Læsetid: 2 min.

Smerte rimer på Asmussen

Lykkeparoler er fortsat kun for terapeuter og singler. I hvert fald hvis man føler sig ramt af kvindesmerten på Edison-scenen
5. december 2006

Det gør ondt at være i teatret med Peter Asmussen. Ikke mindst når han beskriver kvinder. For han kender os så forfærdelig godt. Kender vores følelsers timing. Forstår vores dyrkelse af det vigtige øjeblik. Og tyder vores blikke, når de siger: 'Men nu er det for sent'.

Peter Asmussens Om et øjeblik kan opleves som en realistisk videredigtning på Asmussens forrygende og skræmmende skilsmissedrama Knogler, engang tilbage i 1997.

Nu er mændene bare taget ud af kvindelivets kriser. De behøver ikke længere at være med på scenen - smerten trives lige så fint uden dem. Og sarkasmen rækker vidt. Også til den om brystkræft: 'Det var dengang, man fjernede bryster, som om det var fodvorter'... Asmussen er en rå herre.

Men instruktøren Kamilla Wargo Brekling har fundet en sjov hybridform mellem dokumentar-teatret og monologen i sin iscenesættelse af de fem skuespillerinder, der lægger krop til hans kvindeskæbner. Hendes tempo styrer uden om det sentimentale og stiver behændigt tragedierne af med dramaturgiske push-up'er og høje hæle.

På samme måde som scenografen Maja Ravn har omskabt Edisons scene til små 'fliser' af gulv med alt fra ægte tæpper til småsten og rullegræs: Hver kvinde, sit domæne - og sin sorg. Og hver kvinde, sin lysfarve i Antonio Rodrigues meddigtende lysindpakning.

Alene om juletræet

Divastorm kan man vist roligt kalde skuespillerpræstationerne. Når Tammi Øst dingler retorisk med øreringene over en uforglemmelig, erotisk elevatortur, så ligger der lige så meget resigneret tolkning mellem sætningerne som i selve ordene.

Når Anette Støvelbæk beretter om sin selvopfundne lægekærlighed, er det med lige dele selvudslettende håndbevægelser og diskantrømmen.

Når Camilla Bendix spurter omkring med lavt bælte i stramme jeans, er det med en så kompleks faderbinding, at man næsten kan høre psykologbøgerne ramle ned fra hylderne.

Når Sarah Boberg med stivnet overkrop kærtegner sine for tidligt fødte børn, er det med en undren, som giver uslugelig klump i halsen, fordi den udlever præcis den frygt, som enhver graviditet hærges af.

Og når Birgitte Simonsen inde fra jakkesættet påberåber sig retten til at udleve sin egen lykke og sine egne drømme, bliver der stille om hende: Lykken er for terapeuter og singler.

Men replikkerne vækker også latter. For eksempel den bitre om, at 'man skal fandme løbe hurtigt, når man danser alene rundt om juletræet'. Eller den beske om, at 'jo mere jeg elskede, jo mere forsvandt jeg. Men så blev jeg hjemmehjælper'.

Som udladning betragtet bliver forestillingen dog 'rigelig'; måske også fordi Asmussen har haft autentiske kvinders udtalelser lige lovlig meget til rådighed som dramatisk materiale. Lidt broderesaks kunne forestillingen godt have tålt. Og lidt stramning af stramajet, så figurerne stod skarpere i silhuet.

Men intens er den - og befriende jordnær i al sin hverdagssorg. Og så endda med håndholdte projektører og et enkelt brusebad. Uden forhæng.

*Om et øjeblik. Tekst: Peter Asmussen. Instruktion: Kamilla Wargo Brekling. Scenografi: Maja Ravn. Lys: Antonio Rodrigues. Musik: Tommy Gee. Edison til den 31. dec. www.bettynansen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu