Læsetid: 3 min.

Slobodan er problemet

19. juni 1998

SLOBODAN MILOSEVIC er gennem det årti, han reelt har været serbernes leder, blevet kaldt meget og sjældent noget fordelagtigt. Men lige meget hvor mange negative adjektiver, der har været fæstet på manden, er de som regel fulgt af tilføjelser som 'dreven', 'dygtig politisk taktiker' etc.
Det er i stigende grad vanskeligt at forstå hvorfor. Lad os se på Milosevic' 'resultatliste': Hans ultra-nationalistiske linje var en af hovedårsagerne til, at Jugoslaviens uundgåelige opløsning ikke foregik som et resultat af forhandlinger og aftaler.
I den efterfølgende krig erobrede de serbiske styrker store dele af Kroatien, for blot at tabe det altsammen igen tre år efter. De kroatiske serbere, der har boet i Krajina og Vestslavonien i århundreder, er fordrevet og lever en forhutlet flygtningetilværelse.
De bosniske serbere blev sendt i kamp, udrustet og trænet af Serbien, og vandt terræn i begyndelsen, bl.a. ved brug af infam etnisk rensning. Men de har tabt det meste igen, og sidder nu isoleret i deres mini-stat med en økonomi på stenalderniveau - og har iøvrigt lagt sig ud med deres tidligere herrer i Beograd.
I selve Serbien har Milosevic holdt sig ved magten, måske i virkeligheden hans eneste bedrift. Men han er leder af en internationalt isoleret stat med hokus-pokus-valg, manglende pressefrihed, og en helt igennem døende økonomi, hvis eneste aktivitet foregår i den mafiøse afdeling. Nu er statsforbundet med Montenegro tæt på at ryge sig en tur på grund af Beograds manglende vilje til politiske og økonomiske reformer.
Det er ærligt talt svært at se 'den politiske mesterspillers' resultater.

OG NU ALTSÅ KOSOVO. Af årsager, som forbliver dunkle, valgte Milosevic i februar at sætte politiets sikkerhedsstyrker, logistisk støttet af hæren, ind i kampen mod en såkaldt 'terrorist-gruppe', kaldet Kosovos Befrielseshær (UCK) - en relativ upåagtet gruppe, der skønnedes at have rummet 200, højst 300 bevæbnede mænd og hvis daværende krav på berømmelse havde bestået i enkeltstående aktioner mod politifolk, andre repræsentanter for den serbiske øvrighed samt såkaldte albanske kollaboratører.
Det skete med metoder, der bl.a. er beskrevet her i bladet i de seneste dage og som har en gruopvækkende lighed med fremgangsmåden under de bosniske serberes krigsførelse i Bosnien. Over 300 meldes dræbt i de seneste måneders offensiv, og mellem 65.000 og 130.000 skønnes drevet på flugt som følge af de serbiske styrkers bombardementer og nedbrændinger af landsbyer.
Når Milosevic hævder, at der ikke er meldinger om et eneste civilt offer for politisoldaternes fremfærd, må det blive en sag mellem ham og hans Gud (samt gerne også krigsforbryderdomstolen i Haag).

DET ER MODBYDELIGT igen at skulle se børn klynge sig til mødre på usikre flugtveje, udsat for serbiske politisoldaters tilfældige luner. Men ser man et øjeblik bort fra de menneskelige lidelser, har Slobodan Milosevic aldrig gjort Kosovo-albanerne større tjeneste, end da han besluttede at gennemføre etnisk rensning af landsbyerne langs grænsen til Albanien.
Partisanbevægelsen UCK har, fra at være en marginal gruppe, på få måneder udviklet sig til en hær med 20.-30.000 bevæbnede soldater og en mindst lige så stor skare, der slutter op i takt med, at våbnene strømmer over den albanske grænse. UCK siges at kontrollere cirka en tredjedel af Kosovo, og en fredsløsning uden dens godkendelse anses for umulig. Samtidig er den internationale bevågenhed skærpet i en sådan grad, at det bliver svært for NATO ikke at reagere, hvis de serbiske overgreb fortsætter. Altsammen dygtigt håndteret af den kosovo-albanske ledelse, der i øjeblikket er hele verdens politiske darling Officielt, og sikkert også reelt, bekender 'præsident' Rugova sig fortsat til ikke-vold, samtidig med at UCK lægger det nødvendige pres i felten. Det kunne ikke være bedre, om det så var aftalt.

DET INTERNATIONALE samfund må naturligvis gøre, hvad der må gøres, for at hindre Milosevic - med diplomatisk hjælp fra åndsbrødre i Moskva - i at fortsætte udrensningen i Kosovo.
Men det er ikke længere muligt at se Milosevic som en aktør, hvis medvirken er nødvendig for at få gennemført en fredsplan - sådan som man gjorde det med Dayton-aftalen. Den erkendelse må vel snart have bredt sig, at Milosevic er en (stor) del af problemet, fremfor en del af løsningen. Som det udtrykkes så præcist af en førende serbisk politiker i Kosovo på side 5 i dagens avis: En demokratisering af Serbien er den vigtigste forudsætning for fred på Balkan. For hvor går det ellers løs næste gang? Montenegro?
Det serbiske folk er et stort, uendeligt gæstfrit, hjælpsomt og stolt folk. De har haft problemer med deres politiske ledelse på det seneste. Lad os gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe, så de kan befri sig fra det problem. on

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu