Læsetid: 3 min.

Smurte mundvige

25. januar 2002

FREDAG den 1. februar bliver Københavns Kommunes socialdemokratiske overborgmester Jens Kramer Mikkelsen troværdig. Et mirakel? Nej, forklaringen er såmænd mere jordnær. Om en uge tiltræder nemlig overborgmesterens nye, friske pressekonsulent.
Det er ingen hemmelighed, at Socialdemokratiet – også i København – op til valgene i november lignede en synkende supertanker, hvad angik omdømmet. Det problem skal professionelle kommunikationsfolk nu rette op på, og meget passende har overborgmesteren valgt sig en af de overlevende fra Estonias forlis som rådgiver. Det drejer sig om Morten Boje, tidligere presserådgiver for kanoner som Hans Hækkerup og Mogens Lykketoft og med erfaring fra job i private kommunikationsfirmaer.
Boje afløser borgmesterens hidtidige rådgiver Carsten Mai Jørgensen, som er blevet så at sige forfremmet til pressemand for finansminister Thor Pedersen (V). Carsten Mai Jørgensen har, målt med PR-branchens egne alen, gjort det rigtig rigtig godt: Drejet elegant rundt på en politisk tallerken, ligesom så mange andre kommunikationseksperter har taget 180 graders-turen efter valgene.

FOR ER man professionel, ligger A og V tæt ved siden af hinanden i alfabetet. Politiske partier er kunder på linje med hinanden og med sæbefabrikker, telefonselskaber og andre, der skal have poleret omdømmet. Indholdet er uden betydning, det er fagfolks betjening af kommunikationsværktøjet, der betyder alt i dag, og redskaberne er raden rundt de samme.
Eller næsten de samme. For ser man sådan noget som PR-bureauer efter i sømmene, hvilket Ugebrevet Mandag Morgen forsøgte forleden, tegner der sig et broget billede, især hvad angår etikken.

FAKTISK må man tage sig til hovedet, når man i ugebrevet ser nogle af PR-branchens ledende skikkelser forsvare jagten på fede fortjenester i etiske gråzoner. Samtidig hyldes en hysterisk lukkethed om branchens gøren og laden, en lukkethed som står i skrigende modsætning til den åbenhed, PR-folk ofte prædiker over for andre brancher.
Der er mange penge på spil. En PR-bureaudirektør beretter om luksusdomiciler, vinflasker til 5.000 kroner stykket og krav til den enkelte medarbejder om at tjene sin egen løn hjem tre-fire gange. Et umenneskeligt pres, der let fører til desperate fremgangsmåder, som da et bureau øvede en form for – med Mandag Morgens ord – »pengeafpresning af FDB« ved uopfordret at afdække mulige problemer med børnearbejde hos en FDB-underleverandør og derefter henvende sig med et kostbart tilbud om kommunikationshjælp til FDB.
Hverdag i dele af PR-branchen er blandt andet, at PR-bureauet på sin kundes vegne udbreder ufordelagtige oplysninger om konkurrenter. Endvidere vil nogle PR-bureauer ikke afvise at løse opgaver for bestemte kunder, uanset om kundens produkt så skulle være våben eller sundhedsskadelige varer. Det er heller ikke ualmindeligt at benytte sig af stråmænd, der taler kundens sag med den troværdighed, som forlenes tilsyneladende uafhængige personer. Husk læge Tage Voss’ mangeårige virke under dække for tobaksindustrien.

FOLKET kan ikke købe PR-assistance, når det skal møde markedsføringen af politik og produkter. Det er i denne ulige fejde om meninger og forbrug, at PR-branchens egentlige problem ligger. Public relations-branchen plejer ved festlige lejligheder og i sine teoretiske udgaver på universiteter og handelshøjskoler at forsvare sig med, at den forbedrer forbindelsen mellem organisationer og befolkningen. Men den stigende brug af PR kan vel også ses som en betænkelig professionalisering af samfundets samtaler og dermed en undergravelse af demokratiet.
I et politisk klima, hvor råd og nævn nærmest er gjort til samfundsskadelig virksomhed, kan der være særlig grund til bekymring over den udbredte PR-metode, at bureauerne energisk søger at vinde betydende – og måske af regeringen ’frisatte’ – forskere og græsrødder for kundens sag, enten som egentlige fortalere eller lige så godt: Som del af et netværk eller interessefælleskab, der rummer flere holdninger, men alligevel tjener som forankring og legitimering af kundens mål.
Jo, i forhold til de spørgsmål, som sådanne tiltag rejser, er en ny pressemand til at smøre en overborgmesters mundvige det rene vand.
Men alle PR-branchens aktiviteter bør mødes med krav om øget åbenhed. Det gælder særligt der, hvor demokratiet har mest i klemme, i krydsfeltet mellem politik og forretning. Op på bordet med aftalerne om at professionalisere politikken og omvendt med erhvervslivets PR-påvirkning af det politiske system.
Uden denne åbenhed går de etiske regnskaber aldrig ikke op.

lieb

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her