Som enhver ved, der har læst Stendhal, Sofokles eller enhver ordentlig russisk roman, indtræder ordentlig tragik først, når nogen har det godt og siden får det skidt.
Folk, som altid har haft det elendigt, er det ikke lige så synd for som folk, for hvem det først går godt og siden ned ad bakke. I hvert fald ikke i læserens forestillingsverden, hvor oplevelsen af det tragiske udløses af fornemmelsen af tab; af faldet fra en tryghed, som end også læseren selv måske en dag kunne tænkes ved en ulykke at tumle ud af.
Chimamanda Ngozi Adichies roman En halv gul sol starter i en verden, hvor alt er trygt og godt og bekymringerne derfor mest er af den psykologiske art, der hører til hos borgerskaber i fredstid: jalousi mellem de to tvillingesøstre Olanna og Kainene, uklædelig grådighed hos deres far, begær efter de unge piger hos farens magtfulde venner, trættende gin & tonic-sladder i den britiske klub, som den unge journalistspire Richard mod sin vilje navigeres ind i ved sin ankomst til landet, utroskab, skruk og usikkerhed.
Og fra den anden side den fattige og uvidende, men nysgerrige knægt Ugwus rådvilde forsøg på så hurtigt som muligt at blive så dygtig en husdreng hos sin nye herre Odenigbo, at Ugwu ikke igen bliver sparket ned fra den sociale rangstige og tilbage i landsbyens ingenting.
Blodig vrede
Landet er Nigeria, og tiden er 1960'erne: Efter uafhængigheden fra det britiske styre og før den blodige borgerkrig, Biafrakrigen, der hærgede landet fra 1967-70.
Biafra-krigen havde mange af de samme forudsætninger og forbindelser til kolonitiden som andre af de seneste tiårs borgerkrige og folkedrab på kontinentet: En bestemt etnisk gruppe (her igboerne, i Rwanda tutsierne), var blevet favoriseret af koloniherrerne og blev genstand for de øvrige gruppers blodige vrede.
I Nigeria førte et fejlslået kupforsøg fra igbo-officere til massakrer på igboerne og politiske spændinger, som kulminerede, da igbo-lederen Ojukwu erklærede den olierige Biafra-region selvstændig; herefter fulgte krigen, hvor den nigerianske regering ved hjælp af regulære ildkampe, bombefly og udsultning med britisk og sovjetisk støtte slog igboernes oprør ned.
Ned i afgrunden
Vores hovedpersoner, tvillingerne Olanna og Kainene og drengen Ugwu, tilhører igboerne og det er denne krig, som trækker dem - sammen med englænderen Richard, der er kæreste med Kainene - ud af deres privat privilegerede verden og ind i et politisk blodbad, som splitter dem ad og kaster dem ud i afkroge af livet, som kun en krig kan vise en.
Olanna, der lever sammen med den politisk optændte professor Odenigbo, begejstres sammen med ham for det uafhængige Biafra, og de flyttes rundt i det nyerklærede land og arbejder under det nye flag med en halv, gul sol, mens folk dør, landsbyerne bombes, og børnenes hår falder af og deres maver svulmer op af kwasiorkor. Ugwu følger familien og forsøger at undgå at blive tvangsindskrevet til den front, der i stadigt stigende grad er lig den sikre død. Også Richard, hvis kærlighed til igbo-folket, deres keramiske krukker og Kainene hele tiden glider sammen, lader sig indrullere i uafhængighedskampen, mens Kainene også i krigstid er en hård og sarkastisk forretningskvinde.
Adichie fortæller hovedsageligt sine historier fra Olannas, Richards og Ugwus synsvinkler. De er alle unge og åbne, og de formes alle tre til modne mennesker med dybe ar gennem bogen og gennem krigen.
Det er en rig og episk fortælling, som ubesværet fletter krigens og storpolitikkens tråde sammen med de private liv, som jo ikke hører op, bare fordi mennesker bliver bombarderet, er på flugt eller ikke ved, hvor de skal finde deres næste måltid.
At krig gør mennesker grimme er en betingelse, som Adichie formår at udfolde uden at man mister sin selvretfærdige sympati for personerne; at den også til tider gør dem smukke gør bogen bevægende og nær.
Ind i en krisetid
At en 29-årig kvinde som sin anden bog kan udgive et så dygtigt romanværk, er det svært at lade være med at mistænke såvel den stærke nigerianske romantradition som hendes igangværende uddannelse i den elitære amerikanske universitetsverden for et vist medansvar for; at der ud af dét kan komme et så fint, varmt og helstøbt indblik i en krisetid, som også Adichies egne forældre og familie dengang efter uafhængigheden blev kastet ud i, kan man kun være taknemmelig for.
