Læsetid: 6 min.

Den snirklede vej til et studium

I går fik 60.000 ansøgerere svar på, om de er optaget på drømmestudiet i Danmark. Kronikøren, der netop har taget en mastergrad i USA, beretter om, hvor radikalt anderledes - og vanskeligere - processen er for optagelse på amerikanske universiteter, hvor markedsføring og individualisering er i højsædet. Til gengæld får man et kaffekrus og et håndtryk-
29. juli 2006

Så er der post! Ikke bare almindelig post, men ualmindeligt imødeset post. I går fik knap 60.000 breve fra landets videregående uddannelser, breve der glædede mange og skuffede færre med svaret på spørgsmålet: blev jeg optaget eller ej? For de fleste ansøgere - det vil sige de godt 90 procent, der er kvote 1 ansøgere - har eneste adgangskrav været eksamensbeviset fra gymnasiet, handelsskolen eller en tredje ungdomsuddannelse samt et simpelt ansøgningsskema. Processen har kort og godt været: send eksamensbeviset og ansøgningsskemaet til den Koordinerede Tilmelding og vent til på svaret den 28. juli. Færdigt arbejde. Fire ud af fem bliver optaget og for dem, er det nu bare at vente til studiestarten i slutningen august eller begyndelsen af september. Nemt, ikke? Jo. I hvert fald sammenlignet med den proces, som ansøgerne til de godt 4.000 amerikanske universiteter går i gennem.

Mens danske ansøgere har en koordineret tilmelding, hvorigennem langt de fleste videregående uddannelsers optagelse bliver administreret, er det amerikanske sidestykke langt mere uoverskuelig og uigennemsigtig, da ansøgerne skal lave en separat ansøgning til hvert sted de søger om optagelse. Og man forstår, hvis ansøgere til amerikanske universiteter føler, at de har brug for en sekretær til at varetage deres ansøgningsproces.

For ansøgeren er første etape på den snirklede rute mod optagelse at gøre sig klart, hvilke universiteter hun vil søge ind på (57 procent af alle universitetsstuderende i USA er kvinder). Selvom de godt 4.000 universiteter alle er akkrediterede af det amerikanske undervisningsministerium, varierer de vidt og bredt fagligt og i de studerendes profil. Alt lige fra den fundamentalistiske tv-præst Jerry Falwell's Liberty University i Virginia til det superliberale Sarah Lawrence College i New York, der ikke bruger karakterer - samt alt midt i mellem - tilbyder sig.

Lokkemad

Og universiteterne prøver at sælge sig på alle mulige måder. Lave studieomkostninger, den faglige kvalitet af de studerende, berømtheder blandt tidligere studerende, muligheder for økonomisk støtte, geografisk placering, køns- og racemæssig sammensætning, sportsholdenes meritter, standarden af deres campus dorms (kollegieværelser, red.) samt ikke mindst kvaliteten af det videnskabelige personale.

I håbet om at kunne tiltrække lufthavnsbestsellere som Samuel Huntington og Madeleine Albright lokker universiteterne oveni storslåede gager med lukrative sabbatordninger, ekstra videnskabeligt personale og endda jobs til ægtefæller. Således lykkedes det Columbia University i New York at kapre Jeffrey Sachs fra Harvard - Kofi Annans udviklingsrådgiver - med et hus på Manhattan til otte millioner dollars som lokkemiddel.

Med alle disse bolde i spil, er det svært at danne sig et overblik. Heldigvis er der hjælp at hente i de talrige rangordninger af og guidebøger om universiteterne. Mest populær er nyhedsmagasinet U.S. News & World Reports årlige opgørelse, som er de facto rangordningen i den offentlige debat, når der snakkes om et Top 10 universitet eller lignende.

Selvom metodikken bag opgørelserne altid kritiseres heftigt - særligt universiteterne, der falder tilbage på listen - kan de fleste ansøgere til samt studerende og professorer ved de amerikanske universiteter deres rankings på fingerspidserne. 'Ikke at det betyder noget', tilføjes det ofte.

Ideen er vist, at klarer ens universitet sig dårligt på en skala, kan man jo altid finde en anden, som passer bedre ind i ens kram. For eksempel i tematiserede rangordninger, der henvender sig til homoseksuelle, afro-amerikanere, underbemidlede eller politisk konservative.

Af rangordningerne fremgår det også, hvilke karakterer man skal have for at komme ind de forskellige steder. På et Top 10, Top 100 eller Top 500-universitet? For at gardere sig ansøger mange på 5-10 universiteter. De allerbedste universiteter er meget svære at komme ind på. For eksempel optog top 10-universiteterne Yale og Stanford lige knap 10 procent af deres tusindvis af ansøgere, mens George Washington University (nummer 53 på U.S. News & World Reports liste) var mere gæstfrie og optog en ud af tre. Længere nede ad rangstigen optages relativt flere, så de fleste ansøgere vælger at ansøge universiteter af varierende selektivitet.

Ansøgningsprocedurer

Når ansøgeren har fået dannet sig et overblik over mulighederne, kan hun gå i gang med at lave selve ansøgningen. Og det er en god ide at starte i god tid. På Columbia University er ansøgningsfristen for nogle programmer for eksempel tidligt i december. Vel at mærke med studiestart den efterfølgende september. Før du kan søge skal du de fleste steder vedlægge to-tre forskellige besvarelser på essayopgaver. Typisk handler de om, hvor du ser dig selv om 10 år eller hvorfor netop du skal optages på universitetets spansk-studium.

I den mere kuriøse afdeling har University of Chicago ofte bedt ansøgerne om at skrive essays om UFO'er, Elvis med mere for at udfordre ansøgerens kreative evner. Eftersom de enkelte universiteter har helt deres egne krav til de forskellige essays, begynder uoverskueligheden og arbejdsbyrden at tårne sig op for den studerende. Hvis det er, kan du i hvert fald altid købe noget professionel hjælp for mellem et par hundrede og op til adskillige tusinde dollar ved et specialiseret konsulentfirma, sådan som avisen Boston Globe beskrev i februar.

Hvad konsulentfirmaerne ikke kan hjælpe med, er de to-tre anbefalinger, som typisk skal vedlægges. Eller for den sags skyld de standardiserede prøver (SAT, GRE, GMAT med flere), som de fleste ansøgere kan regne med at skulle tage mindst en og indimellem også flere af.

Udover stresset for at opnå den krævede score i prøverne, indebærer prøverne ofte også betydelige afgifter og rejseomkostninger, da prøverne ikke nødvendigvis afholdes regelmæssigt endsige lokalt. Når ansøgeren har fået indsamlet og skrevet alt til sin ansøgning er det bare at sende ansøgningerne og vente på svar. Nå ja, du skal selvfølgelig lige betale ansøgningsgebyret til hvert universitet - typisk mellem 20 og 80 dollar. Men så er du også klar.

Efterhånden som optagelsesbekræftelserne - eller afslagene - fra de forskellige universiteter tikker ind i løbet af kalenderårets første måneder, kan ansøgerne begynde at ånde lettet op. Til gengæld kan deres forældre begynde at bekymre sig. Mange steder koster et år på et universitet inklusive kost og logi over 40.000 dollar. Men med optagelsesbekræftelser fra flere universiteter bliver det lidt nemmere at komme omkring denne udgift. Nu er det nemlig universiteterne, der skal overbevise den enkelte ansøger om, at deres program er det bedste blandt ansøgerens muligheder. Spiller ansøgeren sine kort rigtigt kan hun få nedslag i sin undervisningsafgift, et attraktivt studiejob, gratis logi eller noget helt fjerde. Strategien er derfor for mange at shoppe rundt mellem de forskellige universiteter - hvem giver mest af de steder, hvor ansøgeren kom ind?

Forhandlinger

Det er typisk tre kriterier, som lægges til grund for disse forhandlinger mellem ansøgeren og universitetet: ansøgerens økonomiske behov, faglige kvalitet, og muligheder for at læse et andet sted. Det er naturligvis nemmere at få økonomisk hjælp fra et universitet, hvis man kan bevise, at man som ansøger er attraktiv for et konkurrerende universitet, der måske ligefrem har tilbudt en mere gunstig økonomisk hjælpeordning. På deres side prøver universiteterne at låse ansøgerne fast ved at kræve hurtige forudbetalinger af undervisningsafgiften, som ikke kan refunderes. Og med diverse forudbetalinger og andre frister for at takke ja til en plads på et universitet, mindskes rummet for at spille universiteterne ud imod hinanden.

Da jeg begyndte på mit amerikanske universitet, fik vi alle at vide, at vi var kommende verdensledere. Vi fik lov at trykke dekanens myndige hånd og fik et kaffekrus med universitetets navn på, som det synlige manifest på, at vi alle havde klaret os i gennem optagelsescirkuset. Da jeg for fem år siden startede på Aarhus Universitet fik jeg hverken håndtryk eller et kaffekrus. Men jeg slap da for et årelangt ansøgningsforløb med GRE-prøve i Berlin, masser af personlige essays, indsamling af anbefalinger, visum-samtaler på den amerikanske ambassade samt selvfølgelig den omfattende legatansøgning, der er nødvendig for at finansiere en uddannelse i USA. Det var egentlig ret smart, nu jeg tænker over det.

Rasmus Mariegaard studerer statskundskab i Århus - men har også netop modtaget mastergraden i Public Communication ved American University, Washington, D.C. med fokus på politisk kommunikation

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu