Læsetid: 3 min.

Små brusende charmebobler

Islandske Dagur Kári blæser charmebobler ind i dansk film med sin cool humoristiske og poetiske københavnerkomedie, 'Voksne mennesker'
13. maj 2005

Helstøbt kan man ikke kalde den. Faktisk er den så hullet, ujævn og skæv, at jeg uden besvær kunne fylde pladsen med én lang fejlanalyse. Som ville være ganske misvisende, for ligesom livet ikke kan gøres op i regler og love, kan en films kvaliteter heller ikke.

Får filmen os til at grine eller græde, er vi bedøvende ligeglade med, om den er skæv.

Og skæv er islandske Dagur Káris Voksne mennesker. Vind og skæv. Nøjagtig som sin hovedperson Daniel (Jakob Cedergren), der konsekvent kører forkert i trafikken, fordi han er "ordblind som en flagermus" og generelt går dårligt i spænd med samfundets lodrette regler og love.

Kolerisk paragrafrytter

Hans liv er derfor fyldt med "vinduesbreve" fra DSB, skattevæsenet, parkeringsbødefolket og overformynderiet, som han udtrykker det. Og i filmens åbningsscene er Daniel på den vanskelige opgave at skulle forklare skatteforvalteren (Mikael Bertelsen), hvordan han på fem år har haft en officiel indkomst på bare 40 kroner!

Daniel er graffitimaler, sort forstås, og med speciale i at spraye kærlighedserklæringer på Københavns mure. Kærligheden kender han ikke selv til. Hans far (Anders Superskurk Hove) er en brutal bølle, og Daniel har trukket følehornene til sig og lever i sin egen flegmatiske verden, med hovedtelefoner, der spiller smooth musik, og en lille rund Fiat 500, der passer godt til hans små, cirklende bevægelser i det indre København.

Vennen 'Morfar' (Nicolas Bro) lever også i sin egen verden, men med modsat fortegn. Morfar er en kolerisk, selvhøjtidelig paragrafrytter, med fast arbejde på et søvnforskningslaboratorium og en drøm om at blive fodbolddommer, så han kan uddele gule og røde kort, som det passer ham.

Filmens første halvdel bæres især af situationskomikken mellem Daniel og Morfar, og selv om Nicolas Bro overspiller og tangerer den tykke klovn-karikaturen, er hans dommereksamen - hvor alt går grueligt galt - et urkomisk show, man ikke ville have undværet.

Magiske øjeblikke

Begge fyre har et temmelig angstfyldt forhold til det andet køn, men bagerpigen Franc (Tilly Scott Pedersen) falder, på en overdosis af psykedeliske svampe og åndelig flugt fra en omklarende mor, bogstavelig talt ind i deres liv. Flegmatikeren Daniel forelsker sig, så han på stævnemødet på caféen føler sig syg og svimmel og ser elefanter på gaden - et magisk øjeblik, der finurligt foregriber filmens humoristiske perle af et slutbillede.

Lovlig nonchalant sender Dagur Kári Morfar ud i kulissen og fokuserer nu på forholdet mellem Daniel og Franc og spørgsmålet om, hvorvidt to uansvarlige mennesker kan forpligte sig - om de kan træde i karakter som voksne, når deres forældre-rollemodeller er så håbløse.

For at anslå dybere, eksistentielle strenge indfører instruktøren - lovlig sent - en ny karakter, en søvnløs domsmand, der har levet efter love og regler og indtaget rollen som ansvarlig familiefar (Morten Suurballe), men pludselig føler sig fremmedgjort. Det bliver en langtrukken nedtælling til selvmordet, men gudskelov er der stadig liv i den unge kærlighedshistorie, selv om det forelskede par også oplever deres genvordigheder.

Gammelt trick, der virker

Har jeg glemt at fortælle, at Voksne mennesker er filmet i sort-hvid?

Det er den på den der kornede, poetisk overbelyste måde, som får København 2005 til at ligne en fransk film fra 1960'erne. Også den smukke, filmdebuterende Tilly Scott Pedersen ser helt fransk ud, og filmens konsekvente billedstil, slentrende dramaturgi og skødesløse friskhed fremkalder minder om gamle franske nybølgefilm, da de sprudlede af vitalitet og autenticitet.

Det er et gammelt trick at lade et billede - et eneste billede - være i farver, men det virker stadig. Kærligheden visualiseret på stedet. Og det spinkle, melodiske soundtrack - som instruktøren selv har været med til at skabe - og den detaljerige, knitrende lydside i øvrigt er værd at lægge øren til.

32-årige Dagur Kári har gået på Den Danske Filmskole. Han debuterede med den islandske Nói Albino (2002), som har vundet internationalt ry - især for sin ægte, kuldslåede miljøskildring og dead pan-humor. Voksne mennesker er mere imødekommende med mange sjove replikker, men begge film vidner om en billed- og lydbegavet instruktør, som måske nok er en smule selvforelsket i det trendy kiksede, men det vokser han forhåbentligt hurtigt fra. Dagur Kári har sans for cool humor og skæv poesi. Han kan - hvis vi ellers tager bedre imod ham end vores andre indvandrere - være med til at blæse små, brusende charmebobler ind i dansk film.

Voksne mennesker. Instruktion: Dagur Kári. Manuskript: Dagur Kári og Rune Schjøtt. Dansk. (Palads, Dagmar, Grand og Empire samt tolv biografer i det øvrige land)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu