Læsetid: 2 min.

Den smukke solnedgang

Mere kønt end dybt fortæller den talentfulde franskmand François Ozon om en dødsmærket modefotografs sidste måneder
27. oktober 2006

Som instruktør er den produktive François Ozon frem for alt formfuldendt. Trods hans relativt unge alder emmer hans velskabte film af lagret fransk filmkultur og fornemmelse for den delikate grænse, hvortil man kan gå for langt, uden at den gode smag for alvor sættes overstyr.

Han har det til fælles med sin dødsmærkede unge hovedperson Romain i Tid til afsked, at begge her kæmper en kamp med egen overfladiskhed. Den kræftsyge Romain stræber efter at få noget meningsfuldt ud af de sidste måneder i sit liv; og Ozon vil gerne fortælle noget væsentligt om et menneske i dødens nærhed, om evige livsværdier og ensom erkendelse.

Indfanget af Ozons drevne, koncise fortælleform følger man opmærksomt og spændt den enkle fortælling, men føler sig aldrig rigtig grebet. Dertil glider Ozon for let af på et emne, der mere end noget andet kræver en fordybelse og total troværdighed, som han ikke præsterer her. Den ca. 30-årige homoseksuelle Romain er efterspurgt modefotograf og tilsyneladende et af tilværelsens lykkebørn: En flot fyr, med mange penge og en ung, tilbedende elsker. Men da Romains læge konstaterer en kræftsygdom og kun giver ham få måneder at leve i, konfronteres han med sin tilværelses fundamentale goldhed og egoisme.

Selvhad og bitterhed over sin skæbne gør ham aggressiv, og han slår unødigt hårdt hånden af sin elsker og sin søster. Megen medfølelse rummer han ikke - og føler derfor heller ikke selv trang til at appellere til medfølelse. Kun til sin gamle farmor betror han sig om sin dødelige sygdom, for hun skal, som han noget ufølsomt bemærker, "selv snart dø". Men inkarneret af en dejligt usentimental og tørt sardonisk Jeanne Moreau er farmoren af samme selviske enspænderstøbning som barnebarnet, og hun forstår ham.

Halvkomisk trekant

I dødens nærhed genfinder Romain barnet i sig selv og erkender, at han har handlet forkert over for sin elsker og sin søster. Der er en smuk scene, hvor han pr. mobiltelefon forsoner sig med søsteren, mens han fotograferer hende, uden at hun aner det. Han er iagttageren, der selv nu med en snarlig død i syne er sat uafvendeligt udenfor.

Anderledes postuleret virker et sidetema om Romains' rolle som sæddonor for en jævn hverdagskvinde (en kliché-sødmefyldt Valeria Bruni-Tedeschi). Det fører til en trekant-séance, der bekræfter alle vaneforestillinger om sæddonering a la française. Rent bortset fra ubehaget ved den underliggende tvivlsomme grundholdning: at det er en menneskelig forpligtelse at forplante sig.

Romain spilles af Melvil Poupaud, dekorativ selv med primitivt karsehård, skægstubbe og hovedet i wc-kummen under opkastning. Men også godt ramt som typen på den forkælede egocentriker og sporadiske charmør.

Man husker ham som spæd, desorienteret yngling omgivet af unge piger i Eric Rohmers Et sommereventyr, og til sidst vender han tilbage til denne films mytiske strand for at få fred med sig selv. Kønt og stemningsfuldt og fuld af genklange - men også døden reduceret til en smukt filmet solnedgang. Og dermed en æstetiserende slutning, der er lidt for karakteristisk for filmen som helhed.

*Tid til afsked. Instruktion og manuskript: François Ozon. Fransk (Grand, Kbh., Øst for Paradis, Århus, Cafébiografen, Odense)

var id = window.location.search.substring(1);var player1 = new FlashObject("http://filmtrailer.com/trailers/flashplayer/player2_vers01/mediaplayer2.swf?" + "nocache=" + new Date().getTime() + "", "Mediaplayer", "403", "401", "7", "#ffffff", true);player1.addParam("scale","noscale");player1.addParam("salign","TL");player1.addVariable("direct_id", id);player1.addVariable("customer_id", '8385');player1.addVariable("film_id", '000359');player1.addVariable("color", 0xDDDDDD);player1.addVariable("tekstColor", 0x666666);
player1.addVariable("autoStart", false);player1.write("filmtrailer");

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu