Læsetid: 2 min.

Småsjove småkriminelle

I 'Fidibus' forsøger Hella Joof for tredje gang at parre patos og pjatteri. Atter med blandet held
13. oktober 2006

Et eller andet sted må man beundre den stædighed, Joof i sine hidtil tre spillefilm har udvist; hun vil pinedød have folkelig farce til at gå hånd i hånd med en straight-faced udforskning af tilværelsens alvorsfulde anliggender, ikke mindst kærligheden.

Det er en djævelsk svær balanceakt, og hendes to tidligere film, En kort, en lang (2001) og Oh, Happy day! (2004), led da også under en ujævn fortælletone og et alt for spraglet persongalleri. Det samme gør Fidibus, som udspiller sig i den københavnske underverden.

"Fidibus" er slang for stik-i-rend-dreng. For det er just, hvad den retorik-studerende Kalle (Rudi Køhnke) reduceres til, da han via hashsælgeren Agger (Jonatan Spang) kommer i kontakt med sin gamle bekendt, narkobaronen Paten (spillet af rapperen Jesper Dahl, bedre kendt som Jokeren). Kort efter får lovens lange arm dog fingre i Paten, som giver Kalle ordre om at passe på hans store kontantbeholdning og hans kæreste, well, en af dem, hjernedøde Sabrina (Lene Maria Christensen) - uden så meget som at tænke på at røre nogen af delene, vel at mærke.

Tvunget til yderligheder

Det kommer Kalle så alligevel - i den grad - til, og da Patens fængselsophold afkortes væsentligt på grund af et fejltrin fra politiets side, har vi balladen.

Bedst er filmens første halve times tid, som har lidt samme gejst som Guy Ritchies britiske krimikomedier, selv om Joof lader det være op til dialogen, snarere end billedsiden, at give løjerne dynamik og fremdrift.

Sabrina-figuren er imidlertid et godt eksempel på de yderligheder, Joof må gå til for at få sit vanskelige regnestykke til at gå op; hun er en omvandrende blondinevittighed det ene øjeblik (og cadeau til Christensen for at ramme det blanke blik og de tåkrummende kommentarer på kornet), smuk og fortabt taber med kvaler, vi vistnok forventes at tage fuldstændig seriøst, det næste.

Når den forbudte kærlighedsaffære aldrig rigtig fænger, er det også, fordi hovedpersonen Kalle ikke er noget specielt ophidsende bekendtskab, og fordi det ikke virker overvældende sandsynligt, at han ville falde for en type som Sabrina - eller være dum nok til at forgribe sig på Patens 'ejendom' generelt.

Udmattende uartigheder

At Joof er en ambitiøs instruktør, er dog en sandhed med modifikationer. Hun har en uvane med at rette sit satiriske skyts mod de helt nemme mål (denne gang bl.a. udkoksede christianitter), og til tider er det svært at få øje på formålet med latterliggørelsen - eller er det nedgørelsen? Hvad er pointen med den vrængende og småperfide skildring af Kalles kvindelige medstuderede som let manipulérbare flokdyr?

Et forsonende element er Jonatan Spang, hvis spirrevipcharme stjæler billedet fra den mere fotogene, men også lidt stive Køhnke i deres mange fælles scener. Man kunne have undt ham en rolle med mere substans; Agger-figuren er om nogen tynget af manuskriptforfatternes mangel på mådehold, hvad pik, pat og prut-vitser angår. Bevares, manuskriptet har et vist mål af sproglig finurlighed, og også nogle af branderne er inspirerede, men lige så mange er ikke.

En film som Fidibus skal frem for alt underholde. Og det gør den ikke godt nok.

*[Fast fleksml]Fidibus. Instruktion: Hella Joof. Manuskript: Hella Joof, Troels Agueh Vestergaard og Bo hr. Hansen. Dansk (Impe-rial, Palads, Dagmar, Cine-maxX og Empire i Køben-havn samt en række biogra-fer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu