Smæk for millioner

SØLLE seks millioner kroner vil den danske sværvægtsbokser Brian Nielsen kunne tjene, hvis opgøret mod den tidligere verdensmester Mike Tyson bliver til noget den 8. september i København. Den ørebidende stærke Tyson vil kunne polstre sin bankkonto med 50 mio. kroner, når han har givet Brian smæk. Sådan lyder de agurkelige beregninger i Ekstra Bladet, selv om den store iscenesættelse stadig kan brase sammen med et Don King’eligt brag. Som dengang avisspekulationerne om Brians VM-kamp mod Hasim Rahman forsvandt op i den blå luft.
Der er ikke ret mange ufaglærte, der kan tjene bare seks hundrede kroner på 45 minutters arbejde eller på at tage imod tæsk på en lille platform, men det kan Brian – og lidt mere til. Prof-sport er nemlig showbiz med milliarder på spil.
Tv er den centrale drivkraft bag sportens nye underholdningsindustri, som fylder tiden op for Vestens forbrugere, der er bange for at kede sig til døde eller ikke har mange andre lidenskaber i livet end et sofaprivat øjeblik med stjernerne.
PAKKESALG af tv-rettighederne til Champions League giver det europæiske fodboldforbund UEFA fire mia. kroner. Den Europæiske Union hævder, at det er konkurrenceforvridende, men det er ikke afgjort endnu. Foreløbig står det fast, at UEFA dirigerer 4/5 af pengene tilbage til de deltagende klubbers kasser, og topscorer sidste år blev Bayern München, der fik 345 millioner tv-kroner ud af pengefesten. Selv de hold, der ryger ud i de indledende runder, har udsigt til at få op imod 50 mio. kroner. Derfor drømmer F.C. København om at kvalificere sig til Champions Leagues berigende inderkreds – og de har satset 17 mio. kroner på fire nye spillere før sæsonen. Men der er kun tale om håndører, når Brian og FCK forsøger at få fingre i smulerne fra de riges bord.
Sommeren har sat nye rekorder for, hvor meget klubberne er villige til at betale for de bedste på grønsværen. Selv om Real Madrid længe har danset på kanten af den økonomiske afgrund, så har de købt det franske midtbanegeni Zinedine Zidane for 596 mio. kroner. Pengene til Zidane og til afbetaling af klubbens gæld er hentet ved at sælge et træningsanlæg til ejendomsspekulation.
’Zizou 1 – Konge af Spanien’ blev handlen døbt af avisen Le Parisien, og den hvidklædte Zidane røg på forsiden af den britiske finansavis, Financial Times. Det var værdifuld reklame for Madrids pengemænd. Handlen sprængte alle forestillinger om, hvor meget boldspillere kan være værd.

OG SIDSTE år satte Real Madrid den hidtidige rekord med købet af portugiseren Luis Figo for 465 millioner kroner. Allerede den handel fik folk på gaden til at spørge, om ikke fodboldklubben var blevet fuldstændig vanvittig. Hvordan kan et menneske være så meget værd? 45 danske specialarbejdere skal sprænge akkorden i 40 sveddryppende år for at score så mange penge.
Men den kommercielle fodbold- og sportsindustri er præget af helt andre økonomiske standarder. Og det skyldes ikke kun Figos og Zidanes tryllerier. Det handler også om de metoder, som de europæiske fodboldkøbmænd anvender.
Tv skaber grundlaget, men der skal også en del ’merchandising’ til. Købet af Figo har ifølge Real Madrids præsident været en rentabel forretning. Årsag: Udover at vinde kampe for klubben og sikre international eksponering i tv, medier og markedsføring, solgte klubben sidste år flere hundredetusinde trøjer med Figos navn, hver til en pris af 450 kroner. Klubben solgte over en halv million trøjer sidste år (sic!), der bar et af de tre navne, Figo, Raúl eller Roberto Carlos. Samlet indtægt for de tre stærke trøjekort var 230 mio. kroner. Føjer man den todobbelte verdensmester Zidane til dette trøjetriumvirat, så forstår man, hvad det er Madrids præsident har gang i.

REAL MADRID vil mangedoble indtægterne ved at lave kollektiv vare- og markedsføring af spillerne. Dertil kommer en sponsoraftale med Adidas, der er over 860 mio. kroner værd, og salg af tv-rettigheder til tv-selskabet Sogecable har givet 1,2 mia. kroner i kassen.
Figo og Zidane-effekten spreder sig som ringe i vandet. Valencias stjerne Mendieta er blevet solgt for 350 mio. kroner til Lazio, der dog solgte argentineren
Veron til Manchester United for samme beløb. Og stjernerne honoreres ikke så meget for deres arbejde som for deres evne til at sælge varer.
Priserne er skruet i vejret på alle fronter – og især klausulerne for videresalg af spillere. Real Mallorca har indgået en seksårig kontrakt med den 21–årige Cameroun-angriber Samuel Etoo, og prisen for videresalg er fastsat til den svimlende sum af 900 millioner kroner. Det stavnsbinder ham i realiteten til klubben i de næste seks år.

TALLENE gør indtryk, men mange af de nye kontrakter er imod intentionerne i den berømte Bosman-dom. Og de er på kant med EU’s bestræbelser på at rydde op i fodboldindustrien, der i foråret førte til nye regler for fodboldens transfersystemer. Desværre viser sommerens aftaler, at spillerne stadig gøres til ’spekulationsobjekter’, som var de varer, og at de opskruede priser øger skellet mellem de rige og de fattige klubber. Værre er det, at unge talentfulde spillere udsættes for en form for stavnsbinding. Det er ikke en dårlig forretning for klubberne, men er det de værdier, som europæisk fodbold skal bygges på i fremtiden?