Læsetid: 2 min.

Smal kunst til brede rammer

Kunstmuseet Arken har fået 40 millioner til at udvide for. Kunsthistoriker håber, at museet samtidig vil skærpe sin kunstneriske profil
16. august 2005

Da kunstmuseet Arken åbnede i 1996 diskuterede man, om København kunne rumme endnu et moderne kunstmuseum ved siden af Louisiana og Statens Museum for Kunst.

Ni år efter har Arken bevist, at det kunne den. Udstillingerne har været velbesøgte, og sidste år havde Arken 250.000 gæster fra ind- og udland. Og det kvitterer Københavns Amtsråd for, med en check på 40 millioner kroner. Det betyder, at det 9.000 kvadratmeter store museum kan udvide med yderlige 1.700 kvadratmeter.

Men en ting er, at bygningen får en ansigtsløftning. En anden er den kunstneriske profil, som kunsthistoriker og Ph.d. studerende Camilla Jalving håber, museet vil skærpe i anledning af udvidelsen; for eksempel i forhold til Louisiana, som hun mener er Arkens største konkurrent.

"Man kan hævde, at Arken bliver nødt til at profilere sig, så museet udskiller sig fra eksempelvis Louisiana. Derfor kan man håbe på, at museet i højere grad kommer til at leve op til sin egen definition og satse mere på samtidskunsten," siger Camilla Jalving.

Sats på samtid

Hun påpeger, at Arken i den sidste tid har satset på udstillinger, der appellerer til et bredt publikum, udstillinger med for eksempel Marc Chagall, Fernand Léger og Johannes Larsen, mens samtidskunstneren Jeppe Hein eksempelvis blev taget af programmet igen.

"Jeg håber, at Arken i højere grad vil gå i dialog med sin faste samling af samtidskunst. Det er det, Arken kan slå på, for det gør museets konkurrenter ikke i lige høj grad," siger Camilla Jalving.

Hun mener, at der i Københavnsområdet mangler udstillingssteder, der tør satse på de samtidige, smalle kunstnere, ligesom man gør det i Sverige. Alene i Skåne er der Malmö Konsthall, Dunkers Kulturhus i Helsingborg og Rooseum i Malmø.

Camilla Jalving mener dog ikke, at den smalle og den brede kunst udelukker hinanden.

Smalt og bredt på skift

Det har Arken heller ikke til hensigt at gøre. For Arken skifter mellem de smalle og de brede kunstnere, siger museets direktør, Christian Gether.

"Det, vi køber ind til vores faste samling, er den helt nye samtidskunst. Udbygningen betyder, at vi får mere plads til vores faste samling, så den kan gå i dialog med de klassiske værker og de skiftende udstillinger," siger Christian Gether.

Han mener, at de klassiske værker skal vises, så de går i dialog med vor tids perspektiv. Han henviser til, da Arken udstillede Edvard Munch og Günter Förg.

"Ved at udstille de to samtidig kunne beskueren se, at Förg var inspireret af Edvard Munch. Dermed kunne man få et nyt perspektiv," siger Christian Gether.

Han mener, at kunst er en intellektuel, følelsesmæssig og æstetisk udfordring, baseret på indsigt, kvalitet og fordybelse.

"Det er det mål Arken har, og det er den vision, vi prøver at opfylde," siger han.

Det er ikke Christian Gethers mål kun at udstille de smalle kunstnere, og Arken kommer ikke til at ændre profil på grund af udvidelsen. I stedet for bliver profilen skærpet, siger museumsdirektøren.

"Vores profil er den markante samtidskunst. Der bliver mindre, men mere fokuserede udstillinger," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu