Læsetid: 2 min.

Små mænd

19. januar 2007

Så har vi også oplevet det. At en række servile professorer m.v. ad bagdøren forsøger at forhindre en åben debat om universitetsforhold i Forskerforum. Brugen af bagdøren - via en opfordring til ledelsen i bl.a. DJØF om at standse tilskuddene til tidsskriftets udgivelse - er næsten det værste og mest ynkelige.

I den skrivelse, som er sendt til DJØF's ledelse, klages der over, at "Forskerforum har kørt kampagner mod enkeltpersoner, som har haft et insinuerende indhold, betjent sig af store mængder af anonyme inteview, og som har beskrevet forhold, som er positivt forkerte."

Forespurgt kunne professor i journalistik Erik Albæk - en af klagerne - dog ikke komme i tanke om forkerte oplysninger. Derimod var han straks selv i stand til at komme med en forkert oplysning, idet han fejlagtigt troede, at professorer betaler til Forskerforum. Vi må virkelig håbe, at de journaliststuderende undervises af andre i kildekritik.

Erik Albæk mente dog at vide, at kollegaen og medunderskriveren Poul Erik Mouritzen skulle kunne påpege forkerte forhold. Og sikken en fejl, som professoren kan påpege! Det skulle have været svært at vurdere, om et citat var fra OECD eller en anden kilde. Således afklædt udtaler professor Poul Erik Mouritzen dog ifølge Information:

"Det centrale er ..., at Forskerforum ikke repræsenterer universiteterne godt nok."

Hvor servil kan man være? Universiteterne har dog deres egne udgivelser.

Som anført kritiseres også omfanget af brugen af anonyme kilder. Men ligger der ikke en boomerang for ikke mindst universitetsansatte heri?

Der er jo endnu ikke påvist fejlagtige forhold af nogen som helst betydning, og hvis det er frygten for repressalier fra de nye universitetsledelser, der afholder universitetsansatte for at stå frem, er det vel det egentlige problem? Men det er åbenbart ikke et problem for klagegruppen, men for mange andre. Og ikke nok hermed. Hvordan kan det være muligt for tænkende mennesker at klage over metoder - brug af anonyme kilder - når man samtidig selv benytter sig af højst tvivlsomme bagdørsmetoder?

Også her udstiller professor i journalistik Erik Albæk sig yderligere. Erik Albæk problematiserer brugen af anonyme kilder i nogle artikler om RUC og dets rektor Poul Holm med følgende udsagn:

"Jeg kender Poul Holm som en hædersmand, og artiklerne sviner ham ensidigt til. Derfor er det et problem, at vi ikke kan vurdere kilderne og deres motiver."

Kan man heraf slutte, at journalister efter Erik Albæks mening ikke bør skrive kritisk om personer, som opfattes som hædersmænd - og hvem skal i så fald i øvrigt afgøre, hvem der er hædersmænd, og om betegnelsen stadig er korrekt? Der er vist mange såkaldte hædersmænd, der ville ønske, at Erik Albæks norm kunne indføres med tilbagevirkende kraft - bl.a. en tidligere borgmester fra Farum.

Hvor ynkelig og absurd, henvendelsen til DJØF er udtryk for, understreges af, at underskriverne tilsyneladende ikke engang har forsøgt at få deres kritik frem i Forskerforum. Det er virkelig små mænd, der har forsøgt bagdørsvejen i stedet for at træde frem i en åben debat.

Er der da overhovedet ikke noget positivt i denne episode. Jo, at ledelsen i DJØF smækkede bagdøren i med et brag i hovedet på klagegruppen - og at historien er kommet frem i bl.a. Information og Journalisten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu