Læsetid: 4 min.

Smil og verden smiler igen

At skabe gode globale borgere er en forpligtelse, man tager ganske alvorligt i Port Philip i Australien
23. maj 2007

Har du nogensinde prøvet at gå ned ad gaden i dit hjemkvarter med et venligt ansigt og et åbent udtryk og bemærket, hvor mange af dem, du mødte på din vej, der kvitterede med at tilsmile dig eller hilse på anden vis?

At smile er en universel praksis - om end tilbøjeligheden til at smile til fremmede kan variere ganske meget fra kultur til kultur. I Australien hvor venlig og imødekommende adfærd over for andre ikke er usædvanlig, har man i byen Port Philip, en af de mange forstæder til Melbournes Bayside-område, sågar indsat frivillige i et forsøg på at finde ud, hvor ofte byens borgere smiler tilbage til forbipasserende. Bystyret har derefter opsat skilte, der ligner færdselstavler for hastighedsbegræsning, men fortæller fodgængerne, at de f. eks. befinder sig i en '10 smil i timen-zone.' Poppet pjat? Et spild af skatteydernes penge? Borgmester Janet Bolitho siger, at skiltene er et forsøg på at opmuntre folk til at smile og sige G'day - den australske standardhilsen - til både naboer og fremmede, når de spadserer ned ad byens gader. At smile, tilføjer hun, får mennesker til at føle sig mere gensidigt forbundne og tryggere, og kan derved mindske frygten for kriminalitet - et vigtigt element i livskvaliteten i mange byområder.

I et beslægtet forsøg på at få sine borgere til at lære hinanden bedre at kende, har bystyret også gjort det lettere at arrangere gadefester. Initiativet overlades til det de lokale borgere selv at tage, men bystyret tilbyder hjælp til det organisatoriske, udlåner barbecuefaciliteter og solparasoller og dækker de nødvendige forsikringsudgifter. Mange mennesker, som har levet i den samme gade i årevis har ved disse gadefester for første gang talt med hinanden og er blevet gode venner.

Alt dette er del af et program, der har til formål at måle forandringer i byens livskvalitet, således at bystyret kan få et fingerpeg om, hvorvidt det fører bysamfundet i den ønskelige retning. Bystyret ønsker, at Port Philip skal være et bæredygtigt samfund - ikke blot i miljørigtig forstand, men også i henseende til social lighed, økonomisk levedygtighed og kulturel vitalitet.

At skabe gode globale borgere er en forpligtelse, man tager ganske alvorligt i Philip. I stedet for at se privatbilisme som et tegn på velstand, fremhæver bystyret i stedet nedgangen i antallet af privatbiler - og stigningen i brugen af kollektive transportmidler som tegn på fremskridt, for så vidt at drivhusgasemissionerne derved er blevet mindsket på det lokale paln, samtidig med at borgerne er blevet ansporet til i stedet at gå eller cykle. Byen arbejder også målbevidst med mindre energiintensive designformer i nye bygninger.

Nogle kommuner ser deres primære rolle som leverandør af basale tjenester såsom renovation og vedligeholdelse af veje - og så selvfølgelig at opkræve de skatter, som skal finanisere dette. Andre søger at fremme lokalområdets økonomi ved at opmuntre erhvervslivet til at slå sig ned i området for derved at øge beskæftigelsesgrad og skattegrundlag.

I Port Philip anlægger man et bredere, mere langsigtet perspektiv. Man ønsker, at også kommende generationer af borgere skal mindst lige så gode muligheder for at leve det gode liv, som borgerne har i dag. For at værne om livskvaliteten har man således beflittet sig på at måle alle de forskellige aspekter, som bidrager til at højne denne - og venlighed er et af disse. For mange regeringer, både nationale og lokale, er det en højere prioriteret målsætning at bekæmpe og hindre kriminalitet end at anspore til venskab og samarbejde. Men som professor Richard Layard fra London School of Economics hævder i sin seneste bog, Happiness: Lessons from a New Science, så kan ofte være både langt lettere og langt billigere at fremme venskabelig omgang mellem borgerne med den fortræffelige ekstrabonus, at mange mennesker så også opnår en forøget lykkefølelse. Så hvorfor skulle politikerne ikke se dette ædle forsæt som deres opgave.

Ganske beskedne positive oplevelser kan faktisk hjælpe mennesker til ikke blot at føle sig bedre tilpas med sig selv, men også gøre dem mere hjælpsomme over for andre. I 1970 gennemførte to amerikanske psykologer, Alice Isen og Paula Levin, et eksperiment, hvori helt tilfældigt udvalgte personer, der gik ind i en telefonboks, fandt en 10-centsmønt efterladt af den foregående i boksen, mens andre ikke gjorde. Alle testdeltagere fik desuden mulighed for at hjælpe en kvinde med at samle en mappe papirer op, som hun tabte foran dem.

Isen og Levin fandt, at ud af de 16, som fandt en mønt, hjalp de 15 kvinden, mens kun en ud af de 25, som ingen mønt fandt, tilbyde hende deres hjælp. En tilsvarende test afslørede en lignende forskel i beredvilligheden til at poste et adresseret og frankeret brev efterladt i telefonboksen. De, som fandt mønten, var langt mere tilbøjelige til at putte brevet i postkassen.

Skønt senere forskning har sået nogen tvivl om, hvor meget hold der i denne dramatiske forskel, er der næppe tvivl om, at en positiv sindsstemning får mennesker til at føle sig bedre tilpas og gør dem mere hjælpsomme over for andre. Psykologer betegner fænomenet glow of goodwill - velviljens efterglød. Hvorfor skulle beskedne skridt, der kan fremkalde en sådan efterglød, ikke være en opgave for folkevalgte beslutningstagere?

Resultaterne er allerede målbare: I løbet af det seneste halvandet år er andelen af mennesker, som smiler til forbipasserende i Port Philip, vokset fra 8 til 10 procent.

Peter Singer er australsk filosof og professor i bioetik på Princeton University. Han skriver fast i Information

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu