Læsetid: 3 min.

Smalle manøvrer

24. november 2001

Det mÅ konstateres, at Socialdemokratiet har sans for den formelle protokol. Da partiet torsdag aften holdt et såkaldt stormøde mellem folketingsgruppen og hovedbestyrelsen, blev det besluttet, at Poul Nyrup Rasmussen skulle være formand for folketingsgruppen. Posten som politisk ordfører gik til Mogens Lykketoft
Ikke desto mindre var det Jan Petersen i egenskab af gruppeformand og Pernille Blach-Hansen som politisk ordfører, der for anden dag i træk fredag formiddag gik til møde med den kongeligt udpegede regeringsforhandler, Anders Fogh Rasmussen. Det gjorde de, fordi de stadig har disse poster, indtil den nye, reducerede socialdemokratiske folketingsgruppe selv har konstitueret sig. Men en anden forklaring var utvivlsomt, at Nyrup selv ikke havde lyst til at møde Venstres formand netop nu – og netop i dén sammenhæng.
Til gengæld var der ingen tvivl om, at de budskaber, som Jan Petersen og Pernille Blach-Hansen medbragte til Fogh Rasmussen, var i nøje overensstemmelse med den strategi, det slagne Socialdemokrati nu forsøger at udforme. De lagde vægt på et emne, der nok dukkede op i valgkampen, men som bestemt ikke stod i centrum. Jan Petersen sagde efter samtalen med Fogh Rasmussen, at det ville være en meget fjendtlig handling over for flere partier i Folketinget, hvis en kommende regering gennemfører de nedskæringer i u-landsbistanden. som Venstre og de konservative har foreslået.

Det er værd at lægge mærke til, at socialdemokraterne netop valgte denne sag til at markere afstand til den kommende VK-regering. Her er der nemlig et felt, hvor Anders Fogh Rasmussen som kommende regeringsleder kan finde sig selv i en meget ubehagelig situation. Internationalt set vil det være et dårligt signal, hvis Danmark opgiver sin rolle som et af de toneangivende lande, når det gælder bistand til den fattige del af verden. Internt vil en sådan beslutning kun kunne føres igennem, hvis VK-regeringen gør sig afhængig af Dansk Folkeparti.
Som de to sidste dages forhandlinger har vist, er det en udvej, Anders Fogh Rasmussen kun vil bruge i yderste nødstilfælde. Sådanne tilfælde kan han ikke undgå, når han skal opfylde sine valgløfter om stramninger i udlændingelovgivningen og i retspolitikken Men ellers er han helst fri. Og derfor var det et meget velvalgt tema, de socialdemokratiske forhandlere tog op med den ’kongelige undersøger.’
Det er næppe for vidtgående at se denne beslutning som en videregående afspejling af den taktik, socialdemokraterne nu vil tage i anvendelse over for VK-
regeringen. For det første skal det stå lysende klart, hvor den gør sig afhængig af Dansk Folkeparti. For det andet skal den præsenteres for genuine valg, hvor det vil være oplagt for vælgerne, at den gå enten til Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet i et forsøg på at få så meget som muligt igennem af sin egen, erklærede politik. Men går den til Socialdemokratiet, vil den blive udsat for krav om at indgå ægte kompromisser.

Det indtryk, socialdemokraterne nu forsøger at skabe, er med andre ord, at de – i modsætning til de kommende regeringspartier – har ganske store muligheder for at manøvrere i det nye folketing. Den afgående miljøminister, Svend Auken, proklamerede i gårsdagens interview med Information, at der reelt ikke er noget manøvrerum for Anders Fogh Rasmussen. Men spørgsmålet er, hvor meget større det tilsvarende rum er for hans eget parti.
Selvfølgelig kan det samle de øvrige partier om at modsætte sig en nedskæring i u-landsbistanden. Og Anders Fogh Rasmusen vil ikke bryde sig om at foretage et sådant indgreb alene med støtte fra Dansk Folkeparti. Men skal han opfylde andre løfter fra valgkampen, vil han være nødt til at gøre det.
Altså kan Socialdemokratiet satse på, at især Kristeligt Folkeparti og de radikale vil blive stadigt mere trætte af en VK-regering. Men det hindrer ikke, at partiet selv på store og væsentlige områder kommer til at samarbejde med denne regering. Udenrigspolitikken i bred forstand og EU-politikken i stort og småt er de nærmeste eksempler. Fører Socialdemokratiet derudover en politik, der konsekvent driver en VK-regering i armene på Dansk Folkeparti, er det næppe en fremfærd, der vil blive set på med milde øjne af de tilbagværende midterpartier.
Så selv om det måske kan se ud som om, at Socialdemokratiet har større manøvrerum end den kommende regering, så vil de ekstra politiske kvadratmeter nok vise sig at være meget få.

tok

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her