Det var ikke alt sammen lige godt, hvad der kom 'op af skuffen' af 'poesi' i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne, mens 'skrivefrækheden' bredte sig og folk fandt sammen om lyrikcafeer og digterværksteder. Mange nye navne så dagens lys, og de fleste forsvandt lige så hurtigt igen efter en bog eller to.
En af dem, der faktisk holdt ved, og gjorde det med et stort talents naturlige ret, var Bodil Nielsen (1945-2004). Dels trak hun på uudtømmeligt stof fra sin barndom på landet med en utrættelig, ihærdigt kontrollerende mor samt fra sit liv som enlig forælder til to, dels havde hun en flot fortætnings-evne og en fandenivoldsk, smittende humor.
Pointeret ironi
Da hun døde af kræft i fjor, havde hun lige lagt sidste hånd på en ny digtsamling, som nu er blevet befordret i trykken af Tiderne Skifter, under medvirken af hendes 'mentor' Vagn Steen. Som i Fru Nielsen på sidelinien fra 1999, der blev et net lille gennembrud, arbejdes der i tredje person, på en let ironisk distance, og i stedet for de tidlige bøgers fortællende forløb og følelsesstrømmen i de senere værker får vi fantasi- og drømmerids med udtalt pointeret præg. Digteren bladrer frit i sit liv og blander, ubesværet, pigen med den erfarne kvinde. Men hertil kommer i formen et særligt befriende mod, en skærpet sans for det groteske:
Hun ved hvor Gud er
Han sidder i transformatoren
og styrer gårdens maskiner
Det kan godt være en barndomserindring, men det får præg af drømmens 'frie' kobling ved selvfølgen i tonen, hvormed det udsiges. En lignende teknik anvendes i et drømmeforløb, der begynder med en snestorm, hvor tekstens 'hun', slæbende rundt på sengen og barnet, omsider finder sin opgang med navneskiltet og kommer ind. Så banker det på. "En idiot fra pressen" vil have et nøgenfoto af dem, barnet er helt specielt. Hun klapper døren i på hans fod og nyder hans hyl derudefra. Så kommer hun i tanker om, at pigen jo skal i skole.
Hendes bil er turkis
Det er en stor fordel
Sneen kan ikke sætte sig fast
på den kulør
Heraf opstår så digtets titel: "Snestorm og kulør". Men det spændende består i at følge vejen fra det ene til det andet.
$SUBT_ON$Lysende skævheder
Som regel lægger Bodil Nielsen ud med blide streger til et billede (af barndommen eller fra drømmeland). Så opstår der en konflikt, gerne mellem pligten og lysten, mellem hvad ens Mor har sagt, og hvad Kroppen selv vil. Men så, til allersidst i hvert enkelt digt, dukker der et overraskende element op, der får lov til at stå aldeles uformidlet, som en illuminerende skævhed, en lysende gåde.
Digtenes titler skal pege på disse spring - mellem et erindret realplan og et suverænt, fritsvævende billedplan af en sært urørlig karakter. I "Slangerede og skole" befinder digtets jeg sig indledningsvis på et sted, hvor fuglene kan tale. En kvinde sætter sig i en slangerede, skriger som et vildt dyr, smider tøjet - og farer ind i turistbussen! Læseren får ikke at vide, hvad lige den bus bestiller i netop dette digt. Men så bliver situationen med ét realistisk:
Hun har ikke nogen penge
og skriver til sin mor
Brevet kommer tilbage med
røde streger
under visse sætninger
I næste strofe skiftes der atter til noget, der minder om drøm, med en fugl, der sidder på hovedet af pigen eller kvinden "og siger som en bilalarm".
Til allersidst beslutter digtets hun klogeligt at lade sig vaccinere "mod talende fugle og returbreve". I sidste linje står: "Hun skal i skole". Men hvordan vi kom fra "drøm", med slangerede og fugle, til "virkelighed", med brev og skole, siger digtet ikke.
Originale spring
Og denne tavshed er måske det indre oprør i Bodil Nielsens skrift. Om moren hedder det, at hun går rundt og gør dagligdags ting, at hun er "som et legedyr der er trukket op og fortsætter på mekanikken". Over for det har digteren sat en original fantasi, der netop ikke kører mekanisk, men ustandselig formår at overraske ved springet.
Det tjener forlaget til ære at lade os høre Bodil Nielsens stemme igen. Til gengæld kan man ærgre sig over lemfældigheden, hvormed det sker. I værklisten over for titelbladet mangler de to samlinger Kaffe og flødekager (Lyrikcafeen Huset i Hasserisgade, Aalborg, 1981) og Fase (Tiderne Skifter, 1989). Der er rod i rækkefølgen og forkerte årstal på to af de nævnte udgivelser. I efterskriften hævder Vagn Steen, at teksten Bandetræet, der citeres in extenso, er fra 14.12.2001, men han har åbenbart ikke sat sig grundigt ind i sagerne, for digtet optræder med tre mindre afvigelser i Bodil Nielsens første bog Min søster og mig (1980), og det samme gælder "Rabarberspring", som anføres på en sådan måde, at læseren må tro, at det digt hidtil kun har kunnet ses på internetsiden www.digte.dk. Også dét stod i debutbogen - og nu kan De læse det her:
I sidder og udtaler jer
om partipolitik
fiskerhistorier
og andre former for
konkurrence
og mener at homoseksualitet
er afsporet
mens de lesbiske
er lidt pikante
Jeg er høj grad nødvendig
Som lytter
Mens jeg dydigt går ud og laver
kaffe
griner jeg smørret
I skulle bare vide
hvad der skete
i mit sidste rabarberspring
Dét ord er et fund i dét digt. Og et typisk eksempel på den oprørske djærvhed hos Bodil Nielsen.
Bodil Nielsen: Rabarberspring eller fru Nielsen går i barndom. Digte. Med efterskrift af Vagn Steen. 73 s., 148 kr. Tiderne Skifter. ISBN: 87-7973-095-7. Udkommer i dag
