Læsetid: 2 min.

En snegl i et jagthorn

Carsten René Nielsens dyre-digte er sjove og originale, men skal nydes i små portioner
2. juni 2005

Nogle gange sker det i den allerførste sætning. Andre gange lidt længere henne. I få tilfælde til sidst. Og en enkelt gang: næsten ikke. Men det hænder altså hver eneste gang, dette sælsomme, som Carsten René Nielsen evner med sine prosadigte Enogfyrre dyr.

Over halvdelen beskæftiger sig med pattedyr, gnavere især. De øvrige fordeler sig ret ligeligt på padder, insekter, fugle og fisk. Dog, det vigtigste er ikke dyrearten, men måden, den anvendes på, nemlig som rekvisit for en muntert og viltert billedskabende fantasi, som afsæt for surrealistiske volter.

Overraskende syn

Hvad digteren søger, er sammenfald, skjulte forbindelser, sære kombinationer. Og findes disse ikke i dyrenes virkelige verdener, så er han altid mand for at opfinde dem selv. Derved drejer han fokus fra afbildning til skabelse, fra bundethed over til frihed. I det enkelte dyre-digt bliver det for ham afgørende at genskabe sit eget syn, det syn, der ser det overraskende.

Friheden selv

Sprogligt består resultatet i herligt fantastiske enkelthedsfund, såsom et tændrør trukket ud af patten på en ko; mus, der æder mennesker og begynder med hænder og arme; de breve, som to elskende bliver ved at returnere til hinanden med denne påskrift Adressaten ukendt; en kvinde, hvis tunge er en sild. Eller de ord, en dyretæmmer råber til en løve, efter at han har gjort den døv ved at hælde vand i dens ører!

Det har ikke været mig muligt at identificere noget overordnet formelt princip på tværs af samlingens digte, og jeg skulle tage meget fejl, hvis ikke det lige præcis var det, der var pointen: De enkelte digte skal demonstrere en frihed, allerhelst bare 'være' den - derfor skiftes der i metode ustandselig om.

Carsten René Nielsen kan indlede en tekst i fortællende og beskrivende modus for så at slå om i en spørgen. Han kan begynde med vildt irreelle påfund, men så fortsætte med at snakke næsten dagligkonkret. Han kan transformere, forskyde perspektivet, få hele digtet til at futte af i en spredning af dets samlede betydning.

Det eneste konstante er mødet mellem adskilte verdener og så udfoldelsen af poetisk kraft.

"En søstjerne fanget i et spindelvæv, en ravn i en spand med tapetklister, en antilope påvirket af lattergas eller en snegl i et jagthorn. Intet kan tiltrække rotter, som en ost skruet op i en lampefatning".

Sådan indledes digtet "Rotte", men så slår det pludselig om:

"Jeg ved dette fra min hjemegn, hvor man også sagde, at rotterne går med sørgeslør, når der ikke er mere i spisekammeret. På min hjemegn kunne en familie som min være så fattig, at man måtte ernære sig af stegte rotter."

Nu er vi halvvejs igennem teksten. Men resten af pladsen når den at slå om hele to gange endnu!

Der venter den sprogligt opvakte en dejlig læseoplevelse i Carsten René Nielsens nye bog. Men pas på, forspis dig ikke, lad den ligge indimellem, for sproliglige suseture som disse skal være gilde og ikke rutine.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu