Læsetid: 3 min.

Snothvalpe på mimrekort

Charlottenborg var ikke blot besat fra søndag til mandag. Charlottenborg har været besat i årevis af de kunstner-sammenslutninger, som i dag har mere end svært ved at legitimere deres særligt privilegerede position i en af Københavns flotteste, men mest forsømte udstillingsbygninger
20. februar 2007

Det er blevet udlagt som et valg mellem selvstyre og centralisme. Og så er det klart: centralisme er skidt, frie kunstnere i fri udfoldelse er godt.

Da der søndag aften blev rapporteret direkte fra det besatte Charlottenborg i København på begge landsdækkende tv-kanaler, var det den vinkel, kunstnerne fik solgt til de udsendte journalister: Vi er her for at imødegå en uheldig ensretning af kunstscenen og en stadig stigende centralisering af kulturlivet. Og det lyder jo flot, når egeninteresser sådan udlægges som almenvellets interesse.

Det er blot hverken centralisme eller ensretning, der er på spil i den aktuelle konflikt. Tværtimod: De fire kunstner-sammenslutningers mangeårige jerngreb om Charlottenborg, efterlader sig nogle profilløse udstillingslokaler på Kongens Nytorv. Lokaler som kunne blive - og nu måske bliver det - et omdrejningspunkt for kunstscenen i København.

En hvepserede

Charlottenborg har i årevis været et hus i splid med sig selv. Her har ikke været tale om et velfungerende kunstnerdrevet hus, som nu bliver forvist til fordel for en centralistisk ledelse. De, som er kommet tæt på husets virke i de senere år, har beskrevet det som en hvepserede, som et hus fuld af nid og nag. Og lidt af den nid og nag nåede mandag ud til en bredere offentlighed.

'En svensker,' skrev sammen-slutningerne således i en helsidesannonce i Politiken mandag om den nye direktør for Charlottenborg, Bo Nilsson. Han har tidligere været chef for Liljevalchs Konsthall i Stockholm og for Rooseum i Malmø.

"For en svensker kan det måske også være svært at føle nogen særlig ærefrygt for de lokaler, hvor Wilhelm Freddie, Lundstrøm og Robert Jacobsen første gang blev præsenteret for en større offentlighed," fortsatte kunstnerne i annoncen.

National selvtilstrækkelighed

Sådan ser det ud, når kunstnerisk udsyn ender som nationalchauvinistisk selvtilstrækkelighed.

Kunstneren Peter Bonnen fulgte op ved at udlægge sin egen udstillingspraksis som synonym med selve kulturarven. "Vi er repræsentanter for det frie initiativ og en del af den kunstneriske andelsbevægelse, der er helt unik i Danmark."

Ja, og så skal sådan en svensker jo ikke komme her, vel, og mene noget om kunstens kvaliteter?

"En forræder," siger Gorm Eriksen, talsmand for Den Gyldne, om Charlottenborgs nye formand, kunstneren Erik Steffensen.

Sådan ser det ud når selvtilstrækkeligheden ender som moralsk overlegenhed: Enten er du med os eller også er du imod os. Enten er du en af vore (Erik Steffensen var selv tidligere medlem af Grønningen) eller også er du en forræder.

Og Gorm Eriksen fortsatte med at dele ud af sit udsyn:

"Vi er måske nok inspireret af Ungdomshuset i vores metode," forklarede han om besættelsen af Charlottenborg. "Men vi er ikke sådan nogle forkælede hvalpe som de derude. Vi er hårdt-arbejdende mennesker, som ikke går på bistandskontoret eller hjem til mor og far, når det bliver for hårdt."

Det var nu ellers lige præcis 'far' i form af kulturminister Brian Mikkelsen, som sammenslutningerne, disse forkælede hvalpe på mimrekort, opsøgte, da deres ansøgning om at udstille på Charlottenborg blev afvist af Charlottenborgs bestyrelse. Og hvis vi endelig skal blive på niveauet: Ja, så har Gorm Eriksen ingen grund til at gå på bistandskontoret. Næ, han får tipsmidler - og har gennem årene kunnet sælge sin kunst på en af de mest privilegerede adresser i København. Et privilegium der nu skal uddeles efter andre kriterier end hævdvunden ret. Derfor handler det ikke om valg mellem centralisme og 'det frie initiativ'. Det handler heller ikke om kunstnerne. Det handler om skabe et rum for kunsten i det indre København.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her