Læsetid: 5 min.

Smudslitteraturen er blevet stueren

29. juli 2006

Morderen er fundet. Det er ikke længere det mest interessante i kriminalromanen. Genren har udviklet sig og bevæger sig mod accept.
Fra den lynende intelligente suveræne lonewolf privatdetektiv over den halvalkoholiserede ungkarl, der har politikolleger som frustrerende arbejdsvilkår til den insisterende unge kvindelige journalist, der kæmper med at få hverdagen med småbørn til at hænge sammen.
Hovedpersonerne i krimilitteraturen har ændret sig radikalt gennem tiderne. Heldigvis.
Genren har tilpasset sig historisk, mener professor i litteratur ved Aalborg Universitet Jørgen Holmgaard
»Efter Anden Verdenskrig har man sluppet almagtsfantasien. Dette med, at hovedpersonen skulle være en suveræn éner som Sherlock Holmes. Efter krigen kom kollektivtanken ind. Der er stadig én person i centrum, men han skal samarbejde med politikolleger, og det kan give komplikationer, som vi kender det fra vores eget liv. Vores helt er blevet offentligt ansat.«
Og så har kvindefrigørelsen endelig fundet vej til kriminallitteraturen.
»Nu har vi så dette nye fænomen. Femikrimien, hvor vi følger en kvinde, der samtidig med at hun løser mordsager også er mor og har en mand, der synes, hun arbejder for meget. En fri karrierekvinde, der skal have hverdagen til at hænge sammen. Igen en situation som mange kender fra deres egen hverdag.«

Spændetrøjen
I krimien genfinder man de helt klassiske litterære greb som de russiske formalisters fabula og sjuzet, også kaldet plot og story. Og derudover har vi helt antikke krav til genren som Aristoteles’ anagnórisis – genkendelsen. Det er den oplevelse man gerne skulle sidde med, når historien når sit klimaks, og det afsløres hvem morderen er. Disse krav til genren kan man ikke undgå. Læseren forventer dem, og det er denne faste form, der er skyld i, at kriminalromanen på trods af dens popularitet aldrig har været helt accepteret blandt litterater og andre intellektuelle. I 1930’erne kaldte man det smudslitteratur og i 70’erne triviallitteratur. I dag kaldes den ofte populærlitteratur, knaldroman eller lufthavnslitteratur.
»Normsystemer og værdier indenfor kunsten er jo baseret på originalitet. Noget der bryder regler og er defineret ved noget overraskende og eksperimenterende. Og kriminalromaner har jo begrænset mulighed for at blive original. Når man må underkaste sig en række faste regler ,må man også give afkald på originaliteten. Man er vel delvis håndværker, når man er kriminalforfatter,« siger Jørgen Holmgaard.

Højsæson
Det er denne forudsigelighed, der gør kriminalromanen til den eneste litteratur med en decideret højsæson. I sommerperioden stiger salget af Colin Dexter, Kirsten Holst og Liza Marklund altid betragteligt.
»Det er klassisk afslapningslitteratur. Vi vil underholdes, men det skal ikke være for krævende. Men samtidig skal det fange os fuldstændigt. Men på samme tid skal vi ikke være for påvirkede af det, når den er slut. Der skal ikke være kommet nogle ubehagelige overraskelser - jo i historien selvfølgelig – men ikke i formen. Tid og rum skal være organiseret, så man ikke bliver forvirret og kriminalromanens spilleregler skal være overholdt.«
Lektor ved kommunikation på Aalborg Universitet Peter Kirkegaard er ikke helt enig.
»Det er ikke kun et korset eller en spændetrøje. Hvis man tager den svenske forfatter Arne Dahl for eksempel, så bruger han jo kriminalromanformen som anledning til at beskæftige sig med politiske, kulturelle og mytiske mønstre. Han tager genren meget alvorligt. Og det er det rene vrøvl, at det ikke er krævende at læse dem. Kriminalromanen er frit og organisk åndende som al litteratur,« siger han.
Anerkendte forfattere som Paul Auster og Jan Kjærstad har da også med succes brugt elementer fra kriminalromanen. Peter Kirkegaard medgiver dog, at genren har en del ’brodne kar’:
»Lad os nu bare indrømme, at mange kriminalforfattere skriver meget dårligt. Der er langt imellem de, der virkelig kan skrive, og det er selvfølgelig det, der ødelægger det for de andre, der faktisk kan.«

Morderiske svenskere
I Sverige har man flere, der kan. Svensken har etableret sig som en af de mest dominerende nationaliteter på markedet. Sjöwall og Wahlö startede traditionen med at skrive mere socialrealistiske kriminalromaner. Mordet er måske en enkelt persons gerning, men det er samfundets skyld. En anden stor nation er Storbritannien. Vi kender alle de strikse kriminalkommissærer Morse, Frost og Taggart og deres hårdtprøvede assistenter. Dog er den litterære oplevelse ved læsningen af disse begrænset. Men det bliver til forbandet godt TV. Vil man have de mere krævende romaner fra Storbritannien, bør man læse Minette Walters, den unge Michael Connelly og selvfølgelig John Le Carré. Her er det især de psykologiske mekanismer, der er i centrum.
Respekten er ved at indfinde sig også i de litterære kredse. For tiden kører der dybdegående dokumentar-serier og tematirsdage på kanalen for halvstuderede røvere, DR2, om genren, og sidste sommer stod Peter Kirkegaard i spidsen for et sommerkursus i netværket for de nordiske sprog- og litteratur-institutter, Nordliks, afholdt i Aalborg.

Kvantespring
»Mange betragter denne nye tendens med, at kriminalromanerne afspejler en hverdag, vi alle kan genkende, som et fantastisk kvalitetsløft. Man kan pludselig identificere sig med hovedpersonen, og så åbnes der automatisk op for nogle mere litterært interessante mekanismer i forhold til individet,« siger Jørgen Holmgaard.
Det er et kvantespring i forhold til den klassiske kriminalroman.
»I Agatha Cristies romaner er der ikke spor af interesse for et besværligt sjæleliv, og den mandlige kommissær og mavesårssyndromet kan man også blive træt af. Hvis genren skal bevare sin popularitet, må den følge med tiden, og det forstår forfatterne selvfølgelig. Der må være et element af psykologisk kompleksitet for at holde en moderne læser fanget,« siger Peter Kirkegaard.
Og det er jo i bund og grund det, det handler om: At holde læseren fanget.
»Det er måske kriminalromanen, der er den af alle genrer, der taler mest til den umiddelbare læseglæde. Man læser begærligt af sted. Og vil gerne være færdig og så alligevel ikke,« siger Peter Kirkegaard.
Han er selv ivrig læser af kriminalromaner og sammenligner dem med jazz.
»Den gode kriminalroman har jazzmusikkens harmoni. Bestemte mønstre, der giver plads til improvisation for derefter altid at vende tilbage til temaet igen.«
Denne lektor har taget genren til sig, og han møder flere og flere studerende, der har det samme.
»Unge mennesker har ikke så mange forudindtagelser og fine fornemmelser overfor litteraturen. De kommer til genren med et: ’Hvorfor ikke?’«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her