DER ER STORE penge og masser af prestige på spil i mange lejre, når en film som Frk. Smillas Fornemmelse for Sne går i luften. Den skal simpelthen blive en succes, og det er strengt forbudt for nogen impliceret at ryste på hånden. Producenten kan gå ruin, og for de medvirkende gælder det, at en fiasko kan/vil få indflydelse på deres fremtidige arbejdsmuligheder. Man er ikke bedre end sin sidste film, som det hedder med et af branchens bon mot'er.
Helt ind i den danske verdenspresse afspejlede den latente nervøsitet sig, da stort set samtlige betydende organer inden for den skrevne presse på den ene eller den anden måde brød, nej omgik, den klausul, der var i forbindelse med den første pressekørsel af filmen. Smilla har officiel verdenpremiere i overmorgen ved den årlige filmfestival i Berlin, og af bare flinkhed gav dens bagmænd anmelderne mulighed for at se damen en hel uge før, så de havde rigtig god tid til at foretage deres analyser samt velformulere deres kritiske bemærkninger.
Enten var det naivt, eller også var det en usædvanlig subtil måde at skaffe sig endnu mere omtale på, end man ellers ville have fået. Aldrig så snart havde pressen nemlig set filmen, før en hektisk nervøsitet bredte sig i det københavnske anmelderkorps, mens hemmelighedskræmmeriet høstede triumfer. Ville de konkurrerende aviser vente en hel uge med at løfte sløret for, om Smilla var lykkedes? Skulle man være artig og vente - eller bryde klausulen og melde et førstehåndsindtryk ud?
I FRISK erindring havde al bladfolket den megen ståhej, der havde været omkring udgivelsen af Peter Høegs seneste roman, Kvinden og Aben. Høeg og forlaget Munksgaard/Rosinante havde velvilligt planlagt en stor pressekampagne, men da Jyllands-Posten, dette tidligere så moralske dagblad, på skammelig og udspekuleret vis omgik klausuleringen, brød hele planlægningen sammen, og alt endte i gribsk kaos.
Her skal indskydes, at klausulering er en gammel og anerkendt praksis, der normalt fungerer hensigtsmæssigt, stille og roligt, som et arbejdsværktøj, både aviserne og de producerende forlag og filmselskaber har glæde af. Redaktionerne modtager bogen nogle dage eller en uge før udgivelsen, så den kan anmeldes på udgivelsesdagen. Filmanmelderne ser filmen nogen tid før take-off, så den kan kritiseres på premieredagen. Af og til smutter en boganmeldelse på for tidligt, men det plejer ikke være det store problem.
Siden Bille August, Lars von Trier og Peter Høeg slog igennem internationalt, har scenariet imidlertid været anderledes. Da er deres værker vokset op over den almindelige interesse hos kulturinteresserede til at være højprioriteret, first class-nyhedsstof og altså genstand for hidsig nyhedsjagt mellem i den benhårde konkurrence mellem aviserne.
Frk Smillas pressechef, Jon Stephensen, havde øjensynligt forudset dette, hvorfor han havde indførte en fornyelse i dansk marketing: Anmelderne skulle skrive under på, at de ikke vil anmelde filmen, før den havde haft premiere i Berlin. I hvert fald en, men måske flere anmeldere skrev under, andre gjorde ikke, herunder Informations anmelder. Berlingske Tidende omgik klausulen ved at lade en af bladets reportere interviewe bladets anmelder. Politiken lod sin kulturredaktør vurdere filmen i en slags ikke-anmeldelse og bragte dagen derpå hele anmeldelsen, "da klausulen nu alligevel var brudt". Ekstra Bladet så nærmest konstitutionelt bort fra marketingschefens ønske i sit referat fra det, avisen kaldte en snigpremiere. Alt sammen meget kreativt.
Det skal nu blive interessant at se, om der følger sagsanlæg mod de, der måtte have underskrevet håndfæstningen, men ellers findes ingen reelle sanktionsmuligheder. Hvad kan man egentlig gøre? Skælde ud? Forlag og filmselskaber er jo afhængige af omtale i de store aviser, også ved mindre begivenheder fremover. Okay, Frk. Smilla-filmen er ikke afhængig af en enkelt dansk avis. Dens chance er, at enten internationale kritikere - eller publikum - tager filmen til sig, nu da den danske kritik har vist sig ganske blandet med hældning mod det negative.
DEN DRILAGTIGE leg omkring Frk. Smillas første, danske pressekørsel er en bagatelagtig (omend irriterende for instruktør og selskab) og ganske provinsiel, men også småunderholdende foreteelse, der imidlertid er symptomatisk. Et symbol på den store nervøsitet, som aktørerne holder godt skjult under den selvsikkerhed, der forventes hos en instruktør og en producent, der har det meste på højkant. 194 mio. kr. i menneskepenge er ude at svømme, hvilket er meget også efter US-målestok. Det er nærliggende at sammenligne med supertankeren på havet eller concorden og jumbo-jetjageren i luften. Dyrene er dyre ad helvede til, og katatstrofen må ikke ske.
Hvis de foreløbige og negative vurderinger af Smilla er rigtige, er det desuden nærliggende at sammenligne - på det kunstneriske plan - med tv-satsningen Bryggeren, den på dansk plan hidtil dyreste tv-serieproduktion. I så fald har bevidstheden om beløbsstørrelsens oppumpethed fået begge instruktører, Bille August og Kaspar Rostrup, til at ryste på hånden på den måde, at de har været så midtsøgende i deres formsprog og så angste for ikke at være pæne, polerede og popularitetshungrende nok, at de har opgivet sjælen til fordel for glansbilledet.
De har søgt så meget mod midten, at deres værker ligner dansk politik. Og da har kunsten virkelig et problem.
Bjørk (Kristen Bjørnkjær)
