Læsetid: 4 min.

Smil på pose

22. februar 1999

KYLLINGESUPPE har ikke siden været helt sig selv, efter at en ung kunstmaler ved navn Andy Warhol i 1962 fik den - set med nutidens øjne indlysende - tanke, at Campbell's røde konservesdåser med bemeldte fluidum var et mere vedkommende motiv end landlige idyller. Andy Warhol var godt nok ikke den første kunstner, der lod sig inspirere af det tyvende århundredes overflod af skilte, etiketter, annoncer og anden handelsmæssig øjenlyst, men han skulle blive den, som historien ønskede at huske som popkunstens fader. Andy Warhol kastede sig mere vedholdende og konsekvent ud i den kommercielle suppedas end tidligere set. Og det lykkedes ham i den grad at udødeliggøre Campbell's, at firmaet den dag i dag stolt holder fast i deres etikette-design, og med stor succes koger suppe på den berømte kunstners billeder. Således langes der dagligt tusinder af beviser på samhørigheden mellem hverdag og værk gennem de amerikanske supermarkeders kassesluser. Til spotpris.
Selvklart er det da, at netop et reklamebureau - nemlig Saatchi & Saatchi, som det fremgik af den forgangne weekends kunsthærgede Information - tegner sig som en af de vigtigste velyndere af ung britisk billedkunst. Reklamebureauets danske afdeling, der mod pæn betaling fremmer snurrige sager som Dragsbæk Margarine, Tholstrup ost og Politiken, er også med til at slå bro mellem det høje og lave. Således står Saatchi & Saatchi sammen med filmselskabet Zentropa bag et aktuelt kunstprojekt, Mr. Who, som i et galleri på den af Ekstra Bladet identificerede kunstmafias yndlingstilholdssted, Bredgade i København, indtil 1. marts blæser forskellige firmaers reklameballoner op som kunst, ægte sponsorkunst.
Her gik vi rundt og troede, at Toms Guldkarameller og Colgate Karies Kontrol var henholdvis sød trøst og sur pligt i den februargrå dagligdag, og så er det kunst! Det simple, virksomme og forbrugende liv, der som et praktisk og vaskbart væg-til-væg-tæppe strækker sig til alle sider, så langt øjet rækker, og gives videre fra generation til generation i al evighed, er i virkeligheden kunstlet, hvorfor Kunst følgelig er et af menneskehedens få kedsommelige øjeblikke, hvis nøgternhed vi frygter og flygter fra.
Således åndeligt beriget er det langt lettere at forstå og drage nytte af reklamekunstens seneste værk, den gratis telefon, som i tidens ånd skaber forbindelse mellem kommunikationsformer, der hidtil aldeles uretmæssigt har været holdt kunstigt adskilte.

KAN MAN BEVISE, at man er mindst 10 år gammel (så for søren), og råder man over en mobiltelefon af mærket Sonofon, er det muligt et par uger efter, at Mr. Who er gået til de evige jagtmarker for at opstøve kunder, at blive tilmeldt SponsorFonen - der i næste udgave af Guinness Rekordbog udråbes som mere populær end Mona Lisa og Kinder Milchschnitte. Tilsammen.
Det særlige ved SponsorFonen er, at den er gratis at tale i. Det kan man gøre et kvarter hver aften og nat
- dog vil en tiendedel af konversationen blive leveret af en smørtenor, som fortæller, at Kims Ostepops er små smil på pose. Sonofon forklarer ikke uden nidkærhed: "Forud for oprettelsen af SponsorFonen, skal du udfylde et spørgeskema, der omfatter medieforbrug, indkøbsvaner, interesseområder m.m. I tilfælde af mangelfulde eller ufuldstændige oplysninger forbeholder Sonofon sig ret til at nægte tilmelding til SponsorFonen."
Man forstår alvoren. Det er ingen kunst at forholde sig passivt til reklame. Guddommelige forbrugere derimod skaber deres personlige og tæt på enestående budskaber ved på forhånd at vælge kategori - på
samme måde som det sker på Internettet, endog uden man behøver løfte en finger, idet maskinerne selv kan finde ud af, hvad man interesserer sig for, ved at bemærke, hvilke kighuller, surferen har lagt øje til. Det forudses i øvrigt, at et komfortabelt flertal af danskerne først og fremmest vil vælge at høre om tre afgørende fænomener i deres telefon, nemlig slik, snacks og sjove mellemmåltider.
Nu er der givetvis en masse kunstelskere, som på deres vante vrisne måde vil klage over, at SponsorFonen kun stiller sin service til rådighed 1,04 procent af døgnet. Information vil hermed slutte sig til dette protestkor og trumfe over med et nyt krav til Sonofon og konsorter. Vi vil have reklame uafbrudt! Hvorfor nøjes med tiende, lad os få det hele! Dette krav hænger naturligvis sammen med vores hyppige iøretagelser af mobiltelefoni på gader og stræder, i busser og badekar. Hvilken flom af åndfuldheder! Hvilken udsøgt retorik! Hvilket elaboreret kunstsyn! Må vi blive fri, før vi keder os til døde. Må vi slippe for disse evindelige afbrydelser.

KAMPEN FORTSÆTTER. Forbrugerne må gå til den fremkommelige Anders Fogh Rasmussen og andre visionære politikere med SponsorFon-modellen i hånd og kræve meget, meget mere af samme skuffe.
Gratis togbilletter står øverst på ønskelisten. Det er vidunderligt at stå af i Roskilde, også selv om man skal til Ringsted. På Roskilde station er der nemlig et kort ophold, mens DSB's administrerende direktør Henrik Hassenkam og fødevarepolitisk ordfører Lene Espersen fra Det Konservative Folkeparti i festlige kyllingekostumer danser pas de deux for de henrykte pendlere, mens de afsynger en reklame for jernbaneburgere med Jolly Cola.
Information skriver skam også om familieliv. Information er uafhængig af partipolitiske og økonomiske interesser. Information skriver skam også om mandebevægelser. Information går ikke så tæt på de kongelige. Information skriver skam også om biler. Information er den mindst ringe avis. Abonner på den daglige hjernevask. Ring 33 69 60 60. Nu! lieb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her