Her er vi så. På Smatten- i Roskilde. Det er et faktum. Selv om nogle begivenheder fortoner sig en kende. Men til hvad skulle man ellers bruge notesbøger, hvis ikke til at hente begivenheder frem fra den afgrund, man har kastet sig lalleglad i aftenen før? Nogle uddrag: "Knepper klang uden at skamme sig. Banket ind i vores blod. Skulle skamme sig." Det var skriblerier under påvirkning af Radiosoulwax. "Krukke tyndhud blegansigt." Clap Your Hands Say Yeah. Og så Sigur Rós: "Befolket af engle - den slags vås. Uendelighed og begrænsning."
En festival er en slingrevals, en zigzagrute med uforklarlige perforeringer undervejs og nogle helt usandsynligt voldsomme klimaskift. Som på Roskilde Festivalens dag 1, torsdag: Jeg forlader det blege optrin, som på papiret lød Guns N' Roses, men på scenen er domineret af forsanger Axl Rose - ego størrelse XXL. Og dernæst snyder jeg mig til frydefulde minutter i selskab med Toumani Diabaté's Symmetric Orchestra: Et rislende demokrati, en varm malinesisk omfavnelse, en rytmisk varmedis, der får det til at flimre i os alle. Hvorefter jeg sjosker ned i den anden ende af Dyrskuepladsen, til det diametralt modsatte hjørne af det musikalske verdenskort. Til det kolde nord, hvor klangene er højtidelige og protestantisk ærefrygtindgydende og svæver bort fra kroppene, op mod flamboyant katolsk hvælvede lofter - i dette tilfælde Arena-teltets imposante spænd, hvorunder Sigur Rós blæser sig op.
Islandske Sigur Rós
Tillad mig i den forbindelse at uddybe mine tidligere citerede kragetæer fra notesbogen: Det islandske bands støjsymfoniske forførelseskraft er en balancegang, der, når den lykkes, sætter en i kontakt med noget, der kan føles uendeligt eller i hvert fald dybt og inderligt. Mens samme vælde kan fremstå som krukket gejl og prætentiøst vås, som sturm und drang af titanisk trivielle dimensioner, når de mister balancen.
Det gør Sigur Rós denne sene aften undtagelsesvist, når forsanger Jón Thor Birgissons falset er allermest selvoptaget og sangene nærmer sig ren arkitektur og positur frem for uafviselig patos. Og ganske ynkeligt falder de himmelstræbende former sammen, som er de konstrueret af lutter marengs og kliche. Men så er det så meget desto voldsommere at opleve bandet i deres bedste øjeblikke knuse enhver diskussion om prætention og løfte tusindvis af mennesker op i sjældent besøgte luftlag. Om det så er væbnet med blændende støj fremmanet med violinbue på elguitar eller med deres efterhånden obligatoriske strygerorkester i max vigør eller med en blæsertrup på gæstevisit. Eller med vinger.
Tidligere på aftenen er det en anderledes tyndhudet jordnær følsomhed, der bliver sat i svingninger af amerikanske Clap Your Hands Say Yeah i duvende rytmisk trav. Med forsanger Alec Ounsworths aner i David Byrnes og Neil Youngs magre sangstemmer og med sange beslægtet med moderne canadisk melankoli a la The Arcade Fire. Men også med et helt anderledes prøvet singersongwriter-udtryk, der fremmaner Bob Dylan som et fjernt fata morgana og unge Bright Eyes i umiddelbar nærhed. Et lovende band og en strålende stemme er under opsejling, men virker stadig en kende monokrome. Den slags er der heldigvis råd for.
Syntetisk rus
Og så er der de belgiske multimennesker i Radiosoulwax, der kaster sig ud i både mash-up-kunsten, electrorock-moden, dj-disciplinen og generelt den gammelkendte finte at få folkets fødder flyttet. Jeg når at høre electrorock-delen, der, som skriblerierne fra papiret fortæller, er en skamløs kirurgisk skarp udnyttelse af elektronikkens nådesløse præcision og elguitarens kalorietunge lir. Affyret fra hoften og med målet i hoftehøjde; et fyldt telt forført, en narkotisk dunken fremført, en svedig mission fuldført.
Og mens den syntetiske rus griber om sig, ja, så vandrer ens blik over vuggende kroppe, men finder noget overraskende hvile ved en sydamerikansk udseende dame og herre ved foden af et af højtalertårnene. Udstyret med hver deres enorme nylontaske, som de har stoppet med pantgyldige krus. De sidder på det støvede plankegulv og ser allerede trætte ud. Et socialrealistisk dolkestød i den hedonistiske boble. Og senere, omkring midnat, presser en anden realitet sig på.
En performance på festivalpladsen finder et leje mellem elektronisk støjkomposition og kommentar til overvågningssamfundet: Fra et højttalertårn skærer en ubehageligt høj hvinen i diskantområdet sig gennem den gryende festival-døvhed, og på to podier indfanger to projektører folk i de brutale skrighvide lyskegler. Som umælende dyr. Decideret uhyggeligt. Og således kipper virkeligheden også med flaget under en festival, der ellers år for år demonstrerer en alternativ civilisations levedygtighed - i hvert fald i fire dage.
Radiosoulwax på Metropol, Clap Your Hands Say Yeah på Odeon, Sigur Rós på Arena, torsdag
