Læsetid: 3 min.

Smæk på farverne

Vægtig vokaljazz udfoldes i vidt forskellige musikalske sprog hos Caroline Henderson, norske Solveig Slettahjell og amerikanske Diana Krall
23. oktober 2006

Et kraftbetonet og varieret musikalsk udtryk finder man på sangerinden Caroline Hendersons nye udgivelse, Love Or Nothin'. Som titlen antyder, sættes tingene på spidsen. Det er enten eller, om man kan kapere, når hun med sit velspillende band lader følelsesudtrykket få frit løb, efterhånden som "The Crying Game" stiger imod skrigets højder. Det er Hendersons tredje plade på Stunt Records med en håndfuld udvalgte musikere bl.a. pia-nisten Jesper Nordenström og trommeslageren Kresten Osgood. Pladerne udgør en slags trilogi, der med jazzen som en løs og legende referenceramme har givet Henderson et nyt og langt fra udtømt musikalsk univers at udtrykke sig i. Don't Explain (2003) dyrkede et jordnært akustisk udtryk, mens Made In Europe (2004) på intelligent vis bragte stryger-orkestret sammen med nu-tidig vokaljazz. Love Or Nothin' er mere pågående og med fornemmelsen af no-get hipt tresseragtigt i ly-den og det mentale univers, der knytter an til Nina Simone.

Stærk identitet

Der er smæk på farverne fra det sødmefulde til det desperate. Ikke alt er lige spændende, men flere sange har en stærk karakter. Den suggestivt pulserende "Wild Is The Wind" med mandolin, guitar, scratch og sugende keyboards har givet undertegnede gåsehud flere gange. Den fine "Falling In Love Again" smykkes af en melodisk bandoneón-solo af Paolo Russo, og "Outside Your Door" har en mystisk svævende kvalitet.

Tekniker Morten Bue har skabt en næsten storladen rumklang omkring Hendersons røst. Undtagelsen og kontrasten er den nøgne ballade "Everything I Have Is Yours", optaget i pianisten Horace Parlans stue. Denne sang afslutter pladen som en kærlighedserklæring helt uden make up.

Velgørende langsomt

I et samfund og en tid med fart på alting især nyhedsmedier, boligspekulanter, bilister og familiefædre er det velgørende, at der stadig udgives musik, hvor der er rum for fordybelse og eftertanke, hvor detaljer får plads, vægt og selvstændig værdi. Det er ikke noget nyt. Slettahjell er blot endnu en kunstner, der formår at formidle noget fint og vigtigt med et menneskeligt og personligt nærvær. Og det er i det hele taget betegnende, at denne lavmælt fordomsfrie tilgang til sangfortolkning er en særlig skandinavisk specialitet, som man med forskellig vægt møder hos f.eks. Sidsel Endresen, Inger Marie Gundersen, Susanne Wallumrød, Josefine Cronholm, Sissel Vera Pettersen, Frida Asmussen og Maria Laurette Friis.

Meget betegnende har Slettahjells orkester fået navnet Slow Motion Quintet. Musikerne kryber og føler sig frem i sangene i et afdæmpet musikalsk landskab med akustisk puslende instrumenter.

Hele vejen med Slettahjells naturlige stemme som et dragende midtpunkt. Især gør hendes egen "Faith, Dust and Pixiedust" indtryk sammen med John Hiatt's "Have A Little Faith In Me" og de smukt drømmende "Sleepy Pixie" og "When You Wish Upon A Star".

Hollywoodmytologi

Diana Krall er tidens mest succesfulde jazzsangerinde. På sin nye plade, From This Moment On, lokker hun med sin intime røst og sit elegante klaverspil atter lytteren ind i et swingende, koket og stemningsrigt musikalsk univers af standardmelodier. Det smækkert smældende bigband The Clayton/Hamilton Orchestrasom Krall samarbejdede med på Christ-mas Songs fra sidste år, ruller den store røde løber ud til fotografers blitzlys, smukke mennesker, store kjoler og fingerkys i byens neonoplyste nat.

Det er Hollywoods ekstravagante og filmiske overklassemytologi, omsat i lyd. Krall åbner med "It Could Happen To You" for fuld udblæsning. Drømmen leveres som i smukt designede bolig- og livsstilsmagasiner, trykt på glitrende papir. Selv den desillusionerede "Boulevard Of Broken Dreams", som lukker pladen ned, rummer fornemmelsen af, at det er en stiliseret verden, Krall færdes i. Sådan har det været med alle hendes Verve-plader med undtagelse af den mere personlige The Girl In The Other Room (2004). Så selvom alt i teknisk og stilistisk forstand er fuldkomment, er illusionen det ikke. Således er der noget anakronistisk og virkelighedsfjernt over Krall, der fortsat laver plader, som kunne være produceret for 50 år siden. Det skal dog ikke skjule, at hun som sangerinde og pianist mestrer sine underspillede virkemidler til perfektion. F. eks. i "How Insensitive", skrevet af en anden underspillets mester, Carlos Jobim. Her rammer Krall sangens kerne med reserveret varme og sprød kant, og Jobim får en hilsen med hendes få, suverænt betonede klaverfigurer. Tolv er sangene, indsvøbt i eksklusive gevandter. Personligt er jeg betaget, men absolut ikke bjergtaget.

cmh@information

*Caroline Henderson: Love Or Nothin' (Stunt Records)

*Solveig Slettahjell Slow Motion Quintet: Pixiedust (ACT)

*Diana Krall: From This Moment On (Verve)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her