Læsetid: 2 min.

Smertefyldt søsterdrama

Med gribende spil fra Lena Endre og Amanda Ooms tager Richard Hoberts psykologiske drama 'Harrys døtre' fat i to søstres konflikter i både fortiden og nutiden
30. juni 2006

To søstre venter samtidig deres første barn. Storesøster Marie (Lena Endre) er løbende bekymret for sin graviditet, mens lillesøster Ninni (Amanda Ooms) tager det hele mere med ro. Da det forfærdelige pludselig indtræffer, er det Ninni, der bliver ramt. Hun mister sit barn, mens Marie føder et sundt. Så tilfældigt og uretfærdigt kan livet være - og Richard Hobert bruger det ekstremt følelsesladede afsæt for et intenst psykologisk drama, hvor misundelse og mistro truer med at drive de to søstre fra hinanden, mens der rippes op i traumatiske oplevelser i deres barndom.

Som mor til to drenge på fire og to år er Richard Hoberts nye film en barsk affære for mig. Det går ikke at vægre sig mod Lena Endre og Amanda Ooms gribende spil, der udlever hele det uventede og ubehagelige følelsesregister, som man levende kan forestille sig følge i kølvandet på sorgen og fortvivlelsen over at miste et barn eller være tæt på tabet. Harrys døtre er en film om at miste kontrollen. De to søstre har styr på det hele i deres smarte Stockholmliv, men med graviditeterne falder deres trygge univers og søsterbalancen fra hinanden. De må sande, at man ikke har kontrol over livet, og filmens centrale spørgsmål er, om de efter på egen krop at have oplevet den sandhed, kan bevare kontrollen over virkeligheden.

Gys i realismen

Historien bevæger sig gradvis fra det psykologiske drama over i det næsten skrækfilmsagtige. Der er rig mulighed for dramatisk kontrast mellem den blonde, skrøbelige Lena Endre og den mørke, dramatiske Amanda Ooms, der herhjemme er bedst kendt for hovedrollen som Sveriges første kvindelige pilot i Jan Troells Så hvid som sne. Flere steder frygter man, at filmen er ved at miste fodfæstet, efterhånden som fortidens spøgelser trænger sig stadig mere på, og der fokuseres på to meget forskellige opvæksthistorier i den samme familie frem for søstrenes konflikter i nutiden.

Filmen bevarer balancen, men det er ingen lille mundfuld både at ville tage fat i graviditetspsykoser, søskenderivalisering og incest. Richard Hoberts historie halter, når de unødvendige skrækelementer dukker op. Der er rigeligt med drama i de mere nedtonede øjeblikke mellem søstrene, hvis sorg og smerte formidles så rammende. Selvfølgelig skal ens søster have lov at holde ens barn. Men holder hun ikke lidt for fast og lidt for længe? Og er hun tilregnelig efter det, hun har været igennem?

Den nagende tvivl og de usagte konflikter mellem søstrene er filmens trumf. De velspillende ægtemænd (Jörgen Langhelle og Peter Gardiner) og farmand Harry (Iwar Wiklander) ser forundrede til, mens alt bliver vendt på hovedet. Harrys døtre er et stærkt søskendeportræt og viser tydeligt - efter det udskældte middelalderdrama Tre sole - at Richard Hoberts styrke ligger i den nære og realistiske skildring af hverdagens dramaer. Det har man tidligere set i Løb for livet fra hans serie af film om de syv dødssynder. Uden de mere effektjagende forsøg på at skabe gys, havde Harrys døtre, der vandt publikumsprisen ved Copenhagen Film Festival sidste år, været uafrystelig.

Harrys døtre. Instruktion og manuskript: Richard Hobert. Svensk (Metropol, København, i forbindelse med Svenske Filmdage)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her