Læsetid: 3 min.

Snavsede hænder

18. februar 2002

Italiens stærkt forfængelige statsminister, Silvio Berlusconi, var lutter tandsmil, da han i forgangne uge blev fotograferet i London sammen med Tony Blair, efter at de to havde forhandlet fælles fodslag i arbejdsmarkedsforhold. Mødet var et første resultat af udenrigsminister Berlusconis opgivelse af følgagtighed over for Frankrig og Tyskland i Italiens EU-politik og tilnærmelse til en britisk position. På det efterfølgende pressemøde kunne den italienske statsmand dog ikke nære sig for at udslynge endnu en forbandelse mod de kommunistiske dommere og statsadvokater, der forpester tilværelsen for ham
i hjemlandet. Det er en besættelse for ham. Ligegyldigt i hvilket forum, Silvio Berlusconi optræder, så skal de statsundergravende kommunister i det italienske retsvæsen, der forfølger både statsmanden, forretningsmanden og privatpersonen Berlusconi lige frakendes al ret og ære med en verbal spand lort. Ofte til hans værters synlige forlegenhed.
Men det er mere end en besættelse. Det er en kampagne. Iscenesat for snart ti år siden og gennemført så konsekvent, at der ikke går en dag, uden at Berlusconi sår tvivl om det italienske retsvæsens forfatningsmæssige uafhængighed. En kampagne i tre faser: En personforfølgelse. En sandhedsfordrejning kamoufleret som nyhedsformidling og debat i hans egne trykte og elektroniske medier. En lovgivning som fjerner retsgrundlaget for efterforskning i de forbrydelser, han selv er anklaget for.

Personforfølgelsen opfandt Berlusconi ikke selv. Det gjorde vennen og gudfaderen til et af hans børn, Bettino Craxi, da denne mærkede, at Operation Rene Hænder begyndte at nærme sig ham. I et par usignerede kommentarer i et dagblad udtrykte han forblommet, at denne statsadvokat Antonio di
Pietro ikke selv havde rent mel i posen. Craxi – to gange statsminister i 70’erne og den, der har lovliggjort Berlusconis ulovlige tv-virksomhed – havde bevaret tæt forhold til elementer i efterretningstjenesten, som havde forsynet ham med et dossier – som først Berlusconi kom til at gøre fuldt brug af. Ugen efter, at Berlusconi som statsminister i november 1994 fik sin første sag for korruption på halsen, tvang han Antonio di Pietro ud af statsadvokaturen og ind en årelang række af retssager, hvor symbolet på Rene Hænder skulle forsvare sig mod anklager for bestikkelse og embedsmisbrug. Di Pietro vandt alle sagerne, men sat ud af spil var han. Silvio Berlusconi optrådte aldrig selv som bagmand. Det var hans broder Paolo og hans advokat og forsvarsminister Cesare Previti, der anonymt havde forvaltet Craxis dossier.

Berlusconi og hans medier hyldede Rene Hænder, indtil de greb fat om ham. Fra den dag, den 22. november 1994, blev der skiftet signal, og det, man har kaldt delegitimeringen af statsadvokatur og dommere, blev iværksat.
De »røde kapper« blev et nyt ord i dagligsproget, kulminerende med at Silvio Berlusconi fornylig kaldte deres virksomhed »borgerkrig«, og med at to af hans aviser opfandt et hemmeligt møde og komplot på et hotel i Schweiz mellem anklageren i en af hans sager, Ilda Boccassini, og et par fremtrædende europæiske statsadvokater. Blandt dem minsandten FN’s chefanklager i krigsforbrydelsessager, Carla del Ponte. Personerne kender kun hinanden ved navn, mødet har aldrig fundet sted, journalist og redaktører taber en injuriesag, men den opdigtede historie har haft sin virkning.

Som lovgiver begyndte Berlusconi at rydde op i egne sager allerede i den korte regeringsperiode i 1994. To justitsministerielle inspektioner skulle hos Rene Hænder finde eksempler på embedsmisbrug, ulovlig brug af varetægtsfængsling og sløset efterforskning af korruption foretaget af det tidligere kommunistparti. Begge inspektioner frifandt Milano-statsadvokaterne.
I sommeren 1994, midt under Italiens semifinalekamp ved fodbold-VM, udsendte Berlusconi-regeringen et dekret – senere berygtet som ’Red tyvene’ – der med øjeblikkelig virkning skulle frigive alle varetægtsfængslede, men det blev – trods fodboldkampen – mødt med så voldsom folkelig modstand, at det blev trukket tilbage.
Folkelig modstand er der ikke længere mod den nye Berlusconi-regerings vigtigste love og beslutninger indtil nu: afskaffelse af arveafgift, straffrihed for falsk bogføring, afvisning af retsgyldighed for beviser stammende fra udlandet, forsinkelse af tilslutning til den europæiske arrestordre.
I sidste uge vedtog senatet et lovforslag, der reducerer antallet af medlemmer i det selvstyrende retsvæsens øverste organ, og det er af oppositionen set som første skridt på vejen til at demontere domstolenes uafhængighed.
Det er denne mand, Tony Blair og alle vi andre skal smile sammen med, mens vi vasker vores hænder.

jul

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her