Læsetid: 3 min.

Smilene er borte

1. oktober 2002

Aldrig i Forbundsrepublikkens historie er vælgerne blevet bedraget, som de er blevet det ved dette valg.

Den konservative kanslerkandidat Edmund Stoiber (CDU-CSU)

DER VAR engang – og det er ikke meget mere end en uge siden – da Tyskland svævede i en lystigt løssluppen valgkamp. Sorgløse sensommerdage fulde af smilende politikere, ivrige løfter og lyse fremtidsudsigter. Forrige søndag talte vælgerne, og nu er politikernes smil afløst af alvorlige miner. Alle har de regnskaber at gøre op:
Hos reformkommunisterne (PDS), der ikke klarede spærregrænsen, er der lagt op til storvask. Partiet gik svært tilbage på sit kerneområde, Østtyskland, og nu står selve partiets overlevelse på dagsordenen, når PDS midt i oktober træder sammen til landsmøde. Hvad vil Partiet for Demokratisk Socialisme? Hvad er ’demokratisk socialisme’ overhovedet?
De liberale (FDP) mødes allerede næste weekend til en afgørende holmgang om magten i partiet. Formand Guido Westerwelle vil af med fribytteren Jürgen Möllemann, der i valgkampens slutspurt fremturede med nye antisemitiske budskaber og således skabte tvivl om partiets virkelige ståsted. Partiet drømte om at vinde 18 procents tilslutning, men fik mindre end det halve. Skylden for den fiasko tillægges Jürgen Möllemann.
»Ham eller mig,« siger Westerwelle forud for holmgangen, der kan ende med, at den driftige Möllemann må forlade partiet – og måske starter for sig selv med Jörg Haider som forbillede.
Hos de konservative (CDU-CSU) er smilet stivnet. Trods en større fremgang er valgresultatet (38,5 procent) det tredje dårligste i partiernes historie, og kombineret med FDP’s fiasko lykkedes det som bekendt heller ikke at tage magten fra Gerhard Schröder (SPD), der kan fortsætte som kansler.
Men heller ikke hos socialdemokraterne er der grund til smil. SPD gik omkring 2,5 procentpoint tilbage ved valget, men slap alligevel med et blåt øje, fordi koalitionspartneren, De Grønne, gik tilsvarende frem.
Kun De Grønne har grund til ægte glæde, men smile kan de ikke, for forude venter fire hårde år.

HVAD ØSTTYSKE oversvømmelser og Schröders oprør mod USA’s krav om kadaverdisciplin i Irak-spørgsmålet formåede at skjule under valgkampen, trænger sig nu på med ubønhørlig styrke: Tyskland er på spanden. Pengene fosser ud af de offentlige kasser – uden at indtægterne kan fylde hullerne ud.
Den i forvejen lave vækst bliver endnu lavere, anslår finansminister Hans Eichel (SPD). I stedet for 2,25 procent frem til år 2006, regner han nu med blot 1,5. Det betyder en ny stigning i ledigheden, at investeringen i arbejdspladser udebliver, samt øgede sociale udgifter, samtidig med at skatteindtægterne ikke lever op til regeringens forventninger.
Oven i kommer så de ubetalte regninger fra foregående regeringer, der udskød alvorlige problemer til bedre tider (som aldrig kom): Undervisningssektoren er utidssvarende og elevernes kundskaber for dårlige, sygekasserne drænet for penge, kommunerne økonomisk udsultede, samtidig med at den offentlige administration til dels er ude af kontrol – den engang så magtfulde tyske forbundsbank, for eksempel, har efter indførelsen af den fælles mønt stort set afgivet sine ansvarsområder til Den Europæiske Centralbank, og alligevel har forbundsbanken beholdt 16.000 ansatte.

I disse uger forhandler repræsentanter for socialdemokraterne og De Grønne om grundlaget for den næste regeringsperiode.
På forhånd har partierne præsenteret mange visioner om udbygning af alternativ energi, sprogkurser til indvandrere, homoseksuelles ret til adoption, dyrevelfærd og meget andet. Gode og rigtige mærkesager, men i realiteten er der tale om kosmetiske småtterier, der stjæler opmærksomheden fra det egentlige problem; først og fremmest gælder det for den nye regering om at skabe et samfund, som hænger sammen økonomisk – uden at den sociale balance tipper.
Eksperter forudser, at ledigheden i Tyskland inden årets udgang er vokset til 4,5 millioner – og det er ikke alene 4,5 millioner ulykkelige skæbner eller 4,5 millioner færre forbrugere; de ledige udgør grobunden for social uro.
Gerhard Schröder står foran en gevaldig opgave: Han skal sørge for at skrabe penge sammen til de løbende udgifter og samtidig skabe rammerne for et opsving.
De nødvendige økonomiske midler kan han ikke låne – det vil blot udskyde problemerne, og rentebyrden er tung nok i forvejen. Skatten kan han ikke hæve – det vil bremse forbruget og skade beskæftigelsen yderligere. Tilbage står kun offentlige besparelser og reformer på arbejdsmarkedet, der giver virksomhederne lyst til at ansætte flere – uden at lønmodtagernes rettigheder og krav om anstændige lønninger går tabt.
Når regnskabet er gjort op, er der virkelig ingen grund til at smile.

wpr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu