Læsetid: 4 min.

Snapshotsfra de indre solsystemer

Der har sneget sig en behersket tone ind i mesterensemblet Klondykes klangunivers, der dog kun yderligere fremhæver sangskriver Mikael K's talent hvad angår tekst som melodi
30. januar 2006

Få sangskrivere har her i det stadig ret ny årtusind fyldt mig med så megen glæde som denne Mikael K. Talentet er simpelthen kolossalt og via sit fine ensemble Klondyke er materialet blevet eksemplarisk forløst på til dato i alt tre album, hvoraf det seneste hedder Verdensmand, som p.t. ligger trygt og sikkert på min cd-afspillers førsteplads.

Og har De moneter på kistebunden, sans for suveræn sangskrivning, der er labert arrangeret og dygtigt produceret oveni samt et par gode ører at lytte med, vil det også snart indtage samme position i Deres liv, tør vi påstå. For selv om man selvfølgelig ikke kan lade være med at glædes i sit stedse mere nedbrudte korpus over de sidste års opblomstring af dansksproget sangskrivning, er det ikke sådan, at talentmassen decideret har overvældet os. Rigtig meget af det er faktisk mere sympatisk og lovende end egentligt uundværligt og beåndet.

Når Mikael K & Co nu formår at lægge sig så suverænt forrest i feltet, skyldes det måske det faktum, at frontmanden ingen årsunge er, men faktisk i mange år har gået og plejet såvel talent som sangskrivning på sidelinjen.

Han havde i sin tid sågar en art karriere kørende indenfor det særlige 80'er-fænomen, der kaldtes børnerock med gruppen Boobs, som udsendte tre lp'er, før det i 1987 trak stikket ud og eskorteredes over i rockhistorien. Til gengæld vendte han tilbage med fornyet kraft og styrke i 2002 med Klondykes stadig chokerende gode debutalbum, Guld, der står som en milepæl indenfor den ny bølge af dansksproget musik med 10 træfsikre skæringer, der alle holder.

Helt så vellykket var efterfølgeren Lille Vampyr fra året efter ikke; den lød en kjende forjaget i både produktion og undfangelse og indeholdt også lidt fyld, så den undgik ikke et skær af en sort Guld II, trods mange fine enkeltstående momenter.

Underspillet og raffineret

Derfor er det glædeligt at kunne fremføre den frydefulde nyhed, at Klondyke - grundlæggende en kvartet, der ud over Mikael K på alskens strengeinstrumenter tæller janitsharen Per Lange, bassisten Anton Johannes Hejl og den gudbenådede strengebetvinger Nikolaj Heyman, suppleret med diverse gæster - med Verdensmand såvel matcher Guld som til lejligheden har fundet en ny, mere renfærdig musikalsk tone, der på en og samme gang er underspillet og raffineret. Det sætter umiskendeligt sangeren Mikael K i fokus, hvilket ikke er så ringe endda, for han formår virkelig at sætte ild til sine elektrificerende og ofte vittige beretninger om forhutlede skæbner, kærlighedsramte eksistenser, trendy wanna-bes, bemostede barflys, kække kosmopolitter, poesiforgiftede drømmere og hvem der nu ellers driver ind og ud af dette lyrisk mættede, men også kærkomment konkrete tekstunivers.

Teksterne er i ca. halvdelen af tilfældene blevet til i selskab med en anden gammel rotte i form af Nils Torp, der til daglig bestyrer gesjæften Souvenirs; de to herrer synes at drive hinanden til de herligste sproglige excesser og det er både sprudlende og uimodståeligt og sidder tilmed sprogligt lige i skabet. Det er vist her man udbryder "sådan!" Musikalsk bides der mærke i Gæst Vincents vidunderlige ind- og udfald på diverse tangentinstrumenter, som formår at digte med, lægge til og i det hele taget bidrage til festen med en lydhørhed, et raffinement og en musikalitet, der korresponderer med sammes guldrandede indsatser på Allan Olsens Gæst fra 2004. Men alt det ville være pisseligegyldigt, hvis ikke Mikael K havde leveret den melodiske vare - hvad han har. I overmål, tilmed. For her er hits nok til resten af året, hvis det er med den på.

Kaotisk som sædvanlig

Pladen ligger uventet ud med nogle overraskende synthesizer-figurer, der leder tankerne hen på Visage og Ultravox (!), men så sætter Mikael K i med vokalen og Verdensmand skydes i gang med en atypisk, men vindende skæring om at sidde i toget "Til Spanien". Den fascination af ordlege, stednavne, namedropping og dobbelttydigheder, der præger værket, kommer til fuld udfoldelse her og får stort set lov til at køre gerade aus hele vejen igennem, kun brudt af nogle få skælvende øjeblikke, hvor denne blufærdige aalborgensiske herre lige kigger indad, for at checke om alt derinde er lige så kaotisk som sædvanlig. Der fortsættes med et æterisk arrangement af et af de der nutidige københavnerportrætter, Mikael K gerne ryster ud af ærmet, i form af "Easy Rider (27)"; den suppleres løbende af det dårende "Marie Claire Memories" og den lune lille sag om "Jim & Louise".

Med "15 graders frost" - hvor protagonisten "strejfer omkring i en snestorm i kortærmet skjorte" - leveres den første af de forfinede og kuldegysningsinducerende melodier, denne Mister K ind i mellem præsenterer en måbende offentlighed for. Også den sløvt jazzede "En 5-stjernet tabers comeback" tryllebinder, mens historien om værtshuset "Bukowski" med stil og stamina skriver sig ind i traditionen fra Schade og Sigfred Pedersen, om end melodien lader lidt tilbage at ønske.

Til gengæld er "Desdemonas Pokador" fuldstændig forførende med sin pseudospanske klange og en tekst, der begynder på Enghavevej og ender i en tyrefægterarena. Lidt lavmælt verdenssmerte bliver der plads til på den økologisk bedrøvede "Fra Bagdad til Ground Zero", pladens flotteste vokalindsats, før der lukkes og slukkes med "Aften i sort/hvid", en sang til et barn, pletrenset for sentimentalitet, men læsset med følelse og kærlighed. En værdig afslutning på et prægtigt album.

Klondyke: Verdensmand (Bonnier-Amigo) Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu