Læsetid: 3 min.

Ud af de små rum

24. februar 2003

Der stod en container og et irakisk flag på Kongens Nytorv. Det så farligt ud. Det var i sidste uge. Men så viste det sig bare at være et kunstværk. Kunst er ikke politisk og kan ikke blive politisk. Når kunst bliver redskab for et overordnet politisk projekt, er der ikke længere tale om kunst. Men om politisk propaganda. Dette er læren af en generation af kunstneres opgør med den politiserende omgang med kunst i 70’erne. Søren Ulrik Thomsen formulerede et slogan som en elegant sløjfe om opgøret:
»Ikke hælde virkeligheden på digte / Ikke hælde digte på virkeligheden / bare skrive digte, / virkelige digte.«
Men man må straks tilføje: Kunst er ikke upolitisk, og kunst kan ikke kan blive upolitisk. Kunst finder sted i en politisk offentlighed og enhver kunstnerisk gestus er et indgreb i en offentlig betydningsdannelse. Den kunst, som insisterer på flertydigheder, agerer implicit som modsprog til politiske entydigheder. Det åbne sprog udfordrer det lukkede. Og viser, at det, der tror sig monologisk og lukket, dækker over åbenheder og dialogiske momenter. Kunst har ikke monopol på den udfordring. Den bliver afdækket som udfordring af kritikeren eller forskeren, hvis blik kommer efter og må komme efter. Derfor kan også reklamer, mode og underholdningssatire udlægges som udfordringer.

Søren Ulrik Thomsens diktum åbner for flertydigheder: Det foreslår en modsætning mellem digte og virkelighed, som det senere problematiserer med udtrykket ’virkelige digte.’
Spørgsmålet til stadig foreløbig besvarelse er, hvad det vil sige at lave virkelige kunstværker. Der har været en tendens til at slutte fra konsensus om kunst som sit eget selvstyrende felt til at forstå kunsten som et lukket rum. Kunst var et lukket felt for sig, videnskaben et lukket lille hus og den politiske diskurs en anden selvstyrende administrativ enhed. Man respekterede hinandres selvstyre ved ikke at blande sig. Som forfatteren Katrine Marie Guldager har sagt:
»Pludselig blev det meget klaustrofobisk. Man måtte kun tale ud fra sig selv, måtte kun tale om små ting og detaljer. Helhedstænkningen var helt udelukket«
Måske har kritikken endda overtaget kunstens præmisser: Hvis ikke kunstneren må hælde digte på virkeligheden, må kritikeren heller ikke. Peter Laugesen skrev angående værket om danske digtere i det tyvende århundrede:
»Det er som om de politiske og sociale betingelser for det tidlige 20. århundredes avantgardebevægelser blegner bort bag øjeblikkets formelle æstetiske liberalisme. Især når poesien tages under akademisk behandling.«
Laugesen forbinder ’øjeblikkets’ æstetiske formalisme med ’øjeblikkets’ verserende politiske liberalisme: Det er begge afpolitiserende bevægelser.

Vi oplever i øjeblikket kunstneriske interventioner uden for kunstens eget felt: Forfatteren tidligere kendt som Claus Beck-Nielsen opererer nu under navnet Værkführer Nielsen. Han har oprettet irakisk territorium i Buddinge og stillet en container under irakisk flag på Kongens Nytorv. Han mimer et diplomatisk sprog uden for diplomatiet og udstiller diskursen udenfor sin naturlige kontekst. Han sætter den i andre forbindelser. Kunstneren Jacob Boeskov tog sidste sommer på våbenmesse i Kina med et fiktivt våben med en brugsanvisning som var en parodi:
»Efterhånden som de urbane slagmarker bliver stadig mere komplekse og intense, er nye metoder til at kontrollere menneskemasser nødvendige. Mediernes opmærksomhed ændrer spillets regler. Til tider er det påkrævet at angribe fjenden i gaderne uden at beskadige statens image.« Kineserne var begejstrede for projektet, som de ville sætte i produktion i Kina uden for menneskerettighedshumanismens jurisdiktion.
Spørgsmålet er om disse aktioner kan klassificeres som kunstværker. Der er åbent. Men de afslører, at der er kunstneriske ressourcer, som kan forskyde konsensus i offentligheden og afsløre den ansvarlige politimand som menneskemassebehersker. Åbne de lukkede felter. De afslører nye positioner i nuanceret opposition og nye strategier for kritisk refleksion.
Udfordringen er i dag tredobbelt: Det gælder om at fastholde, at kunsten ikke kan være middel og samtidig om som kritiker og forsker at opholde sig ved kunstens historiske, eksistentielle, økonomiske, religiøse eller politiske kontekst. At lade felternes selvstyrende logik reflektere hinanden som skygger af en sammensat totalitet.
Og det drejer sig om fra alle sider at investere den æstetiske ressource i en politisk offentlighed der er holdt op med at skabe utopier og åbenheder. Det gælder om at udstille det vanvittige projekt som drejer sig om at fastholde nationalstatens fordele og gevinster på et overnationalt niveau. Demokrati bliver i EU ikke demokrati, som vi kender det fra nationalstaten, det globale civilsamfund er ikke som det nationalstatslige struktureret omkring en lille fælles offentlighed.
Det gælder om at udstille det projekt, der bruger fortiden som metafor til at installere sig i fremtiden som absurd teater. Man kunne udfordre den vished med andet end et stort NEJ.

rl

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu