Læsetid: 5 min.

Snablen i virkeligheden

Fire elektroniske plader suger traditionelle instrumenter som elguitar, ukulele og menneskestemme til sig og peger tilbage til både blues, støjrock, folkemusik og elektrisk jazz a la Miles Davis.
12. maj 2007

Man har stirret ned i elektronikken gennem snart mange år. For der har gemt sig - og der gemmer sig stadig - masser af mysterier dernede. Man - og dermed menes både den elektroniske musiks lyttere og udøvere - har været dybt optaget af maskinernes uendelighed. Men på et tidspunkt engang inden for det sidste årti er en række elektroniske musikere begyndt at løfte blikket fra samplere, sequencere, bassynthesizere, trommemaskiner, effektmoduler, keyboards, laptops og circuitbendet isenkram. Og se, ovre i hjørnet står den akustiske eller elektriske guitar, man har klimpret på i gymnasiet, eller det trommesæt, man har groovet for vildt på i jazzbandet, der aldrig fik pladekontrakt. Og når man begynder at spille på dem igen, finder man ud af, at disse instrumenter har deres helt egen analoge klanglighed, personlighed, og at den tekniske begrænsning, som man selv lægger for dagen, spiller ret godt op mod præcisionen i computeren. Den, man længe har forsøgt at programmere sig fri af. Tingene ånder på en noget anderledes frivol og spontan facon ude i virkeligheden.

Det er tydeligt på de fire semi-elektroniske plader, jeg sidder med her i laptoppens skær. Med snablen ude i den analoge virkelighed (eller måske omvendt: med snablen inde i den elektroniske faktion) opstår der nye interessante konflikter, man kan suge næring af.

Abstrakt og mikrojazzet

Eller konflikter er måske så meget sagt, når man lytter til danske Baduns elegante debutalbum Badun. Et abstrakt mikrojazzet album, flimrende i sin ynde og manet frem mellem hænderne og hard-diskene på d'herrer Oliver Duckert, Aske Krammer og Brian Møller. Tangenter, guitar, bas, sitar, percussion og blæsere manes diskret til sitrende liv, eller divideres i computerens muligheds-million for at genopstå som bittesmå udsagn uden genkendelig relation til virkelighedens instrumenter - men ikke med mindre musikalsk betydning.

Især pressemeddelelsens reference til Miles Davis i hans Bitches Brew-periode er oplagt. Her er et moderne orkester, som sætter 220 volts spørgsmålstegn ved jazzen, som Davis også gjorde dengang i overgangen til 70'erne. Og man finder også hos Badun det hypnotiske groove, der dog er langt mere digitalt detaljeret, med sin egen mikrodynamiske logik. Ikke de lange seje oceaniske grooves, men de små hidsige ryk med minutiøst programmerede fjedre. Og de melodiske og harmoniske elementer stryger også lytteren anderledes venligt med hårene - i modsætning til Miles Davis' iltre visioner.

Man kan også ane Tortoise og deres høflige revurdering af jazz eller den tyske elektroniske dubjazz fra BurntFriedmann og Flanger. Og i forlængelse af forgængernes fodspor træder Badun ud i deres egen subtile, non-repetitive vision. Et strålende heksebryg, hvor der ingen klar overgang er mellem det håndspillede og det fingerprogrammerede; det kan være uklart, hvor trioens tre skrøbelige hylstre rent faktisk befinder sig i mixet, og det gør det bare så meget desto smukkere.

Melodiske bordbomber

Det er noget mere klart hos canadiske Andy Dixon alias Secret Mommy på hans nye album Plays. Her er et før og et efter. Før: En flok musikere spiller på udelukkende akustiske instrumenter, fra stemme over ukulele til barytonsaxofon. Efter: Secret Mommy har klippet og klistret, så det hakker og sprutter. Og det gør han godt, gerne med naivistisk glød, humoristiske strejf og masser af melodiske bordbomber. Hvis man har hørt danske Jab Mica Och El, så har man en okay ide om, hvor Plays befinder sig musikalsk. Men det er jo de færreste, så det er på sin plads at sige, at albummet befinder sig et sted, hvor det håndspillede stadig får masser af plads, men også brister i fine mønstre af varierende dadaistisk detaljerigdom. Ikke et jordskælv, men et ekstremt charmerende bekendtskab.

Bluesen bløder igennem

Mens både folkemusik og alternativ nuttet indiepop skinner igennem al redigeringen hos Secret Mommy, så får bluesen lov at bløde igennem på den tyske duo Laubs nye album Deinetwegen. Med Antye Greie alias AGF's kølige kontrollerede stemme i front er man vidne til en sær blues med laptop og guitar - forestået af Laubs anden halvdel, Jotka. Ja, Deinetwegen er nærmest antiblueset i passager, men også med behjertede forsøg på at få bluesens rå følelse og enkle transmission af ulykke overført til electronicaen. Det lykkes bedst, når der ikke jordes for meget rundt på elguitarens gribbebræt, og når AGF tør gå lidt tættere på mikrofonen i betroelsens navn. For eksempel på den brillante skæring 'Schnee'. Her får Laubs blues sin egen mega-urbane tyngde, som man godt kan savne i de passager, hvor strenge og mikrochip gnubber lidt sterilt mod hinanden.

Lykkeligt genhør

Dét sker til gengæld slet ikke på østrigske Christian Fennesz' album Endless Summer fra 2001. Hvad det laver i denne anmeldelse? Jo, det er blevet remasteret (og lyder dermed klarere) og genudgivet med to ekstranumre, og det er et overordentlig lykkeligt genhør. En påmindelse om, hvor friskt det lød dengang, da Fennesz præsenterede os for sin nedsmeltning af guitar i computerens bitbad. Sænket ned i og op af programmeringens syre fremstår instrumentet i utallige former og klangfarver: Glitchende tænderklaprende på kanten af den frysende væske. I færd med at falde fra hinanden efter ætsende behandling. Gurglende lige i overfladen mellem væren og ikke-væren. Eller uforståeligt uskadt i en luftlomme. Fennesz opererer på Endless Summer et sted mellem tyske Ovals glitch, de britiske støjrockmestre i My Bloody Valentine og mere vemodige britiske shoegazere. Hans romantik er af dekonstruktiv karakter og er af stor inderlighed, når den bryder gennem det komplekse skydække af efterbehandlinger og omredigeringer.

Så forskellige former for erindring løber altså gennem disse fire plader (et ord, vi måske også en dag må grave frem af erindringen). Om det er elektrisk jazz, folkemusik, indiepop, blues eller støjrock. Flere steder aner man en længsel efter noget enklere, noget måske mere oprindeligt. Men lige så ofte fortæller disse plader os, at det er i mødet mellem de traditionelle instrumenter og en ny tids digitalisme, at vores nye sprog findes. At det er i mødet mellem kroppen og teknologien, at historien om vores tid fortælles. At det er ved at blive vores oprindelighed.

- Badun: Badun (Rump Recordings/VME)

Secret Mommy: Plays (Ache Records/Specialimport)

www.acherecords.com

- Laub: Deinetwegen (AGF Producktion/Specialimport) www.agfproducktion.com

- Fennesz: Endless Summer (Ny udgave) (Editions Mego/Specialimport) www.editionsmego.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu