Læsetid: 3 min.

Den snigende amerikanisering

Rejsende fra USA kan uden besvær afsøge kulturimperialismens åbenlyse spor i Europa. Også i Danmark, hvor forskellen mellem amerikansk livsstil og dansk skik bliver mere og mere utydelig
13. maj 2005

Det er en årlig tilbagevendende begivenhed. Hver gang jeg kommer til Danmark eller et andet europæisk land som rejsende fra Amerika, overraskes jeg af den snigende amerikanisering af europæernes livsstil og normer - altså af kulturen med stort K.

For én, der bor og lever i USA med en fod sikkert plantet i det danske, er det en spøjs oplevelse at se mine landsmænd adoptere amerikanske skikke og tilpasse dem særligt indfødte vilkår uden rigtig at være sig processen bevidst. Jeg ser det tydeligt. I skal gøres opmærksom på amerikaniseringen.

Lad mig fremhæve et enkelt eksempel. Forleden på Holte Station så jeg en ældre dame i en lang overfrakke hen op ad perronen i store hvide tennisko - sneakers, som man kalder dem på amerikansk. Tankerne fór straks tilbage til det amerikanske bylandsskab, hvor kvinder allerede i 1980'erne ganske fornuftigt opgav højhælede sko til fordel for sneakers, når de skulle på arbejde. I tasken medbragte de de højhælede, som blev sat på fødderne indenfor i skyskraberen.

Jeg ved ikke, om man gør det samme i København i dag. Det tvivler jeg på. Snarere er sneakers blevet in. De afløser den klassiske damesko, fordi de er bekvemme at gå rundt i, og så er de billige. Men skiftet udgør et stilbrud og handler i sin essens om at indoperere nye værdier i vores livsstil. Bekvemt og billigt fremfor elegant, smart og noget dyrere.

En åndssnob på højrefløjen ville kalde overgangen til sneakers for en forfladigelse af den nationale kultur.

Eksemplerne er legio. På Kalvebod Brygge støder jeg ind i joggere, der gør sig klar til en større konkurrence. Okay, joggere. Men målet ved Det Kongelige Bibliotek er indrettet præcist, som på mine kanter i USA. Der er opført en scene, hvor et band spiller høj rockmusik. Deltagerne får udskænket soft drinks. Sport omformes med andre ord til selskabeligt samvær. I gamle Danmark var de to adskilte.

I underholdningsverdenen er amerikaniseringen mere synlig. Jeg faldt over en dvd med H.C. Andersens Svinedrengen filmatiseret af Egmont (Nordisk Film). Aha, tænkte jeg. Jeg får altså ikke en Disney/Danny Kay-produktion, men derimod en ægte dansk tegnefilm til min dansktalende datter i USA, som elsker Cirkeline og Rasmus Klump.

Sikke en skuffelse! Egmonts Svinedreng er blevet spoleret lige så meget som Disneys Pinocchio. Det pragtfulde H.C. Andersens eventyr er indhyllet i sukkersødt Hollywood-stads af den værste slags. "Hvorfor er hans ansigt ikke snavset," spurgte min datter. "Hvor synger de ikke 'Ach Du lieber Augustin'?"

Hvad skal far sige...

Jeg læser mig til, at Bodilfesten i år lignede Academy Awards. Ak, er forestillingsevnen i den danske filmverden virkelig så fattig, at de kreative nøjes med at plagiere amerikanerne?

Et muligt svar er intellektuelt dovenskab. Det er så let at importere og bare tilpasse amerikanske skikke dansk kultur. Men dovenskab kan let blive en fælde, hvor al tiltrækkende amerikansk kultur sluges råt og ukritisk. Springet fra livsstil til livsværdier og udsyn behøver ikke at være ret langt.

Sandt at sige reflekterer den amerikanske livsstil det amerikanske samfunds værdier. Alt andet ville være mærkeligt. Men gør det samme sig gældende i Danmark? Nej, der opstår givetvis en dissonans - ikke et veritabelt kultursammenstød. Uanset hvor meget den franske elite modsætter sig amerikansk kulturimperialisme, fortsætter bygningen af McDonalds' og Starbucks og hypermarkeder i Frankrig. Derfor kalder jeg amerikaniseringen snigende. Den er for danskere og europæere ikke særlig synlig. Mange tror givetvis, at nogle ritualer - som kan spores tilbage til Amerika - er hjemmebagte og vil overraskes over at få det modsatte påpeget.

Bevares, der er principielt intet forkert i udveksling af idéer og værdier. Engang var Danmark under stærk tysk og fransk indflydelse. Men i datidens Europa befrugtede landene hinanden. I dag løber der en ensrettet motorvej fra Amerika til Europa, måske lige bortset fra sydeuropæisk haute couture og gastronomi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu