Læsetid: 5 min.

Små mirakler i Zambia

Aids-medicin skaber små mirakler i Zambia, men medicinen skaber også nye dilemmaer og viser, at det er fattigdom, som forhindrer det afrikanske kontinentet i at bekæmpe epidemien
1. december 2005

Umiddelbart kan det være svært at forstå, hvorfor Beauty Nambeye smiler om kap med Zambias bagende sommersol. Hun er hiv-smittet og alene om at forsørge sine tre børn på henholdsvis 15, 10 og otte år.

Efter flere måneders sygdom blev hun forladt af sin mand tilbage i 2002. Hun havde tuberkulose og blev dårligere og dårligere. Hun fødte også en søn, der døde kort tid efter.

"Jeg var meget syg. Jeg var helt væk," fortæller Beauty Nambeye, som blev passet af sin ældste datter, som også tog sig af de mindre søskende.

Beauty Nambeye var sen-geliggende og svandt ind til en klump på 15 kilo. Lige som millioner af andre hiv-smittede i det sydlige Afrika ventede hun på at dø i sin hytte langt ude på landet. Men så skete der noget.

Rygterne om, at der var kommet en medicin, der kunne give hiv-smittede livet tilbage, blev pludselig til virkelighed. Den såkaldte antiretroviral-medicin, ARV, blev pludselig tilgængelig på de større hospitaler i Zambias hovedstad Lusaka, som ligger cirka 80 kilometer syd fra Beauty Nambeyes lille landsby.

Personalet på det missionske sundhedscenter i Chipembi fik hurtigt sendt Beauty Nambeye af sted. Og to uger efter skete der et mirakel.

"Jeg begyndte at få det bedre. Jeg kunne langsomt begynde at lave mad til mine børn og hente vand. En dag kunne jeg lave mad i den store gryde," fortæller Beauty Nambeyes begejstret og fortsætter med at nævne alt det ,hun kan lave i dag:

"Jeg kan arbejde i min køkkenhave, jeg har to geder, og nu vil jeg starte min egen forretning."

Når maven knurrer

Beauty Nambeyes appetit på livet smitter. Kopimedicinen, som kom til Zambia i 2004, blev hendes redning, men hendes fremtid er langtfra sikret. Selv om medicinen er gratis, koster det penge at få den.

Medicinen er nemlig kun tilgængelig i de større byer, hvor der er et hospital med uddannet personale, som kan overvåge patienternes udvikling og justere medicinen. En gang om måneden skal Beauty Nambeye til kontrol i Lusaka, og transporten koster 70.000 kwacha, som svarer til 128 danske kroner. Penge, som Beauty Nambeye ikke har. Hun hører nemlig til de 75 procent af Zambias 11 millioner store befolkning, som lever under fattigdomsgrænsen på en dollar om dagen.

Beauty Nambeye fortæller, at hun i denne måned har købt to sække majs, som kan holde familien kørende i en måned. Pris: 60.000 kwacha eller 109 kroner.

"Hvis jeg har penge, køber jeg mad, selv om jeg skal hente min medicin," siger hun og indrømmer, at hun i sidste måned ikke fik sin daglige medicin i fire dage, fordi hun ikke havde penge til transporten. Nogle gange får hun hjælp fra sundhedscenteret, men eftersom antallet af patienter på ARV er steget til 35, går hjælpen til dem, der er mest syge.

Smilet forsvinder et kort øjeblik fra de lyserøde læber, men det vender hurtigt tilbage. Beauty Nambeye håber, at regnen snart kommer, så hun kan dyrke grøntsager og korn i sin lille køkkenhave, så hun kan forsørge sin familie.

Fare for resistens

Beauty Nambeyes historie er ikke enestående. Gratis aids-medicin har skabt små mirakler i Zambia, hvor omkring 16 procent af befolkningen er ramt af aids - svarende til en million mennesker. Omkring 35.000 mennesker i Zambia modtager i dag aids-medicin, men det zambianske sundhedsministerium vurderer, at op mod 200.000 hiv-smittede har brug for medicinen.

Der er nu 85 centre i Zambia, hvorfra de hiv-smittede kan modtage behandling, men i et land, der er over 17 gange så stort som Danmark, kan der være flere hundrede kilometer til det nærmeste center. Ofte er der ingen transportmuligheder.

"Adgang til medicinen er et kæmpe problem. Der er mange ydre faktorer, som gør, at patienterne på et tidspunkt kan komme til at springe deres daglige dosis over," siger Karen Sichenga, som er ansvarlig for aidsprogrammer hos den kristne paraplyorganisation CHAZ, der repræsenterer missionshospitalerne i Zambia, som leverer op mod 50 procent af sundhedsydelserne i landområderne.

Den udbredte fattigdom komplicerer indtagelsen af aids-medicin. Medicinen må nemlig ikke tages på tom mave, og den skal tages hver eneste dag og flere gange om dagen -ellers risikerer patienterne at danne resistens over for medicinen. Hvis det sker, skal patienterne over på en anden kombinationsmedicin, som koster omkring 6.300 kroner pr. patient om året mod 1.900 kroner på den billige kopimedicin, vurderer doktor Albert Mwango, som koordinerer det nationale ARV program. Han siger, at en af de største udfordringer for Zambia er at nå helt ud til sundhedscentrene.

"Vi fik mulighed for at introducere aids-medicin, før vores sundhedssystem var klart, og vores befolkning var blevet informeret om medicinen. Nu består udfordringen i at gå nogle skridt tilbage og forberede systemet og informere befolkningen," siger Albert Mwango.

Zambia modtager primært penge fra Den Globale Fond til bekæmpelse af aids, tuberkulose og malaria og den amerikanske aids-fond.

I Chipembi gør Beauty Nambeye alt hvad hun kan, for at passe sin behandling.

"Hvis jeg ikke har mad i huset, drikker jeg en slags grød til mine piller. Og min yngste søn sørger for, at jeg tager medicinen på det rigtige tidspunkt. Jeg har fortalt børnene, at jeg dør, hvis jeg ikke får medicinen," fortæller Beauty Nambeye, som straks kan mærke, når hun ikke har taget sin medicin.

Zambias præsident har netop erklæret landet i undtagelsestilstand på grund af sult og har appelleret om international fødevarehjælp. Mere end en million menne-sker frygtes at komme til at sulte på grund af tørke og sidste års dårlige høst. På sundhedscenteret i Chipembi spørger flere af patienterne efter hjælp til mad. Situationen kan få én til at tænke, om det overhovedet er forsvarligt at give fattige gratis medicin, når risikoen for, at de ikke tager medicinen regelmæssigt, er stor.

Karen Sichenga fra CHAZ er ikke et sekund i tvivl.

"Hvis det var dig, der var syg og desperat, hvad ville du sige til, hvis folk forbød dig at modtage medicin. Jeg ville selv gøre alt for at kunne leve en dag mere, hvor jeg kan passe mine børn. Jeg ville ikke tænke på i morgen," siger Karen Sichenga.

"Det er så godt, som det kan blive på nuværende tidspunkt. Men vi skal selvfølgelig arbejde på, at det bliver bedre igennem vores programmer."

Organisationen arbejder blandt andet med at sikre, at der er mad i landsbyerne ved at lave fælles køkkenhaveprojekter.

"Hvis jeg ikke havde fået medicinen, ville jeg være død nu," siger Beauty Nambeye.

I dag er hun med til at hjælpe andre hiv-smittede med at stå frem og dermed forebygge, at flere bliver smittet.

Både personalet på sundhedscenteret i Chipembi og CHAZ oplever, at flere vælger at blive testet for hiv, efter at medicinen er kommet på gaden. Men selv om aids-medicinen har skabt mirakler i Zambia, advarer Karen Sichenga imod, at det bliver en sovepude.

"Behandlingen af aids er her, men medicinen er ikke en kur. Vi skal blive ved med at forebygge de bagvedliggende årsager til, at epidemien stadig brænder," siger hun.

For tyve år siden var omkring 20 procent af befolkningen i Zambia smittet med aids mod 16 procent i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her