Læsetid: 2 min.

Smede og ingeniører foreslår energifond

Ekstraprovenuet fra nordsøolien skal bruges til udvikling af nye energiteknologer, foreslår Dansk Metal og Ingeniørforeningen
1. september 2005

Danmark skal satse målrettet på at udvikle og modne nye teknologier, som kan indgå i omstillingen af et dansk energisystem, der i højere grad baseres på vedvarende energi. Det har Ingeniørforeningen i Danmark (IDA) og Dansk Metal i fællesskab udarbejdet en plan for.

Ifølge planen skal den energiteknologiske satsning i en femårig periode finansieres gennem en investeringspulje på fire milliarder kroner. Pengene skal hentes fra de merindtægter fra beskatningen af Nordsø-olien, som stigende oliepriser giver staten.

Metal og IDA's pointe er, at stigende oliepriser kan og bør vendes til en miljømæssig og økonomisk fordel. En ide, som også flere politikere talte varmt for i Information i går. De turbulente oliepriser er hele verdens problem - og behovet for teknologiske løsninger, der kan mindske afhængigheden af olien er globalt.

De to fagforbunds mål er at sikre Danmarks plads forrest i et kapløb, der forlængst er skudt i gang: Shell gør det, BP og Chevron gør det også - olieselskaberne investerer betydelige summer i at udvikle nye energisystemer, der i løbet af få årtier skal afløse den stadig dyrere olie.

Metalformand Thorkild E. Jensen kalder det derfor "almindelig sund husmandsfornuft" at bruge olieskattepenge til at investere i fremtidens danske job. Han henviser til erfaringerne fra den danske vindmølleindustri:

"De viser, at der venter milliardomsætning og eksportindtægter, hvis vi tænker fremsynet og satser strategisk."

"Udviklingen af vedvarende energi rummer store muligheder for at skabe arbejdspladser til både ingeniører, smede, andre faglærte såvel som ufaglærte."

I dag beskæftiger vindmølleindustrien omkring 20.000 personer - og samtidig er beskæftigelsen spredt over hele landet, også i udkantsområder, som ellers er ramt af arbejdsløshed.

Nødig på frilandsmuseet

Lars Bytoft Olsen, formand for IDA, påpeger, at Danmark står over for et kompleks af store energiudfordringer de kommende år:

"Faldet i mængden af nordsøolien vil om nogle årtier resultere i mindre eksportindtægter og øget import af olie. Samtidig nødvendiggør de stigende miljøkrav, især med hensyn til CO-udledninger, og hensynet til forsyningssikkerheden en gennemgribende omstilling af det danske energisystem."

Danmark har allerede kvalificerede udviklingsmiljøer inden for en række energiteknologier. Udover vindkraft gælder det for eksempel solceller, brændselsceller, biomasse, solvarme og energibesparelser. Det kræver imidlertid yderligere investeringer at bevare denne gunstige konkurrenceposition fremover:

"Vi tænker ikke bare på forskning, men også på modning af teknologierne i form af udvikling og produktion af store demonstrationsanlæg, der kan overbevise investorer om, at fremtiden ligger her," siger Lars Bytoft Olsen.

Både han og Thorkild E. Jensen understreger den lange indfasningstid, når det gælder omstilling af samfundets energisystem:

"Derfor skal vi skal begynde at udvikle energiteknologierne nu. Næste problem rejser sig hurtigt - vi skal have udviklet et helt andet distributionssystem, der passer til de nye energiformer," siger Thorkild E. Jensen - og tilføjer:

"Vi skal jo nødig ende som frilandsmuseum for udenlandske turister. Vi skal sørge for at skabe fremtidens produktionsvirksomheder," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu