Læsetid: 3 min.

Og Sneen faldt

3. februar 1998

ENDELIG faldt den, sneen, i store bløde fnug, og den faldt over land og by, over store og små, gamle og unge, rige og fattige, retfærdige og uretfærdige, danskere og de facto-flygtninge, miljøhadere og naturelskere - og var dermed mere demokratisk end hele resten af samfundet tilsammen. Den faldt uden stands anseelse.
Som dunene fra tusindvis af forskrækkede, Informations-læsende Peter Lautrop-ænder faldt sneen. Forskrækkede, fordi de fulgte med i debatterne på opinionssiderne. Lige med et faldt sneen uventet som store, bløde dun fra forskrækkede fugle.
Og sneen, den faldt på i forvejen faldne kvinder og mænd, og på dem, som endnu ikke var faldne, og dem, som aldrig kunne drømme om at falde, men også på dem, der netop drømte om at falde. Falde hen i snehvide arme og de dejligste dundyner, falde med noget hvidt og kært. Falde for hinanden, falde på knæ på for hinanden. For at fri eller være fri.

OG DEN faldt på redaktøren Bjarke Møller, som netop satte endnu et ark af det hvideste papir i maskinen for endnu engang at fastslå selve kendsgerningen om menneske og moral, ægteskab og utroskab, i dagens Danmark. Han var særdeles bekymret.
Og den faldt på kunsthistorikeren Leo Tandrup, som var Den Store Elsker af Den Rene Etiske Kunst, og på redaktøren Georg Metz, som elskede det skinbarlige liv og placerede guleroden et helt andet sted på snemanden. Den faldt på arkiskribenten, arkitypen Allan de Waal, som frådende kom cyklende helt ude fra Kartoffelrækkerne for at kæmpe for retten til sig selv.
Den faldt frækt - uden at spørge om lov - på både Ana Maria Munar og Neel Fasting og Susie og Tørk Haxthausen og sædelighedspolitiet og Klaus Rifbjerg, der straks han hørte våbengny i det fjerne, spændte sneploven for bilen ved Sierra Nevadas fod for at drøne mod Danmark og de danskes debat, som han alligevel et eller andet sted (i Spanien f.eks.) ikke kunne undvære.
Og allesammen faldt de hinanden om halsen i en vild, orgiastisk, meget, meget vigtig sneboldkamp. Og så faldt sneen allertungest på kulturredaktøren Bjørn Kjær, som i selvretfærdighed var helt ved siden af sig selv og gled i en bananskræl midt på den tyndeste is. Det kunne ikke være bedre, set fra et kultursportsligt synspunkt.

OG SNEEN var ubønhørlig i sin altomfavnende hærgen. Den smøg sig kælent og kærligt om RUC, hvor der just var opstået kold luft mellem prorektor Karen Sjørup og chefen for den nye journalistuddannelse, Preben Wilhjelm, manden, der gik, før han kom. Godt gået, hviskede sneen og lagde sig som et dæmpende lag over gemytterne på Marbjerg Mark, mens planerne om en ny journalistuddannelse hastigt begravedes under en hel meter sne. Fra kold luft til varm luft, huhej hvor det gik.
Sneen overraskede redaktør Tom Jørgensen af Kunstavisen, og den ramte kritikeren Simon Sheik af Vinterfrakke, netop på vej til postkassen med et harmdirrende indlæg mod Tom Jørgensen og hans skriverier om den uheldige og uhellige alliance mellem kunstakademi og kuratorer og kunstnere.
Desuden faldt sneen også på alle eleverne på Teaterskolen, som henlå i mulm og mørke, og på deres rektor, Olav Harsløv, på lærerne, uddannelseslederne og kulturministeren, og det var umuligt at se, hvad der var sort og hvidt.
Nok var der stær i rektors frugtsommelige plankasse, men stæren var sneblind, mente eleverne og lærerne og uddannelseslederne.

NOGET SNE faldt osse på toppen af hr. Uffe Ellemann-Jensen, som indrømmede, at han havde været alt for hård over for Mogens Lykketoft, (som ellers havde pakket fængselskuffert ved tanken om en rigsretssag). Først da blev det atter jul i Venstre.
Og endelig faldt sneen videre i den vide verden på Linda Tripp og Monica Lewinsky, Paula Jones og Kenneth Starr, på Hillary Hillbilly og Billy Hvidløgneren Clinton og det hus, der i forvejen var hvidt. Og selvom det overhovedet ikke sneede i Amerika, ja, så faldt sneen alligevel. Og den velsignede dem alle.
Men under sneen, helt nede under sneen, der, hvor jorden er under begge ben, piblede det forårsagtig. Krokus, erantis og vintergæk forberedte ligesom Frank Sinatra det årlige come-back og håbede på et snarligt gennembrud i forhandlingerne med Vinteren. Jo, sagde Vinteren, I kan godt få lov at komme op. Men der skal osse være plads nye tidsler.
Forhandlingerne fortsætter i den kommende tid.
Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu