Læsetid: 4 min.

Smil i Skopje, juli 2001

9. juli 2001

»Men så lige mens hun står og laver kaffe, hører hun noget bevæge sig på skolens trappe og lyden af slæbende trin foran døren til hendes lejlighed. Først da falder det hende ind, at hun kunne have flygtet. At hun allerede om morgenen kunne have flygtet ud ad bagdøren. Måske kunne hun være taget afsted endnu tidligere, da skyderierne begyndte i Sarajevo. Hvorfor var hun blevet i landsbyen? Hvorfor havde hun ventet, hvad havde hun håbet på?«
Om bosnisk-muslimske S. i Slavenka Drakulic’
roman ’Som om jeg ikke er der’

DISSE TANKER gik gennem hovedet på den unge skolelærerinde i en landsby i Bosnien i slutningen af maj 1992. Den dag soldaterne kom til byen, skilte mænd fra kvinder, og kørte alle indbyggerne væk til en fangelejr. Hun kunne have forudset situationen, men hun havde – bevidst eller ubevidst – fortrængt det. Hun havde håbet. Håbet på, at det ikke ville komme til hendes by. At det ville gå over. Og at alt ville blive normalt igen.
Nogenlunde på samme måde tænker flertallet af Makedoniens indbyggere, albanere såvel som de slaviske makedonere, mens der kæmpes i bjergene, det internationale samfund maner til ro, og der indgås våbenhvileaftaler og foretages forhandlinger, som så bryder sammen.
Som det fremgår af reportagen fra hovedstaden Skopje på side fire i dagens avis, så forsøger indbyggerne at bevare facaden og fortsætte det liv og den tilværelse, de har bygget op, og som de ikke vil have smadret.
Derfor hersker der surrealistisk ro i Skopje, juli 2001. Derfor smiles og grines der i byen. Sådan som det var tilfældet i 90’erne i Sarajevo, Zadar, Vukovar, Knin, Dubrovnik osv. osv. Indtil det, der ikke kunne ske lige her, endte med at ske.

AT ALMINDELIGE mennesker på den måde klynger sig til håbet om at undgå det værste, hænger naturligvis sammen med, at hver enkelt person har så meget på spil: Familiens nærhed, jobbet, vennerne og ønsket om at fortsætte på den vej, man er slået ind på. Ønsket om at kunne bygge videre på det opnåede, når fremtiden skal skabes. Ønsket om, at blive ved med at have et hjem. At kunne være hjemme. Og føle sig hjemme.
Det er nærmest et naturgivent instinkt at håbe på det bedste. Den tankegang kan man også sagtens fastholde, selv om man måske frygter det værste. Selv om man udmærket er klar over, hvad der foregår oppe i bjergene. For man kan ikke forholde sig til det.
Det kan man slet ikke, hvis man – som flertallet – ikke går op i konfliktens kerneemner. Eller skulle man sige de emner, som bruges i forsøget på at piske en konflikt op.
For, som en 27-årige makedoner siger i dagens reportage, så har »alt dette ikke noget med os – befolkningen – at gøre. Det hele er politik og har ikke noget som helst med rettigheder at gøre. Når du blander politiet og mafiaen sammen, får du dette.«
Nuvel, udtalelsen kommer fra en slavisk makedoner – og altså ikke fra en af de albanere, som ønsker flere rettigheder. Det må tages i betragtning, inden man gør manden til sandhedsvidne. Alligevel har han en pointe, som bør mane til eftertanke. Især fordi det efter ti år med brand på Balkan står mere og mere klart, at det var politikere og magtmennesker, der satte lavinen i gang, frem for at etniske og religiøse modsætninger og had mellem almindelige mennesker skulle være årsagen til Jugoslaviens kollaps.
Mange almindelige mennesker i Slovenien, Kroatien og Bosnien var rystede over det pludselige og hurtige kaos. Det var almindelige mennesker i vor del af Europa også. Og det var politikerne i for eksempel EU-landene i lige så høj grad. Man kunne ikke tro på, at situationen virkelig var på vej mod at gå helt galt. Så man tøvede for længe.

I SPØRGSMÅLET om Makedonien er det internationale samfund – belært af erfaringerne – gået tidligt ind med pres og diplomati. I lørdags blev de politiske ledere i landet således præsenteret for et forslag fra EU og USA til de kommende forhandlinger om landets forfatning. Dokumentet udstikker rammerne for de grundlovsforhandlinger, som det etniskalbanske samfund har efterspurgt.
Hvad planen indeholder mere konkret, var der ingen oplysninger om. Men meget tyder på, at mæglerne er opsatte på at forpligte parterne til at forhandle sig frem. At det er nu, der skal rykkes, kan der ikke herske tvivl om.
For selv om der smiles på cafeerne i hovedstaden Skopje og den største albansk-befolkede by i landet, Tetovo, så er der ingen tvivl om, at folk er bange og rystede indeni. Det viser sig, når man begynder at tale med dem. Herfra skal der således lyde en opfordring til ikke at lade sig narre af smilene, men at arbejde for at gøre smilene ægte.

brun

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her