Læsetid: 3 min.

Smal smag

Det ville klæde DR at gå til kulturen med samme begejstring – og ikke pakke den ind i bedsteborgerlig småsnak af angst for at folk opdager, hvad programmet handler om. DR2 er allerbedst, når kanalen taler til dem, der faktisk kigger med, i stedet for til dem der hellere vil se noget andet
31. august 2006

Hvem tør fordre pausefisken, stod der på Informations forside for præcis ti år siden, da DR2 havde sendt sin første udsendelse. Modtagelsen af den nye kanal var lunken på grænsen til det reserverede. DR vil producere dobbelt så meget tv for færre penge, lød en hyppig anklage - som nu ikke var helt forkert.

"DR2 som et mix af åbent universitet og MTV? Det kan bukserne ikke holde til," stod der et par dage senere, da DR2 havde overlevet sin første weekend. Information gættede på, at DR2 ville ende uden seere - men det sortsyn så forkert. Der var plads til en lille klog kanal - og det er med god grund, at DR2 i aften i Ørestaden bliver fejret. Kanalen har nu i et årti bidraget med dybde og originalitet i et hjørne af mediebilledet, der i samme periode har vundet has-tighed men tabt højde.

DR2 blev til på forkant. Mediebranchen har i de sidste ti år lært at sige 'segmentering' - for det er sådan, annoncørerne vil have det: Annoncerne skal ramme sit publikum med millimeterpræcision. Men lang tid før segmentprodukter som Zulu og Charlie og magasinet 'Vi med hund' kom til, havde DR2 fået seks procent af seerne og ikke nok med det: De, som ser fjernsyn på DR2, er begejstrede over det, de ser. Der er langt flere, der ser DR1 og TV 2, men ikke nær så mange med samme begejstring.

DET VAR journalisten Adrian Hughes, der i sin tid trykkede på knappen, der for første gang sendte DR2 ud til danskerne. Det er også Adrian Hughes, der i dag bestyrer DR2's problembarn, Smagsdommerne, som har sæsonpremiere i aften. Sådan oplever de det formentligt ikke selv i Danmark Radio - som et problembarn. Men Smagsdommerne står som et monument over tidens angst for at skræmme seere væk med indsigt og viden. Der findes i dag ikke et tv-program om film. Der findes ikke et tv-program om litteratur. Der findes ikke et tv-program om kunst. I stedet sender DR2 Smagsdommerne, et program der skal dække det hele og har som sit varemærke, at smagsdommerne ikke har nogen særlig - om nogen - indsigt i det, de taler om. I aften, eksempelvis, diskuterer mainstreamfeministen Leonora Skov Christensen, reklamemanden Knud Romer og filminstruktøren Christian Braad Thomsen en kunstudstilling på Ordrupgaard og Bob Dylans Modern Times. Ville en kunsthistoriker have stået i vejen for samtalen? Og hvad skal vi egentligt med en smal kanal, der ikke rigtigt tør være smal?

DR's dilemma er blevet beskrevet som uhellig alliance mellem kultureliten og kommercielle konkurrenter: Begge mener, at Danmarks Radio skal holde sig på en meget smal sti og lade markedet tage sig af det populære. DR2 blev næppe til som et strategisk værktøj, men har dog ofte tjent som bolværk mod de kommercielle og kulturelitære anklager: 'Se, se, vi er smalle.' Heldigvis har DR2 også været meget mere end alibi - og public service meget mere end en byrde. Det ville klæde DR at gå til kulturen med samme begejstring - og ikke pakke den ind i bedsteborgerlig småsnak af angst for at folk opdager, hvad programmet handler om. DR2 er allerbedst, når kanalen taler til dem, der faktisk kigger med, i stedet for til dem der hellere vil se noget andet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu