Læsetid: 6 min.

Som en smuk kvinde, der ældes med ynde, men aldrig bliver gammel

Budapest emmer af tragisk historie og dufter af levende kultur. En del af pladsen foran tv-huset er endnu spærret af efter de voldsomme protester i efteråret. Men i de ofte småforfaldne baggårde blomstrer kaffe- og kulturlivet
3. marts 2007

På Szabadsag-Pladsen, få skridt fra de europæiske floders moder, Donau, spadserer de særlige vagter endnu. To og to, som regel en mand og en kvinde, med sorte, varme hatte, der beskytter dem mod den isklare lige-før-foråret-kommer-kulde. Siden efterårets voldsomme optøjer har indgangen til tv-huset og pladsen omkring det sovjetiske mindesmærke været spærret af med stålgitre, og vagterne vandrer adstadigt deres runder hen over pladsen.

"Dengang drømte folk om revolution, de ville skrive en ny forfatning," husker Lysann Heller, journalist på den tysksprogede avis Budapester Zeitung.

Hun skriver om kulturlivet i Budapest, et rigt kulturliv med respekterede film og eksperimenterende musik og med fotografier, der er en kærlighedserklæring til Budapest i endnu en brydningstid. I efteråret var Lysann Heller på pladsen foran tv-huset - på en lille avis skal også kulturredaktøren ud og dække demonstrationer, når byens centrum er fyldt med borgere, der drømmer om revolution.

Før optøjerne var tv-huset ikke hegnet ind som nu, og da demonstranternes mismod eksploderede i ren vrede, gik der ikke lang tid, før de stormede tv-bygningen.

Fjernsynsfolkene blev ved med at sende så længe som muligt, men måtte til sidst give op og lade skærmene gå i sort. Endnu er nogle af vinduerne i huset sværtet af røg. Der var brændende biler og brændende møbler og dokumenter, der blev smidt ud af vinduerne, fortæller Lysann Heller. En ung pressefotograf gik rundt og tog billeder og gentog for sig selv:

"Dette er ikke mit land, dette er ikke mit land."

For enden af pladsen står det sovjetiske mindesmærke. Og tilbage i september løftede demonstranterne hinanden op til våbenskjoldet på den ene side for at mejsle det af.

"Da det endelig lykkedes, græd folk og begyndte at synge den ungarske hymne," husker Lysann Heller - stadig med undrende stemme.

Råbende og syngende bar demonstranterne våbenskjoldet rundt i kvarterets gader som trofæ, højt løftet over deres hoveder.

To gader længere henne ligger parlamentsbygningen, der tilbage i 1956 var centrum for opstanden i Ungarn. For tiden er bygningen, der ligner et filigranpyntet konditorkunstværk, halvt forklædt med et byggestillads. Det var her, reformkommunisten Imre Nagy trådte frem for at love de vrede ungarere bedre tider og frie valg tilbage i 1956. Han blev henrettet af Sovjetstyrkerne.

Systemskiftets spor

Sidste år i september begyndte demonstrationerne, efter at premierministeren indrømmede, at han havde løjet, og at hans regering ikke havde udrettet andet end at holde fast i magten. Angiveligt sagde han også, at situationen i landet simpelthen var "fucked".

Ungarerne kæmper med hårde besparelser i den offentlige sektor for at leve op til euro-kravene, som de har forpligtet sig til ved EU-medlemskabet. Den enkelte ungarer oplever store stigninger i gasprisen og sygehuse, der lukker. Den højtbesungne økonomiske vækst bygger på en low-budget-stat efter irsk model, som lokker udenlandske investeringer til.

Men i Ungarn har modellen efterladt store grupper som systemskiftets tabere; dem med de forkerte uddannelser, som lever i de forkerte dele af landet, eller som tilhører det forkerte mindretal.

Tv-bygningen bærer endnu præg af urolighederne. Og på det sovjetiske mindesmærke mangler endnu det ene våbenskjold. Men Budapest er Budapest. I dag er demonstrationerne skrumpet ind til en håndfuld fanebærere, protesterne er mere konkrete, for tiden gælder det sygehuslukninger - og der er ikke længere krav om nye forfatninger.

Det mest forladte folk

Livet går videre. Få gader fra tv-huset spadserer ungarere og turister langs floden, få gader længere den anden vej ruller indkøbsgaden Vaci Utca sig ud gennem Pests centrum. Og overalt inviterer kaffehusene på kunstfærdige lagkager, byder på varmt gulligt lys også på en vinterkold dag, og ofte byder de også på både intellektuelle og kunstnere samt dem, der drømmer om at være en af delene.

"Det føles som tiden ved forrige århundredskifte, hvor forfattere og revolutionære mødtes i kaffehusene," siger Lysann Heller og smiler.

"Der er stadig nogle, der kan lide at spille den rolle."

Et stort udvalg af farverige og kunstfærdigt tilberedte konditorkager er en selvfølge i mange kaffehuse. Kaffehustraditionen dufter af ungarsk historie, der gennem århundrederne så ofte har været under fremmed herredømme. Ungarerne mener, deres historie begyndte i slutningen af 800-tallet, da stammer østfra slog sig ned på de ungarske sletter. Deres sprog er enestående i Europa,

"Vi er det mest forladte folk af alle," skrev nationaldigteren Sándor Petöfi engang.

"Måske forklarer denne ganske særlige ensomhed den særlige intensitet ved den ungarske eksistens. At være ungarer er en kollektiv neurose," skrev Arthur Koestler, en ungarsk-britisk forfatter.

Gennem århundrederne har ungarerne som et forholdsvis lille folk måttet kæmpe for at overleve, omgivet som de er af slavere på tre sider og tyskere på den fjerde. Ungarn omfavnede serbere, jøder, kroatere og tyskere. Alle, der ville styrke den lille ungarske nation, var velkomne. Det at være ungarer var et valg.

En "vekselvirkning mellem kosmopolitisme og nationalisme," kalder forfatteren Paul Lendvai udviklingen, hvor pendulet svingede fra åbenhed for andre folk og sprog til mørke tider med åbenlys racisme og diskrimination mod de ellers integrerede mindretal.

"Skal ungarerne altså ses som de evige tabere, i dag uden håb på en fredelig genforening af modernationen med den tredjedel af folket, der lever under fremmed herredømme? Eller viser de sig alligevel altid igen som sejrherrer i nederlaget, som ofre og livskunstnere, romantikere og realister," spørger eksil-forfatteren Paul Lendvai.

Spadsereture gennem Budapest tyder på det sidste. Efter murens fald i 1989 og på trods af de hårde tider, der fulgte efter systemskiftet, er Budapest spillevende. Husene bliver kun renoveret langsomt, pengene skal lige være der først, men det højner kun charmen, mener Lysann Heller, og fortæller om den rige arkitektur i byen.

"Som en smuk kvinde, der ældes med ynde," synes hun.

"Der er masser af historie."

Film og baggårdscafeer

Bagsiden af den megen historie er, at de dystre kapitler bliver fortrængt, ikke gennemarbejdet som i Tyskland. Nogle gange er Lysann Heller chokeret over den antisemitisme, der findes. På den anden side, tænker hun højt, findes der også ekstremt venstreorienterede synspunkter, der fører til heftige debatter.

"Det er et meget ungt demokrati," siger hun.

Hun nyder livet i Budapest, ikke mindst kulturlivet. Ungarerne er særligt gode til at lave kunstfilm, som kan ses i programkinoerne, der er god moderne dans og et godt symfoniorkester. På dansestederne eksperimenterer DJ'erne med at kombinere elektronisk musik med ungarske folkedanse, og i det jødiske kvarter er det let at finde klezmer.

Og så er der kommet et nyt fænomen til i de senere år: Baggårdscafeerne. Budapesterne kalder dem kærligt for haver, kert. Selv om der ikke er en eneste blomst, som Lysann Heller bemærker.

Det begyndte for cirka fem år siden, og dengang var det fuldstandig illegalt. Folk rykkede ind i en baggård, der blev sat en bardisk op og en ølhane, lidt musik til - og 'haven' var i gang. Ude på gaden var der intet, der røbede, at der bag denne port gemte sig en cafe.

"Da jeg første gang blev spurgt, om jeg ville komme med i en have, følte jeg, at jeg nu virkelig var blevet accepteret," fortæller Lysann Heller om havernes første år, dengang hun lige var kommet til Budapest efter at have gået på journalistskolen.

Haverne forsvandt lige så hurtigt, som de var opstået, om vinteren var de helt sikkert lukket, og det var ikke sikkert, at de genopstod samme sted foråret efter. Men i de seneste år er de langsomt blevet mere etablerede. De er blevet overdækket, de har fået skilte på porten, og de har endda fået websider, så også gæster udefra har en chance for at finde dem.

20070302-214154-pic-770207470.jpgI Budapests kaffehuse dufter der ikke kun af kaffe. -Det føles som tiden ved forrige århundredskifte, hvor forfattere og revolutionære mødtes i kaffehusene,- fortæller journalisten Lysann Heller om stemningen oven på protesterne mod premierministeren
i efteråret.
Foto: Polfoto

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu