Læsetid: 2 min.

Småstaten

Når man lægger sig så meget i slipstrømmen på verdens eneste supermagt, så må man tage en lang række mindre ædle dagsordner med i købet. Så må man blandt andet finde sig i, at frihed og demokrati er vigtigere, hvor olien er, og at Israel indtager en absolut særstatus i Mellemøsten.
13. september 2006

"Jeg synes, verden ser ganske god - og bedre - ud."

Statsminister Anders Fogh Rasmussen i interview med Mandag Morgen.

Det er et sympatisk projekt, som statsminister Anders Fogh Rasmussen lægger frem i Ugebrevet Mandag Morgen. Desværre er det ikke så enkelt. Dansk udenrigspolitik skal være mere aktivistisk - politisk, militært, humanitært og alt muligt andet, mener Fogh. Danmark skal væk fra at opfatte sig som en småstat (selv om vi er det), og vi skal føre os frem i verden med langt større selvbevidsthed, når det gælder kampen for demokrati og frihed i verden. Det er den strategi, der ligger bag den danske deltagelse i krigen i Irak, en mere fokuseret ulandshjælp og Det Arabiske Initiativ, anfører statsministeren.

Problemerne med den høje internationale cigarføring deler sig i tre for Anders Fogh Rasmussen. Før det første er det svært at bevare den brede opbakning i befolkningen og i Folketinget, når Danmarks rolle og valg af ideologiske og militære kamppladser ikke er givet på forhånd. Det har vi oplevet gennem et par årtier efter ophøret af Den Kolde Krig. Udenrigspolitikken er i større udstrækning blevet en politisk kampplads, og det vil efter al sandsynlighed tage til. Seneste eksempel har været det meget smalle flertal, der står bag de danske tropper i Irak. De fleste kan bakke op om en linje, der fremmer demokrati, frihed og menneskerettigheder, men hvordan det gøres, hvor og med hvem, vil altid være et stridsemne.

For det andet vil en værdimæssig til forskel fra en interessebaseret udenrigspolitik nødvendigvis lægge sig op ad en af de stormagter, hvis dagsordner kan være svære at gennemskue. Anders Fogh Rasmussen har lagt sig meget tæt op ad USA og præsident George Bush i krigen mod terror, og senest oplevede vi en simultan halvhjertet støtte i Danmark og USA til våbenhvile i Libanon efter kampene mellem Israel og Hizbollah denne sommer.

For det tredje har Anders Fogh Rasmussen haft svært ved at leve op til sine nye idealer på hjemmebane. Danmark er eksempelvis ikke med i det europæiske forsvarssamarbejde, og der er ingen tegn på, at regeringen vil sætte det eller andre danske EU-forbehold til afstemning foreløbig. VK-regeringen har desuden skåret ned på ulandshjælp og den udenrigstjeneste, der skal være spydspids i den nye aktivisme. Danmark har ganske vist et meget nært forhold til USA og Det Hvide Hus, som drager stor nytte af småstaten Danmark, der i det europæiske samarbejde ikke har voldsomme bindinger til stormagter eller tidligere kolonier. Men indflydelsen i det europæiske samarbejde er til gengæld dalet. Men det er næppe heller med de europæiske partnere, at Fogh Rasmussen først og fremmest vil praktisere sin aktivisme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her