Læsetid: 4 min.

Slut med at danse limbo

12. maj 2001

»Jeg er utrolig trist til mode over det, der er sket
Bjarne Riis om sin suspendering af Bo Hamburger

Klogt var det ikke, da Bo Hamburger tog sig et hurtigt fix for at forberede sig til Tour’en. Et uanmeldt besøg fra anti-dopingkontrollen afslørede ham og gjorde en ende på en stor karriere. Det var faktisk ikke kun uklogt, det var ekstremt dumt, for Hamburger kunne i det mindste have fixet den nye variant af Epo, den som ikke kan skelnes fra det naturligt producerede, og som derfor ikke kan spores. Men nej, han skulle vide bedre. Om det var gammel vane eller dårlig vejledning er ikke til at vide, men ingen cykelrytter, der følger lidt med i nyhederne, tager længere ’det gamle Epo’.

Faktisk var den første test til at afsløre kunstigt Epo blevet udviklet helt tilbage i 1995 af et svensk forskerhold. Den blev fremlagt for både den internationale cykelunion, UCI, og for den internationale olympiske komite, IOC. Men repræsentanter for UCI mente, at man hellere selv ville udvikle en test, der, som det blev sagt, var »100 procent sikker« og som det ville »tage et par år« at færdiggøre. Resultatet var som bekendt, at der gik fem-seks år, hvor cykelrytterne havde en blankocheck til at tage kunstigt Epo og andre præstationsfremmende stoffer så længe deres hæmatokritværdi var under 50 procent.
Det har aldrig været svært for nogen at danse limbo under denne dybest set tilfældige grænseværdi, og visse – uinteressante – sportsfolk har da også fået lov at spadsere stang dopet under lægten på trods af en højere hæmatokritværdi end de 50. Det har været nok at udvælge et par syndebukke, som for eksempel Marco Pantani, så skulle den sag være i vinkel.
Men nu er festen forbi. I hvert fald for Bo Hamburger. Med virkning fra den 1. april i år vedtog UCI at anvende en »ny fransk metode« (som faktisk blot er en variant af den gamle svenske test), der kan afsløre kunstigt Epo. Egentlig skulle den nye test være blevet brugt ved sidste års Tour, men på grund af uransagelige bureaukratiske forviklinger blev dens indførelse forhalet i knapt et år. Imens har medicinalfirmaer haft tid til at forbedre deres Epo-produktion – for at mindske bivirkningerne hos der syge patienter forstås. Den nye variant af Epo har lige så mange sukkermolekyler vedhæftet som den naturlige. Sporingen er derfor nu nærmest begrænset til at lede efter injektionssår på armene. En anden mulighed er et nyt stof kaldt ’Hæmopure’. Det er ‘rent’ hæmoglobin fremstillet af koblod, og skulle efter sigende ikke være helt galt, hvis man vil vinde.

Hvad skal man sige så til alt det? Altså sådan rent moralsk? Ja, man kan kun gentage den udmærkede ’danske’ holdning om, at en total frigivelse af doping er den forkerte løsning, og at bekæmpelse er den eneste vej – på trods af at det er et sisyfosarbejde. Argumenter om at holdsport som f. eks. fodbold er umulige at regulere, fordi man aldrig ville kunne kontrollere flere hundrede tusinde mennesker, er heller ikke acceptabel. De hollandske fodboldspillere Frank de Boer og Edgar Davids, der for nylig blev taget, burde suspenderes øjeblikkeligt som skræk og advarsel for andre. Men den holdning finder kun lille genklang i sportskredse. En udbredt holdning er, og har længe været, at siden alle snyder, må man acceptere snyd som den gældende spilleregel. Hvis alle går med en kanyle i lommen, må man også selv bevæbne sig – ikke fordi man har lyst, men fordi det er normen.

Det er en vildfarelse, som til dels skyldes et forfængeligt håb om at målet helliger midlet, og som til dels skyldes en afmagt over for et problem, som man ikke kan se sanktionsmuligheder imod. Men de er kommet nu. I hvert fald i forhold til kunstigt Epo, og ville man satse hårdt på dopingbekæmpelse, ville man også kunne gøre en forskel med hensyn til de andre stoffer, der cirkulerer rundt omkring.
I virkeligheden er spørgsmålet, om vi som samfund ønsker at forfølge den græske, olympiske kultur, altså ideen om at fairness og gentlemanden er i højsædet, og hvor man derfor ikke vil tillade ’snyd’, eller om vi vil droppe pænheden og hylde den romerske gladiatorkult, sejrherren – koste hvad det vil. I det første tilfælde vil man aldrig slippe for beskyldninger om hykleri. I det andet vil vi aldrig slippe for et par dødsfald hist og her og en efterhånden rigtig dårlig smag i munden.
UCI har som første internationale idrætsorganisation taget entydigt parti for den rene sport. Og det er godt. Andre organisationer er lidt mere tilbageholdende, men meget tyder på, at også de langsomt vil adoptere de skrappere dopingregler. Det ville dog være naivt at tro, at den anden kultur, dette grusomhedens teater, kan manes i jorden af den grund. Den lever faktisk i bedste velgående, og den vil fortsætte med at udfordre anti-dopinglaboratorierne og vores følelse for renhed og fairness. Det må så bare accepteres.

robin

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her