgerlige rets lave og smudsige sfære og har bevæget sig op i de religiøse højder, hvor man, som Kierkegaard engang sagde, kan tale om en religiøs suspension af det etiske. Men enhver højere ret er den direkte vej ud af retssamfundet. Den åbner for galskab, i dette tilfælde et hus, som er blevet helligt.

Kan ikke bryde med valgløfter

Hvis kommunen accepterer 'de unges' krav om Det Hellige Hus på Jagtvejen, kommer der slinger i valsen, stik i mod Ritt Bjerregaards valgløfter. Det gør der også, hvis hun accepterer, at det er kommunens pligt at levere et hus på et sølvfad.

Hun fortæller vælgerne, at man kan skræmme sig til særlige rettigheder. Hun fortæller, at ejendomsretten ikke gælder, hvis man truer med vold. At de nye ejere er en kristen sekt er selvfølgelig underholdende, men irrelevant. De er blot det 'X' som ejer. Hvem de er, betyder ingenting, og appeller om kristen føjelighed er pinlige, når de kommer fra en stålsat gruppe. Svaret på, hvorfor de nye ejere skal vige og ikke 'de unge', svæver i vinden.

Desuden vil Ritt Bjerregaard fortælle 'de unge', at de har ret til at stille ubetingede krav om et hus, altså at stille krav uden selv at forpligte sig. De kan stå med korslagte arme og sige som kongedatteren i Klods-Hans: "Duer ikke, væk". De kan stille radikale betingelser, såsom at få huset gratis, eller få et særligt hus, uden selv at blive afkrævet hverken betaling eller forpligtigelser om vedligeholdelse af hus og naboskab. De kan drive kommunen rundt i manegen ved at være kompromisløse.

Selvfølgelig vil 'de unge' gerne have et hus gratis. Det vil vi alle sammen gerne. De henviser til, at der er "behov" for huse til de unge, så de uforpligtet kan være kreative og oprørske for kommunale midler - så de kan være sig selv og "opleve, hvad det vil sige at leve i et samfund", som én af dem udtrykte det i en tv-avis.

Marx vidste som ungt menneske, at uden penge er mange behov kun "pinefuldt hjernespind". Så 'de unge' kunne gøre som andre, nemlig skaffe midler. De kunne arbejde, hvis ikke det var under deres værdighed. De kunne appellere til deres forældre, som gerne stiller op som krænkede ofre, når 'de unge' har været i karambolage med politiet. Eller de kunne appellere til deres globale netværk om at spytte i bøssen. Så kunne de få deres eget hus med brask og bram og alting ville være i orden. Men nej, sådan spiller klaveret ikke. Huset skal være Det Hus og gratis. Hvorfor er gratisprincippet så vigtigt? Fordi det stiller 'de unge' frit. De kan henvise til deres behov og deres raseri, punktum. De kan føle sig berettiget til at overtage ethvert hus, som tilfældigvis står tomt.

Hvis man følger det princip til dørs, så har enhver person, som er sulten, ret til at forsyne sig i supermarkedet. Enhver, som har brug for transport, har ret til at nuppe en bil eller cykel. Enhver kan kortslutte fra behovet til dets genstand og betragte en udsættelse som en krænkelse. Om man krænker andre, når man følger sine behov til dørs, er ligegyldigt. Teenagere og fundamentalister har altid ret.

Den demokratiske lektie

Både jura og moral bygger på gensidighed. Et leve i et samfund er intet tag-selv-bord. Der er ingen Hellige Steder, ingen Hellige Behov og ingen Hellige Grupper, som har lov til at sætte sig over loven. Man er på linje med andre.

Det var den demokratiske lektie, Ritt Bjerregaard forsøgte at lære fra sig. Ingen slinger i valsen. Men det kom der. Det politiske pres blev for stort, må man formode, uden at jeg kan bryste mig af indsigt i detaljer. Og da politikere ikke kan løbe hurtigere ind i fremtiden, end deres vælgere kan følge med, måtte Ritt Bjerregaard bryde sin linje og acceptere et kommunalt ansvar. Og så var sagen tabt.

Så nu slingrer vi af sted fra det ene hus til det andet, forfulgt af nye problemer, nye naboer som protesterer, nye appeller til politikerne om at tage ansvar for 'de unge', som selv er ansvarsfrie - en anonym gruppe, som udtaler sig gennem anonyme talsmænd og formentlig består af en mindre gruppe professionelle og en større gruppe amatører. De er dygtige. De har kørt deres sag uden slinger og jongleret med kommune, jurister, politi og offentlighed. Deres stålsathed, plus sympati for sagen, har gjort offentligheden blød i knæene og politikere bløde som smør. Angsten for blodbad og dårlige Galluptal har fået dem til at slingre. Og denne slinger skaber en stærk fristelse for andre grupper, som også har behov for at være kreative sådan helt for sig selv, men dog på kommunens regning. Behovet for ungdomshuse vil vokse dramatisk i den kommende tid.

Ærgerligt nok. Et hus, hvor unge kan være sammen på egne betingelser om projekter, de betragter som vigtige, er en fabelagtig god ting. Det kommer alle til gode. Forudsat at disse 'egne betingelser' ikke kører friløb og sætter sig ud over fælles betingelser. Det sker, når et ungdomshus besættes af grupper, som gør deres behov hellige og finder deres identitet i en blodig krig med politiet.

Så er det, man håber på at møde et voksent menneske. F.eks. en politiker, som kan stå fast på sin analyse uden slinger i valsen.

Ole Thyssen er professor. dr.phil ved institut for Ledelse, Politik og Filosofi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu